1. Jørgen Jensen Balling, kjøpmann i Præstø (syd for København) 1699 - 1743.     gift med Bolette (Bodil) Cathrine Amunds, ca. 1699 – 1736. 2..Emanuel Balling, forfatter og journalist i Helsingør og København, 1733 – 1795   gift med Mette Marie, f. Enghaven, 1736 – 1793.

3. Bolette Cathrine, f. Balling, 1765 – 1809.    gift med Fredrik Nannestad Wexels, administrator Norges Glassverk, 1759-1825

4. Marie Louise, f. Wexels, 1793 – 1873.    gift med Wexel Hansen Wexelsen, glassverksbestyrer/gårdbruker, 1784 – 1867. (hennes fetter)

SAMT
   

4. Wilhelm Andreas Wexels, kapellan Vor Frelsers krk., salmedikter, 1797 - 1866.        gift med Hedvig (Betta) Elisabeth Lund, 1801 - 1830  .  Wexels(en)-slekten

Kilder:

Dansk Forfatterlexicon

" Den virksomme Emanuel Balling". Biografi av Frederik Thaarup - utgitt 1795.

"Lidt om W.A. Wexels, hans barndom og hans mødrene slegt." Minneartikkel av Marie Wexelsen i tidsskriftet "For Kirke og Kultur", 4. Bind, side 139-47, 1897. (Om hennes onkel, presten og salmedikteren Wilhelm Andreas Wexels, datter-sønn av Balling)

Artikler fra: Kiøbenhavns Aftenpost for 1772-1795. (Tilgjengelig ved Det Kongelige Danske Bibliotek i København)

Emanuel Balling ble født i Præstø syd for København 13.12. 1733, og døde i København 22.2. 1795. Foreldre: Kjøpmann Jørgen Jensen Balling, ca. 1699 - 1743, og Bolette Cathrine Amunds, ca. 1699 - 1736.

Emanuel Balling giftet seg 13.7. 1763 i Helsingør med Mette Marie Enghaven, 1736 - 1793. Hennes foreldre: Postmester og rådmann i Helsingør, Andreas Jacob Enghaven (død 1764) og Anna Catharine, f. Wulf (død 1753).

Ifølge Emanuel Balling var hans far "anseet som et Lys for sine Medborgere, de Rådvildes Rådgiver, de Foraktedes Opmuntrer, de Undertryktes Bistand, de Flittiges Understøtter, de Fattiges Hjælper. Kort sagt - en Menneskeven og en gudfrygtig og retskaffen Mand." Moren har han ingen minner om - hun døde da han var bare to år gammel. Faren giftet seg om igjen, og Emanuel kan ikke få fullrost henne som ble hans stemor. Da han var ti år gammel, opplevde familien den tragedie at både stemoren og faren døde - med få dagers mellomrom. Venner måtte ta seg av de fem barna, og Emanuel kom til en kjøpmann, Jørgen Corterup. To år senere flyttet han til sin formynder, Willum Ring, "en streng, nøieregnende, til Arbeide holdende Mand".

Etter konfirmasjonen ble han tatt hånd om av en forvalter Bruun, bestyrer på et stort gods på Gaunø, der han som "Skriverdræng" ble satt til ulike slags kontorarbeid. Hos Bruun tilbrakte han det meste av ungdomstiden. Marie Wexelsen omtaler forvalteren som "en god, oplyst og dygtig mand, som kom til å omfatte den unge Balling med faderlig godhed". Hun mener også at det var hos ham grunnlaget ble lagt for Emanuels "aldrig svækkede deltagelse for småfolks kår". På Gaunø kunne han ikke unngå å få førstehånds kunnskap om hvordan en stor del av de danske bønder levde på 1700- tallet - i ufrihet og fornedrelse.

Men Emanuel ville gjerne over i annet arbeid, og i 1760 fikk han ansettelse som fullmektig hos Notarius Publicus i Helsingør. Her var det han ble kjent med Mette Marie Enghaven, som han giftet seg med i 1763. Stillingen som fullmektig kastet ikke mye av seg, og som familieforsørger ble han nødt til å seg seg om etter andre utveier til å spe på inntektene. Han forsøkte seg først med et eddikbryggeri og et ølbryggeri. Men konkurransen var for sterk, og begge foretagender måtte avvikles etter kort tid.

Noe større hell hadde han med et annet initiativ: I 1767 fikk han innvilget et "kongelig privilegium" til å opprette et trykkeri i Helsingør, det første i sitt slag der i byen. Privilegiet innebar portofrihet både i Danmark og Norge, senere også i Sverige. Fra trykkeriet sendte han ut "Øresundske Skipperlister", som etter et år ble utvidet til ukebladet "Helsingørs Adresse-Contors nye Efterretninger". Her kunne man finne nyheter fra inn- og utland, dessuten forskjellig slags underholdningsstoff, opplysninger om seilferdige skippere, annonseringer angående auksjoner, eiendomssalg etc. Bladet dekket tydeligvis et behov, og ble godt mottatt. Han opprettet også en skriverstue, hvor folk kunne få hjelp med søknader, kontrakter, testamenter, skjøter og vanlig korrespondanse. Likevel - trass i dristig satsing og stor flid ville det ikke lykkes for ham: Fortjenesten ble for liten. Og i 1771 forlot han saa Helsingør for å prøve lykken i København.

"Helsingørs Fattige tabte i ham en Talsmand," skriver Thaarup i sin biografi, der han også gjengir følgende utdrag av Ballings patetiske avskjedshilsen i siste nummer av ukebladet:

"Dømmer selv, af mine Hensigter, dem jeg nu i fire Aar med en blandet Kummer har villet udføre, med hvad Øine min Skiebne bør betragtes. Hverken forlanger jeg smigrende Biefald eller tvungne Tilstaaelser, men oprigtige Vidnesbyrd af Eder, og naar I saa for Upartiskhedens Ret haver erklæret mig, svarer mig da med ligesaa aabne Hierter paa disse mine frimodige Spørgsmaal.

Har jeg nogen Tid misbrugt Eders Yndest og været utaknemlig imod Eders Godheder? Har jeg levet ufredelig med Eder, eller nogensinde givet Eder Aarsag at anklage mig for en stridig Borger? Har jeg fornærmet nogen af Eder med beraadt Hue, og derved overtraadt det Forbund, jeg stod med Eder i som en ærlig Medborger? Har jeg været unyttig i min Kreds, levet et ørkesløs Liv, og mettet mig med et ufortient Brød? Har jeg fortæret mine smaa Fortienester ved et overdaadigt Levnet, eller paa nogen uordentlig Maade forødt mit betroede Gods? Har jeg forsømt min Post, eller været ligegyldig i mine Forretninger? Har nogen af mine Anlæg, som alle ere Helsingør nye, givet Eder mindste Aarsag til at klage over Fornærmelse af mig? Jeg kræver enhver til Vidne, imellem hvem jeg har levet og deelt Sorg og Glæde. Lad Redelighed og Villighed tale, og siger mig saa, om jeg i noget Stykke har handlet mod den Pligt, jeg var Eder som Borger og som en ærlig Mand skyldig.

I al min Vandel blandt Eder, mine værdige Medborgere, har jeg levet mere bedrøvet, end glad. Dog har min Glæde saa meget overveiet min Sorg, som jeg stedse troede at have flere af Eder til Venner end til Uvenner. Men om jeg endskiønt skulde have feilet i denne Tanke, saa bliver det mig dog altid en sød Trøst, at jeg veed aldrig forsætlig at have paadraget mig Uvenner; og det som endnu mere fornøier mig, og som lægger en dobbelt Vægt til min Glæde, er, at jeg kan forlade Eder alle, uden at være een enestes Uven. Jeg maa endnu eengang sige Eder, at jeg har været fattig og ikke eiet en Skilling, da jeg begyndte mine Anlæg; og jeg er ligesaa riig nu, da jeg nedlægger dem. Blottet for Hielpemidler, træder jeg altså nu af en Cirkel i en anden; men dette bliver aldrig noget Beviis, som fælder mine Bestræbelser og forringer min Flid. Guds Huusholdning er ubegribelig for os alle. Vel tilstaaer jeg, at Mangler ere svære Byrder, og mægtige nok til at afskrække fra slige Foretagelser som mine have været. Men bør jeg lastes, fordi jeg har søgt at giøre dem overvindelige?

Ere vore Hensigter rene, og vor Stræben lovlig, saa bliver det altid vor Pligt at arbeide, om Fattigdom end skulde blive vor Løn, og Mangler vore daglige Giester."

Det var nå tre barn i familien, næringssorgene var trykkende, og i København var det ikke lett å finne arbeid. Etter en tid fikk han likevel en stilling som revisor i et statlig "tall-lotteri" som nettopp var opprettet. Men lønnen var på langt nær stor nok til å forsørge familien, og han så seg nødt til - som han selv uttrykte det - "at give seg i Sold til Boghandlerne". Det innebar blant annet at han måtte påta seg en rekke oversetteroppdrag - noen av dem såpass vanskelige at han åpenbart ikke hadde forutsetninger for å mestre dem. Oversettelsene ble i alle fall dårlig mottatt, ifølge Thaarup.

Men kontakten med bokhandlerne åpnet også for andre muligheter: Den ble samtidig innledningen til hans egentlige forfatter- og journalistvirksomhet, som kom til å vare livet ut. Sine økonomiske bekymringer skulle han likevel aldri bli kvitt.

Som journalist utfoldet han seg først og fremst i ukebladet "Kiøbenhavns Aftenpost", som ble grunnlagt året etter at han kom til hovedstaden. Her var han hovedbidragsyter fram til sin død - de siste tolv årene var han også redaktør. Han skrev utallige artikler og betraktninger og kommenterte flittig dagsaktuelle temaer og hendinger - som oftest i samtaleform. "Deres Forbillede," sies det i Dansk Forfatterlexicon, "var den engelske Tidsskriftmanér, og er end Afstanden litterært set overordentlig, betegner de dog, stofrige og let læste som de er, en virkelig journalistisk Nybegyndelse, og paaskiønnedes ogsaa meget i den jævnere Middelstand." Aftenposten hadde visstnok større utbredelse enn noe annet blad eller tidsskrift paa den tiden. Thaarup skriver: "Lad hans Aftenpost, for Kritikens Domstol betragtet, have i mange Stykker Fejl og Pletter. Den var dog i saare mange Henseender nyttig. Den var mange en kier Læsning, en uskyldig Frydsoppvækker. Den var gode Sæders Talsmand, Daarligheders Haaner og Revser, huuslige Lyksaligheds-Sceners Skildrer, Fordommes Modstander...Man eftertænke, med hvilken uskadelig Fornøielse det læstes, og kunde man beregne den Frydsmasse som derved er spredt ud i Landet i en Række af Aar, saa takker vel Menneskevennen Sædmanden..."

Listen over Emanuel Ballings litterære arbeider er lang og omfattende. Det skrift han tydeligvis hadde størst forventninger til, var "Aarstiderne", et verk som kom ut i fire deler i årene 1782 - 1785. I forordet til den første boken - "Vaaren eller Foraaret" -sier han: "At besynge Aarstiderne, er et af de Arbeider, som har den fulde Fordring paa Digterens Kunst og maleriske Styrke." Men ettersom han innser at han selv ikke makter "den høie Poesie", velger han å holde seg til prosaen. Han bekjenner også at han på grunn av dårlig økonomi ikke ser seg i stand til å utgi sin lovprisning av skaperverket under ett. Bare dersom første bind "vinder Biefald", vil han følge opp med resten. Øyensynlig må han ha vært tilfreds med mottakelsen - i alle fall kom de neste tre i tur og orden. At det også fantes dem som kunne styre sin begeistring for disse bøkene, framgår av et kvasst epigram av dikteren Jens Baggesen, kjent kritiker og toneangivende i den tids litterære kretser i København. På Wesselsk manér skriver han:
 

Mest kjent i samtiden ble Ballings fortelling "Huusmoderen eller den værdige Landboeqvinde", som kom ut i 1792. Boken ble prisbelønnet av "Landhuusholdningsselskabet", og regjeringen kjøpte inn 1000 eksemplarer til utdeling. Den ble også oversatt til svensk. En bok i samme genre, "Nyeaars Foræringer til alle ædle unge Koner og Piger som ønske at blive lykkelige Huusmødre" (1795), følger vedlagt i sin helhet - transkribert fra gotisk.

Frederik Thaarup var øyensynlig en stor beundrer av vennen Emanuel Balling. Når han i sin biografi forsøker å gi en vurdering av Balling også som dikter og forfatter, vedgår han - kanskje noe motvillig - at Balling ikke rager blant de største. Men dette tilskriver han vennens manglende utdannelse, hans stadige kamp for utkommet, og det at han valgte å skrive for "Almuen og den lavere Middelstand". Deretter tilføyer han: "Herlige vare hans Naturgaver, og een af Fædrenelandets ypperste Viisdomsmænd foremaler min Indbildning sig at kunne have seet i ham, om Landets Opdragelsesvæsen havde været, hvad det burde."

I Dansk Forfatterlexicon er man ikke fullt så raus: "...Hans selvlærte Præg som skribent og hans snaksomme, ofte naive og snusfornuftige Ræsonnement, ikke mindst den idelige Formanen til Tarvelighed og Dyd, gjorde ham til et let Bytte for hans Samtids yngre kvikke Hoveder (jfr. Baggesens epigram!) og til en Fabel for de senere Romantikere. Sund Sands manglede han dog ikke, og hans positive Indsats har Eftertiden villigt anerkendt."

Johan Herman Wessel hørte nok også med blant "de yngre kvikke Hoveder" som ikke kunne holde seg fra å pirke borti Balling. Marie Wexelsen skriver: "Om det var i hans (Ballings) tid Wessel drillede bladet (Aftenposten) med sit bekjendte:
 

"Den skikkelige Balling kunde næppe staa for det Wesselske Vid," føyer Marie Wexelsen til.

Ved siden av sin skribentvirksomhet engasjerte Emanuel Balling seg sterkt i filantropiske og samfunnsnyttige foretagender - ofte med store økonomiske tap. Særlig var han opptatt av det han kalte "Qvindekiønnets Lyksalighed". Stadig holdt han husmoren fram som grunnpilaren i familie og samfunn, og han så det som en livsoppgave, i alt sitt virke å "befordre Qvindekiønnets Forædling". Han var en av hovedmennene bak "Selskabet for Borgerdyd" (stiftet 1785), og han satte i gang den første "Realskole for Middelstandens Pigebørn" (1787). Den måtte snart gå inn, men ble erstattet av en pikeskole for fattige i regi av "Det søsterlige Velgiørenhedsselskab". Han utarbeidet også statutter for et "Ædelmodigheds Selskab, oprettet til de Gieldbundnes Frelse i den simple Borgerstand, fornemmelig imellem Haandværksfolk og Kunstnere i København".

Mennesket og privatmannen Emanuel Balling karakteriserer Thaarup slik: "Han var kierlig øm Mand, god Fader, fornuftig Opdrager for sine Børn. I Venskabelighedens Kredse var han stedse saare velkommen. Som Uskylds-Glæders Deeltager og Befordrer, som vennehuld Haandrækker, som Blidhedens og Tolerancens Ven viiste han sig stedse. Venskabelige Sange løde fra hans elskte Læber for Samqvems-Kredserne, i hvilke gode Mænd og Qvinder nøde hans Selskab. Inderlig Kierlighed var den Giengields-Løn enhver, der kiendte ham og hans Daad, ydede ham: derfor den skiønne selskabelige Venskabs-Scene (gjengitt i Aftenposten) den korte Tid førend hans Død, derfor det høitidelige Følge til den tause Grav, der giemmer hans Legeme; derfor de ham ærende Mindetaarer."

Marie Wexelsen hevder at Balling var en religiøs natur - preget av tidens rasjonalisme - "men, som det synes, med et lidet skjær af en klarere kristelig erkjennelse". Om hans kone, Mette Marie, sier hun: "I hende fik han en god livsledsagerinde; Klog og dyktig, retsindig, aaben og sanddru i al sin færd, kanske til tider lidt for djerv og stræng, men i grunden hjertevarm, blev hun hans trofaste støtte gjennem mange aar. Og det kune trænges, for uagtet Ballings rastløse flid blev kaarene noksaa trange."

De bildene vi kjenner av Emanuel og Mette Marie Balling, er laget av tidens mest kjente portrettmaler, Jens Juel (1745 - 1802). (Om ham heter det i Aschehougs konversasjonsleksikon: "Med utsøkt malerisk fornemhet og karakteriseringsevne har han skildret kjente personligheter i inn- og utland, ... adel og borgerskap, deriblant atskillige norske. På Bogstad finnes det ypperlige gruppebilder av Peder Anker med frue og datter, andre i Nasjonalgalleriet i Oslo.)

Maleriene var lenge i familiens eie. Sannsynligvis gikk de i arv til vår tipp-oldemor Marie Louise Wexelsen på Sukkestad, Ballings datter-datter. Marie Wexelsen kjente dem i alle fall godt. Hun forteller at Balling i sin tid forærte portrettet av seg selv til sin yndling, datteren Bolette, på hennes fødselsdag. På baksiden hadde han skrevet et dikt som begynte slik:"Til deg, min Førstefødte ved min elskte Mette/ til dig av ømme Faderhierte ofres dette..." Portrettet av Mette Marie omtaler hun som "et skjønt bilde; aand og lune, men ogsaa mildhed lyser av de klare øine og spiller i det lille smil om munden, mens samme bestemte mund nok ogsaa synes at fortelle lidt om strengheden."

Det finnes forøvrig også et annet portrett av Balling, en "xylografi", gjengitt på tittelbladet av Thaarups biografi.
Det er grunn til å tro at maleriene ble overlatt til eldste sønnen på Sukkestad, presten Fredrik Wexelsen. I alle fall var det en av hans etterkommere som i sin tid solgte dem ut av familien en gang han var i akutt behov for kontanter.

Emanuel og Mette Marie Balling ble begravet på Assistens kirkegård i København. På forespørsel opplyser Københavns Stadsarkiv at gravene - etter all sannsynlighet - er slettet.

Det var syv barn i familien Balling, men bare tre av dem overlevde sine foreldre. Datteren Bolette, vår tipp-tipp-oldemor, gift med Fredrik Nannestad Wexels, var altså den eldste. I sine erindringer tegner presten Wilhelm Andreas Wexels et svært vakkert bilde av sin mor, som han hadde et nært og tillitsfullt forhold til. Marie Wexelsen skriver: "Endnu paa hans gamle dage stod det klart for ham, hvorledes denne moder laa mild og taalmodig paa det sidste aarelange sygeleie, ogsaa da omsorgsfuld for alt og alle. Lys og hjertevarm som hun var havde hun altid trukket ungdommen til sig og hjemmet, og endnu laa det hende paa, at hennes sygdom saa lidet som muligt skulde gjøre forstyrrelse; mand og børn trængte opmuntring og hygge, mente hun, saa vennerne maatte komme der som før; selve sygeværelset holdtes saalænge som muligt aabent ogsaa for vennekredsen. Trods de mange tunge søvnløse nætter var der fred og lys derinde og godt at ty derind for børnene, især da faderen ofte nødtes til at være borte fra hjemmet." Det føles som et savn at det ikke foreligger noe portrett av henne.

To av Bolettes brødre kjenner vi: Emanuel, "store Morbroder", ble jurist og "Cancellist i Det Danske Cancelli". Siden han er omtalt i Dansk Forfatterlexicon, er det grunn til å anta at han også drev med litterære sysler. Men ingen bøker eller skrifter er nevnt. Marie Wexelsen framhever hans store religiøse alvor, men beskriver ham også som "sygelig, kunde sige skarpe ting og havde stundom noget støtende i sit væsen". I et brev til søsterdatteren på Sukkestad "udtaler han sin takknemmelige glæde over at hun holdt af ham, men usigelig mer glæder det ham at hun så ømt gjemmer sin moders minde, den moder han saa skildrer i varme træk." I samme brev skriver han: "Du maa holde ti Gange mere af Jonathan end af mig, for han er ti Gange bedre."

Jonathan var altså den yngre broren, "lille Morbroder", som vi ikke får vite så mye om - bortsett fra at han var glad og jovial og fikk nevøer og niecer til å "gjøre vers paa staaende fot".

I sin minneartikkel forteller Marie Wexelsen at Fredrik N. Wexels (vår tipp-tipp-oldefar) lå syk av nervefeber i Norge da hans kone døde i 1809. Det ble da besluttet at han skulle flytte til Norge, og hans to døtre, Marie Louise og Fredrikke Wilhelmine, fulgte med. (Skipet som skulle ta flyttelasset til Oslo, forliste sporløst underveis, og de mistet dermed det aller meste av sine eiendeler) Fredrikke ble gift med presten Jens Christian Schandorff Delphin ved Ringsaker kirke, og ble dermed nabo til Sukkestad-folket. Da vår tipp-oldefar Wexel H. Wexelsen sluttet som administrator ved Hurdal Glassverk og begynte som gårdbruker, overtok han også forvalter-ansvaret for prestegården.

De to sønnene, Hans og Wilhelm Andreas, ble igjen i København for å gjøre seg ferdige med sin utdannelse. Hans døde som teologisk kandidat bare 26 år gammel. Den ti år yngre Wilhelm Andreas måtte da overtales av sin far til å bli igjen i København og fullføre examen artium der. I 1814 flyttet også han til Norge, og det var ved det nyopprettede norske universitetet at han tok sin teologiske embedseksamen. Denne beskjedne mannen, som forble dansk både i sinn og skinn hele sitt liv, kom til å bli en av de mest markante skikkelser innen Den norske kirke i forrige hundreår. Hans biografi er et kapittel for seg. (Til dem som ikke måtte være klar over det: hans byste er reist utenfor Oslo Domkirke, der han hadde sin prestegjerning i alle år).

Så bare dette til slutt: Sommeren 1865 feiret våre tipp-oldeforeldre på Sukkestad gullbryllup, og hele familien var samlet. "Da skinnede hans store hjertelag rigtig frem," skriver Marie Wexelsen, "sterkere, tror jeg, end nogensinde, baade naar han talte for og med det lykkelige gamle brudepar...Men da han var reist - ingen anede at det var for sidste gang - og en af hans søstersønner, den, som bærer hans navn,(dvs. vår oldefar) sagde: "Jeg synes gamle onkel gik som en engel iblant os!" da gav han ord for de manges tanke og følelse."

Lasse Trædal

Desember 1996
1400 Ski
 

Innledning vedrørende avisartikler om Balling: Kiøbenhavns Aftenpost om bladets redaktør

I "Kiøbenhavns Aftenpost" for 1795 skrev hans sønn beretninger om farens 60-årsdag: "En Fødselsdags Høitidelighed".
Balling døde vel et år etter 60-årsdagen og sønnen skrev også minneartikkel om ham: "Det søsterlige Velgiørenheds Selskab".

ELSKVÆRDIGSTE KONE!

Deres Kundskab om Kone-Pligterne; Deres Yndest for alt hvad der befordrer Deres Kiøns sande Ære; Deres vennnehulde og oprigtige Omgang med Deres Mand; Deres fornuftige Omsorg for Deres Børn; og Deres udmærkede Bestræbelser for at fortiene Navnet af den ædle og forstandige Huusmoder, har den umiskiendeligste Ret til denne min Nyeaars-Foræring.

Saa ofte har De skienket en og anden Tanke, saa ufuldkommen den endog har været udviklet ved min Pen, Deres saa smigerfrie som opmuntrende Biefald; og jeg tør da troe, at De vil optage denne

min lille uskyldige gave, med den Blidhed, som er Deres gode Hierte saa egent.

Dette ædle Biefald vil være mig den kraftigste Tilskyndelse, fremdeles ved min Pen, at virke for det smukke Kiøns Lyksalighed; saa meget mere, da ingen Ting i Verden ligger mig nærmere om Hierte.

Med den oprigtigste Høiagtelse er jeg altid Deres sande Ven og ærbødigste Tiener.

Em. Balling.

  EN LILLE FORENDRING

Jeg behøver ikke at sige min Hensigt med denne lille Piece; enhver fornuftig Læser og Læserinde, vil ved dens Giennemlæsning selv erfare det. Maatte den saa sandt giøre den Virkning hos enhver ædeltænkende Kone og Pige, som jeg ønskede, da jeg skrev den, da vilde den Tids Anvændelse jeg dertil brugte, rigelig blive mig erstattet.

Saa mange uddeler Nyeaars-Gaver til Damerne, baade i Tanker, Ord og Gierning, hvorfor skulle jeg holde mig tilbage ! Hvorfor ikke komme frem med mine Skierv, allerhelst da det dog er umueligt, nogen ved sine Foræringer kan mene det opriktigere end jeg!

Antager da I ædle gode og fornuftige Smukke ! antager da dette mit Hiertens rene Offer, som en velmeent Gave, og troer, at dersom jeg kunne giøre Eder alle saa lykkelige, som I fortiener Navn af elskværdige, vilde Ingens Glæde være ubeskriveligere end min.

Forfatteren

  INDHOLD

En Parodie paa den saa kaldede marseillanske Marsch, tilegnet det smukke Kiøn ........................

Lucidor og hans Datter Amalia ......

Brev til en Veninde ................

Manden som ikke vilde gifte sig uden han traf for et Fruentimmer af følgende Egenskaber ....................

Balfrodes Rejse til Nøisomheds Land (En Fortælling med Sang) ............

Halvor og Agne ......................

Cilia ...............................

Rosen (en Sang) .....................

Raad for alle unge Huusmødre til at blive lykkelige Koner ...............

Veninderne ..........................

Deres Sang til Deres Mænds Fødselsdag.................................

PARODIE paa den saa kaldede MARSEILLANSKE MARSCH,

tilegnet det smukke Kiøn.

Op I kiække danske Mandinder!
Op at kiempe mod Fordommes Magt;
Jag paa Flugt Landets farligste Fiender;
Fatter Mod, værer uforsagt.
egger Mærke til Livets Tyraner:
Vellyst, Mode, Letsindighed!
ee! ved dem sank Hæder og Fred
og blev Offre for herskende Vaner.
O ædle Qvinde-Hær!
Viis, at I kiække er:
:/: Træd frem! Træd frem! de Fienders Baand
Skal briste for Jer Haand. :/:

Hvad formaae disse tryllende Magter
Imod Eders bevæbnede Arm!
Kan vel Modens og Yppigheds Fagter
Undertvinge de Dydiges Barm?
Danske! kiækkeste danske Mandinder!
Bryder Daarskabs nedtrykkende Aag.
See Dyden i sin lille Krog
Seierskrandsene til Eder vinder.
O ædle Qvinde-Hær!
Viis, at I kiække er:
:/: Træd frem! Træd frem! de Fienders Baand
Skal briste for Jer Haand. :/:

Skulle fremmede Moder og Skikke
Skrive Love for Cimbernes Land?
Skulle Yppigheds fristende Blikke
Lokke Jer til Sirenernes Strand?
For at høre paa Daarskabens Toner,
Medens Velstand, Hæder og Dyd
Flygter bort med Jer hele Fryd;
Skaber Kiekheds Sønner til Kujoner.
O ædle Qvinde-Hær!
Viis at I kiække er:
:/: Træd frem! Træd frem! de Fienders Baand
Skal briste for Jer Haand. :/:

Flyver da, vort Fædrelands Fiender
Flyver ævig fra Skioldungens Land!
Skiuler Eder for Nordens Heltinder
Hører skiælvende kun deres Plan:
Ei i Yppighed mere vi sætter
Vores Ære, Lykke og Fryd;
Men i Jevnhed, huuslige Dyd.
Paa vort Bord prange saa danske Rætter.
O ædle Qvinde-Hær,
Viis at I kiække er:
:/: Træd frem! Træd frem! de Fienders Baand
Skal briste for Jer Haand.:/:

Da skal Fremtidens Døttre og Sønner
Prunke stolte med Hæder og Held;
De skal kiende at Huuslighed lønner
Deres Flid og befordrer der' Vel.
Læg kun Mærke, I Piger og Koner
Til Naturens og Sædernes Gang;
Hører deres uskyldige Sang;
Trylles kun av deres ædle Toner.
O ædle Qvinde-Hær,
Viis at I kiække er:
:/: Træd frem! Træd frem! de Fienders Baand
Skal briste for Jer Haand.:/:

I har Magt, I har Mod, I har Styrke;
Hvad formaaer I vel ei over os!
Kun de huuslige Dyder I dyrke
Glædens Fiender I byde kun Trods.
Da skal milde lyksalige Dage
Smile Sundhed og Lykke og Fred,
Med varigste Glæde til Jer ned;
Da skal I vaare Hierter indtage.
O ædle Qvinde-Hær!
Viis, at I kiække er:
:/: Træd frem! Træd frem! de Fienders Baand
Skal briste for Jer Haand:/:
 

LUCIDOR OG HANS DATTER AMALIA

Lucidor: Jeg har faaet Brev fra din Syster Charlotte. Hvor det glæder mig at erfare, at hun lever vel.

Amalia: Hun kan sagtens leve vel, Min Fader! Hun har sin Frihed, kan giøre sig Livet behageligt, som hun vil, klæde sig, gaa i Visitter, indbyde gode Venner til sig, eller komme til dem; og forskaffe sig alle de Fornøielser hun ønsker sig.

Luc: Dog ingen, uden dem hendes Vilkaar tillader hende. Du veed hendes Mand sidder kun i et ringe Embede, og kan ikke strekke sine Indkomster uden til det Allernødvendigste.

Am: Hvor mange Mænd giør ikke det samme, min Fader! Og deres koner savne derfor ikke noget af det der kan forlyste og behage dem.

Luc: Desværre, min Datter! at der gives saa svage Mænd, som kan handle saa uoverlagt, og arbeide sig ind i Elendighed, for at tilfredsstille deres forfængelige Koner. Selv din Systers Mand, skulle maaske være blind og taabelig nok til at føie sin Kone endog i Urimeligheder, dersom hendes Sindighed og Eftertanke, tillod hende at giøre Fordringer derpaa.

Am: O, da var min Syster saa mend ikke saa hellig, da hun var hiemme. Jeg veed bedst hvor mangen Gang hun sukkede, naar hun saa andre hendes Lige gaae med Uhr ved deres Side, eller med en nye Forandring af Soelhat hver 14 de Dag; og havde min Fader seet alle de Taarer hun fældede når hun skulle i Kirke, eller gaae i Besøgelse, som da var kun sielden, fordi hun immer skulde lade sig see i een og den samme Klædedragt, han vilde da vist give mine Ord Magt.

Luc: Da havde hun ikke bedre Forstand; da tænkde hun kun paa Stads, og bekymrede sig lidet om, fra hvad Kilde den skulle komme; hun overveiede da ikke saa meget sin Faders Ævne, som hun kun tænkde sig Dem, der brillerede prægtigere end hun; og naar jeg endelig imellemstunder kunde giøre saavel hende som dig det fatteligt, at vi maatte leve og føre os op, som vi havde Raad til, saa manglede dog endnu den egen Erfarenhed, den, som skulle selv lære Æder, at indrette Tæringen efter Næringen, og ikke at flyve førend man havde faaet Vinger. Denne Erfaring har hun nu faaet, hendes Brev beviser det, som jeg nu skal læse for dig; ja det beviser, til min usigelige Glæde, at mine faderlige Raad og Formaninger, som just ikke klang saa behagelige i Ungdoms og Uerfarenheds Aarene, ikke alene ere forstaaede, men endog nyttede af hende paa en Maade, som giør hendes Forstand og Hierte Ære. Her skal du høre:

Min dyrebare Fader!

Det er min Faders Glæde, at høre jeg lever vel. Saa slutter han sit sidste Brev; og hvad kunne vel skienke mit Hierte en større Fryd, hvad giøre større Fordring paa mine Bestræbelser, end at glede en kierlig Fader, da min egen Lyksalighed saa meget derved befordres! Jo dyrebare Fader! Jeg lever ikke aleene vel, men, endog saa fornøiet, at jeg byttede ikke med dem som svømme i Overflødigheder. Det er sandelig ikke disse, der tilfredsstille vore Ønsker, ikke disse, der forekommer vor Længsel, holder vort Hierte i en bestandig Rolighed, og bringer os til Maalet av det lyksaligste Liv. O Nei! den gyldne Nøisomhed, det, at være tilfreds med Livets Nok, og i Selskab med den bedste, den frommeste og kierligste Mand, at virke fælleds med ham, til vort fælleds Gavn, dette giør mit Hierte stedse fremmed for Bekymringer, og lader os nyde Livets Velgierninger, saa ledes som de tilbydes os av Forsynets Haand.

Sandt nok, i Verdens Øine ere vore Indkomster smaae, og i Betragtning af hvad man efter vores Dages Tænkemaade troer nødvendig for at leve anstændig og fornøiet i Ægtestand, vil jeg tilstaae, at vi have det knapt; men hvorfor altid følge den Mode-Idee, at der maa meget til, for at leve lykkelige Ægtefolk! Hvorfor ikke vælge sig en anden som lover os behageligere og blidere Dage, naar vi lade Nøisomheden, bestemme vor Lyksalighed! - O, min Fader! hvor ofte har jeg maattet sande deres Ord, at der hører kun lidet til, for Mennesket at leve glad, og at det er vore Fordomme, vore falske Indbildninger, vore Vaner, som berøver os vore ædleste og lyksaligste Følelser.

Jeg blev saa ofte indprentet i min Ungdom af min dydige salig Moder, at Huuslighed, Vindskabelighed og Tarvelighed, vare de eneste Midler, for Ægtefolk som sad kun med smaa Indkomster, at leve og blive lykkelige ved; men da var jeg en ung uerfaren og letsindig Pige, som hellere laante mit Øie til mine medaldrende Systres muntre og ubekymrede Levemaade, end mit Øre til min Moders Råd; da saa jeg i den meest modenske Pyndt, i Pragt og Vellevned, den eneste Vei til Lyksalighed, og holdt enhver Påmindelse om de Pligter der hørte til mit Kiøns Kald, for et Alderdoms Sprog, som ikkun kunne tales av dem, der ingen Smag mere havde paa Livets gode Ting, som vare på Veie til at gaae ud av Verden, naar vi andre gik ind i den, og altsaa fremmede for den Levemaade, som den nyere Verden anbefalede. - Men hvor har min Indbildning bedraget mig! Jeg er endnu kun 27 Aar, og føler allerede, hvor vigtig, hvor nødvendig Efterlevelsen av min Moders Moral er! Ja, det som mere er: føler at intet Ægteskab, det maa være nok saa forsynet med Indkomster, kan love sig nogen sand og varig Lyksalighed, uden at følge disse Regler.

Ofte har jeg siddet i min Eenlighed, naar min Mand har været paa sine Forretninger, og tænkt: hvor er det dog mueligt, at de, som ere istand til at fyldestgiøre alle deres forfængelige Ønsker, kan føle nogen rolig og varig Glæde! Opfyldelsen af det ene, maa jo føde det andet, og en alt for hyppig Føielighed af den blide Lykke, omsider kiede deres Lyster og slappe deres Følelser; thi hvori bestaar vel den sande, virkelige og følelige Glæde, som de troe at forskaffe sig? Hvori vel, uden i en uophørlig Længsel efter det nyere, det indbildte bedre, som aldrig giør os tilfreds med det vi har, og som aldrig bringer nogen varig Roe for det stakkels nøisomme Hierte.

Nei, min Fader! Da finder jeg mig i en langt lyksaligere Forfatning. Har jeg da ikke rige Casser at gaae til, er mine Forraadskamre ikke fyldte med de Ting, som pryde stolte Giestebuds-Borde, og opvække Misundelse og Kappelyst hos de indbudne Giester; Pranger min Garderobe ikke med mange Klædninger, ikke med Forandringer paa Forandringer af nyemodens Yppigheder; Giemmer mit Skab ingen Gulduhrer, kostbare Ringe og præcensioner; saa eier jeg det Klenodie, hvis Værd overstiger alt dette, at jeg er fornøiet med min Lod, og lever roeligt og ubekymret. Mit lille Kiøkken sætter en sund og vel tillavet Ret Mad paa mit Bord; Nøisomhed og Enighed ere vore Desserter, vi blive mætte, og gaaer glade og fornøiede til vor Gierning efter Maaltidet.

Mine og mine Børns Klæder, virker jeg selv; og min Mands Hæders-Kiole er af et hiemmegiort Tøi, som mine Hænder selv har spundet, selv farvet, selv givet Mønster til, og han er stolt af sin Dragt, naar han er i Selskab med sine Jevnlige. Andre Giestebudder kiende vi ikke til end dem vi kan dele med ligetænkende Venner, saadanne, som lader et skaaret Smørrebrød, et Glas Øl og en fornuftig Samtale, være dem kierere, behageligere og sundere, end Skildpader, Posteier, Geleer og franske Bagværker. Vi tage aldrig Deel i andre Giestebudder, fordi vi finder os uformuende til at giøre Vederlag; og at sætte os i Gield herfor, dertil, om jeg maa sige det, tænker baade min Mand og jeg os alt for stolte.

Altsaa kan min dyrebare Fader heraf slutte hvad for et Liv vi maa føre. Vi undflyer all Vidløftighed, og lader os ikke friste til at stemme i med den saa kaldede galante Verden. Dommene herover røre os ikke, thi vi have, Gud være lovet, Forstandskræfter nok til at hæve os over alle utidige Miskiendelser. Vi modtage vor Lykkes Lod af den Haand, som tildeelte os den, og tror stadig, det var den beste vi kunne tage imod; men det samme Forsyn som gav, troe vi og at skylde Regnskab, for vor Huusholdning. - Vi have vændt os til at være fornøiede med lidt, og med denne Vane er vore Naturer, vor Gemytter best tient; den befordrer vor Sundhed, den skienker os vel kun jevne, men sande og varige Glæder, den vedligeholder vor Lyst til Arbeidsomhed; og af denne blomstrer Velsignelse, og den lyksaligste Tilfredshed.

See min Fader! saae stille og fornøielige henglide vore Dage, og ingen kan tænke sig gladere end vi. O det er en dyrebar Viisdom at kiende det menneskelige Livs Værd, men det er en Lyksalighed at leve og nyde det, efter den Forskrift, Skaberen gav os i Naturen.

Lev vel dyrebare Fader! og lad mig altid have den Glæde, at være elsket af Dem, saa sandt som det da skal være een af mine iverfuldeste Bestræbelser at fortiene Navn af en elsket Datter; Hils min eneste Syster! Give Gud hendes Følelser maatte blive saa opvakte til at kiende Livets væsentlige Lyksalighed, som de nu er levende og indtagende for mig.

Deres lydigste og hengivneste

Datter til Døden

Charlotte.

Luc: Hva synes du vel om dette brev? Amalia! Maae du ikke tilstaae, det giør din Systers Hierte Ære? og fortiener ikke hendes Exempel at efterfølges af enhver dydig Pige?

Am: (Taug, og lod et undseeligt Blik vidne om at hendes Hierte var rørt) Vil min Fader tillade mig, at jeg læser dette brev for mig selv?

Luc: Meget gierne, min Datter. Maaske du vil føle mere av dets Indhold, naar du er i din Eenlighed. Der har du det. I Aften bliver jeg hjemme, og saa kan du nærmere sige mig dine Tanker derom.

Nu forlod Lucidor sin Datter, og hun forføiede sig op på sit Kammer, lukkede Døren i Laas efter sig, for i Rolighed at læse og overveie sin Systers Brev. Hun føelte endnu langt mere derved, end da hendes Fader forelæste hende samme.

Hun blev opmærksom paa enhver Tanke, og overlod sig ganske til Betragtninger over det hele Brevs Indhold. Ved en Hændelse føres hun til Vinduet, og bliver blandt de Forbigaaende, et Fruentimmer vaer, som ved sin forandrede Skikkelse og Klædedragt, opfordrede endnu stærkere hendes Eftertanke. Amalia sukker, hun lader Tanken falde tilbage paa sig selv, hendes hidtil førte Vandel, hendes Dages unyttige Gierning; hendes letsindige Sysler og forfængelige Ønsker stiller sig nu for hendes Øine; Fornuften vaagner, Eftertanken begynder at kaste sine bebreidende Pile i hendes Barm; hun føler sine forsømte Pligter, sit Livs letsindige Anvendelse, og finder at den hele Rosværdighed, hvormed Smigrere havde ophøiet hendes Smag og forfængelige Adfærd, overskyggede nu ganske de Dyder og Fortienester, hvormed hun kunde have pranget. Amalia bliver alvorlig, hun tænker på de forestaaende Dage, hendes Faders Alder, hendes salig Moders Advarsler, hendes uformuende Forfatning, og nogle Timer gaae hen for hende i denne aldrig tilforn prøvede Misfornøielse med sig selv. Det lakker mod Aftens Maaltidet. Hendes Fader er kommen hiem, og hun minder sig sin Pligt. Maden sættes paa Bordet, Spiisningen begyndes, og Eftermiddags-Samtalen mellom Fader og Datter fortsættes.

Luc: Nu min Pige! Har du læst din Systers Brev, og forstaaet det?

Am: Jo min Fader! ganske fuldkommen. Det har aabnet mine Øine, det har, saa at sige, stillet mig, mig selv til skue, og jeg har seet hvor langt Forfængeligheds Strøm har drevet mig fra min sande Lyksaligheds Maal.

Luc: Denne Opdagelse er mig saa meget kierere, som den er foranlediget ved en Syster du elsker, og som aldrig kunne skrive i saadant Sprog, uden at føle selv det hun skrev.

Am: Erfaringen har vejledet hendes dydige Hierte, og hun har været stærk nok til at rive sig løs fra Fordommernes og Vanernes Lænker; hendes Fornuft har seiret over Modegriller, og den Lyksalighed hun kiempede for, er hun bleven Eier af. Jeg ønsker hende til Lykke, og mig selv, om jeg maatte kunne følge hendes Exempel; thi det er dog det sande glade Liv hun nu nyder i sin jevne huuslige Cirkel, imod den jeg og flere indbilde os! Hvilket Exempel har jeg i Dag ikke seet,paa den største Lykkes sørgelige Omskiftelse! Og hvilket Beviis er dette mig, at jo større Ævne vi have til at føde vore forfængelige Ønsker, jo farligere ere de Snarer som lægges for vor Fod; jo nærmere ere vi vort dybe Fald.

Luc: Og hvilket Exempel er da dette, min Datter?

Am: Min Fader kiendte jo den stolte Frue Melidor, som sin hele Ungdom igjennem dandsede paa Roser, som for sin Skiønheds Skyld blev gift med en Søn af den mægtige Hialmars Huus, som i denne sin florerende Lykke, saae alle hendes Ligemænd over Hovedet, og betiente sig af alle Pragtens og Forfængelighedens Ting for at kappes med Landets Ypperste om Fortrinet. Opfyldelsen stod rede ved ethvert af hendes Ønskers Vink, og alle dem som omringede hende, vare Slaver af hendes Villie.

Luc: Jeg kiendte hende som Barn; og du har Ret, hun var en Lykkens Kieledegge; men, hvad hun?

Am: Nedstyrtet er hun til Foragtens Boelig, hendes Mands arvede Rigdom fik en sørgelig Ende; bortødslet ved et uophørligt Vellevnet, sadte de ham omsidder i Classe med de Gieldbundne; ubekiendt med Mangler, uvandt til Arbeide, ja næsten uvandt med at tænke, dorskede han sit Liv bort, nogle Aar efter sit Fald, og nød det foragtelige Underhold som vindes kun ved Tryglerie, fordi han ikke kiendte, eller i det mindste havde forglemt den Pligt, at det bør Mennesket at fortiene sit Brød. Han døer omsidder, og hans forrige Venner bliver derved skilde ved en Byrde, der var dem ubehagelig. - Saaledes vandt han kun liden Agtelse, liden Erkiendtlighed for hans mange Aars ødslende Giestebudder, som kun bleve anrettede for Smigrere og Mund-Venner; men det er jo slige Venskabers Løn. Hvad skeer! Efter hans Død geråder hans Kone, den forhen næsten tilbedte Frue Melidor, i saa ynkværdig en Forfatning, at den næppe lader sig beskrive. Her var nu ikke mere tilbage, hverken af Ungdomsaar eller Skiønhed, eller nogen af alle de Tillokkelser, med hvilke Konst og Pragt forsyner sine Yndere. - O! Hvilken Forvandling! Hvilken elendig Rolle spiller hun nu paa Livets store Theater! I hvilken dyb Afstand staaer hun nu ikke fra sin forrige glimrende Lykkes Throne! - Min Gud! er dette vor Ungdoms forfængelige Lysters Løn, er dette Følgen af de tryllende Dage, i hvilke vi kun sværme efter letsindige Glæder, fiaser med Livets Brug, og opofre ædlere Fornøielser for at hige efter Skygger! - Hvo skulle da ikke i tide flye, den forføriske Vane som leder os til saa megen Elendighed. - Ach, min Fader! Denne Frues Skiebne og min Systers sindige Vandel og lykkelige Liv, har ført mig til den verdigste Eftertanke. Jeg seiler nu imod den Strøm,

som tilforn henrev mig saa ganske fra mit Lyksaligheds Maal, og bedrog mig ved sine boblende Glæder. Jeg vender tilbage til min første Uskyldigheds Aar, og ønsker at kunde forsone de hensvundne og intet betydende Dage, hvilke jeg kun indviede Letsindigheden, og foragtede Dydens sagte Varsler! - Hva har jeg ikke tabt! Hvilke rene Glæder har jeg ikke forloret! - Selv endog min Lycandro! Han, hvis gode Siel jeg har bedrøved! Han, som jeg lod haant om, som jeg næsten har opofred, fordi han ikke sad i saa mægtigt et Brød, at han kunde fyldestgiøre alle mine forfængelige Ønsker! Selv endog ham har jeg tabt. - O hvilket Klenodie spillede Letsindigheden mig af Hænderne, da jeg forskiød denne Værdige, og fyldte mit svage Hierte med daarlige Tanker! Hvor lykkelig kunne jeg nu have været, om jeg ikke havde handlet saa ubesindigt! ja, saa lykkelig som min Syster!

Luc: Og du kan blive det endnu, Amalia, Lycandro sukker endnu om dit Hierte, og du vil kunne skienke ham en Glæde, tredobbelt større end den du har nægtet ham. Endnu staar det til dig at blive hans Elskelige.

Am: Min Fader! -

(Lycandro traadde i det samme ind af Døren i Lucidors stue.)

Luc: Kommer han ikke der. Gaae, min Datter. Gaae! mottag hans Hierte og hans Haand, jeg veed med hvilken redelig Siel han tilbyder dig den. Træd kun nærmere Lycandro! Tag Pigen som hun staar. Til Medgift giver jeg eder begge min Velsignelse.

(Lycandro saae nu med et længselsfuldt Blik til Amalia, og blidfuldt besvarede hun det. Tause kastede de sig i hverandres Arme, henrykkende bevidnede de for hinanden deres inderlige Kierlighed, og Lycandro og Amalia bleve Eet)

Am: Kan de glæmme al min Lunkenhed? Hvad Lycandro? Kan de glæmme den megen Ligegyldighed jeg har viist imod dem! - O disse Sandser!

Luc: Ja ja mit Barn! Naar Skyerne fordele sig, saa seer vi Solen.

Lycandro: Og, bedste Pige! Jeg er i alt dette ikke mægtigere end jeg var før.

Am: Og de er mægtig nok nu for at giøre mig lykkelig. Exemplet har sagt mig det, Exemplet av en Syster. - O jeg er ganske deres; kun lykkelig i deres Arme. En Faders Haand har givet mig dem; en Faders Øine skal glæde sig, ved at see i mig saa fornuftig en kone, som han hidtil kun saa en svag Datter. Han skal elske Amalia som han elsker Charlotte; thi jeg har nu lært, at ikke Overflødigheder, men Nøisomhed giør Mennesket lykkelig.

Luc: O min Datter! Lad denne Lærdom aldrig vige fra dit Hierte; du vil da smage Lyksaligheds sande Frugter; og glad tillukker jeg da disse mine Øine.

BREV TIL EN VENINDE

Elskværdigste Jomfrue!

Jeg kommer nu nyligt fra Landet, og saa træt jeg er af Reisen, kan jeg dog ikke lade det lykkelige Øieblik gaae forbi, som gives mig for at skrive Dem til. - Hvad mener De vel Allerhøistærede! Jeg har besøkt Deres kiere Sophie. Deres og min Veninde! Hende, som De frygtede for, ville komme til at lide meget paa sit Sind, når hun engang skulle savne de Selskaber, de Venner og Veninder, den Omgang, de Fornøielser, mellem hvilke hun fra sin Ungdom har fremdraget sine Dage! Hende, som De troede, af Længsel ville tabe al sin Munterhed, og hvis Dage ville hensvinde mellem Sukke og Kiedsommeligheder, i et saa uvandt Liv, som det i hvilket Forsynet (ikke Skiæbnen) havde sat hende. Ja, ytrede De ikke engang, at saa høit hun endog elskede sin Præstemand, saa kunne De aldrig troe, at hun paa Landet, saa langt fra den saa kaldede store Verden, vilde enten finde sig fornøiet, eller forskaffe hendes Mand et lyksaligt Liv. - O min Veninde! hvor meget har De feilet i Deres Formodning! hvor langt, langt borte er Deres Tanker fra Sophies, som i dette Øieblik ikke byttede sin nærværende Forfatning med sin forrige, om de end kunde giøre hende den dobbelt saa behagelig som den var. - Lad os ikke giøre vore kiøbenhavnske gode og fornuftige Piger Uret. Jeg har ved Erfaringer samlet mig nogle Kundskaber om Deres Sentiments, Deres Hiertes Følelser, Deres naturlige Tilbøieligheder, at jeg næsten tør sige, De gierne opofrede alle Hovedstadens Forlystelser, naar De kunde kaste sig i saa dydig og trofast, saa elskværdig en Mands Arme, som de, i hvilke vor lille eiegode Sophie har havnet.

Lad mig, allerhøistærede Jomfrue! imedens Ideerne endnu ere nye og levende for mig, lad mig saa godt jeg kan, male for Dem nogle ufuldkomne Træk af disse gode Ægtefolks daglige Liv. Sandheden skal styre min Pen, og aldrig skal Smiger eller Indbildninger friste mig til, at fortælle Dem andet, end det jeg virkelig erfarede.

Visselig er vor Sophie indtrådt i en Cirkel, i hvilken nye Optrin ventede paa hende; Optrin, som kaldede hende til at spille hidtil uerfarne Roller, baade som Kone, og i Tiden som Moder. Med et glad Hierte og det ædelste Forsæt, gik hun dette sit viktige Kald imøde; hendes Mands Ømhed og Kierlighed for hendes Person, erstatter hende fuldkommen alle Afsavn paa de kiøbenhavnske Fornøielser. Dagene henflyde for dem begge i den sødeste Harmonie; han elsker hende med en Retskaffenhed, som lader hende smage det lykkeligste Liv, og hvor han kan forekomme hendes Ønsker, glæde hendes Hierte, udfinde saadanne Fornøielser for hende, som hun helst attraaer, der viser han sig som den elskværdige Mand, der lader Kierlighed og Høiagtelse forene sig, for at formere sin Kones Lyksalighed.

Men hun fortiener ogsaa ved hendes elskværdige bløde og bøielige Caracteer, ved sin tidlig yttrende Lyst, til at udføre den fornuftige Kones Rolle, og ved sin venlige Omgang med sin Mand, hans ganske Hierte. Det var ikke aleene i Bryllups-Dagene, saa kalder man jo Ægtestandens første Aar, at Lyksaligheden sporedes inden disse lykkelige Ægtefolks Døre; nei, de have paa begge Sider, ved forænede Bestræbelser lagt Plan til det lykkeligste Ægteskab under Solen. Iagttager han sit Kalds Pligter, saa nøie som det er den retskafne Præst mueligt, er han en Ære for sin Stand, en Ære for sit Huus, og sin Menigheds sande Hyrde; saa viser Sophie sig ikke mindre iverfuld for at udføre de Pligter der hvile paa hende. Hendes Samtaler med sin Mand i Forlovelses-Aarene; hans Opmuntring til hende, til saadanne Bøgers Læsning, som forskiønner den gode Siel, og forædler det qvindelige Hierte; hendes Øvelser i de huusmoderlige Videnskaber, har lagt den ædelste Grund for fælleds Lykke, og dannet hende til et Exempel, paa en ligesaa duelig som elskværdig Kone, og til en Ære for sit Kiøn.

Men jeg maae endelig afskildre hende i nogle af de Optrin i hvilke hun spiller sin mesterlige Rolle. Sophie, udreven fra den fristende Modes og Yppigheds Cirkel, lærte snart, at det hverken er den udvortes Pragt eller Vellevnet, der udmærker det retskafne, det elskværdige Fruentimmer; hverken den vittige Talegave, eller det konstige Talent, der skaffer det Fortienester; hverken den Færdighed at klæde sig med Smag, eller at give sin Opførsel et fortryllende Sving, der forhverver det Tilbedere og Beundrere. Hun saa et andet Formaal for sin Tilværelse, og uden at nægte sin Ungdom Deeltagelse i Livets værdige Brug, i alle de Fornøielser, som det velanstændige Fruentimmer kan tillade sig, for ikke ved nogen singulair Opførsel at udsætte sig for sit Kiøns Latter, eller den dadlende Verdens Kritikker, danner hun sig selv til den værdige Kone, som saa ganske fortiener Navn af den gode, den duelige Huusmoder. Hendes Huus er en Bolig, i hvilken Reenhed og Orden, hvor man saa vender sig, hersker. Man seer ikke alene Stadsestuen blank, ogsaa Sovkammeret, og Dagligstuen og hendes øvrige Værelser, bærer Vidne om en Ziir, som giør den ægte Huusmoder Ære. Men det er ikke i det pompeuse, det kostbare, det moderne Meublement, Ziren bestaaer; hendes Boeskab, som er bekostet i Begyndelsen av hendes Ægteskab, bliver, trods alle Modens Krav, uforandrede, uomskiftelige; men den Hævd hun holder det i, den Reenhed og Orden, i hvilken alting viser sig, lader dem altid være nye, og bærer Vidne om hendes ædle Smag og Lyst til det sande Skiønne; man lader nok være at male Navn i Støvet, enten paa Dragkiste eller Vindueskarm, eller paa Bordene, og ligesaa lidet faaer Spindelvæv Lov at betrakke Krogene, eller Skidentøi og Urødelighed at hvile bag Skabe og Dragkister. Reenhed og Peenhed maa giøre Kostbarhedens og Pragtens Tieneste, og enhver Ting ordentlig paa sit Sted, giver alle hendes Værelser den skiønneste, den indtagneste Prydelse.

Men som hun holder over denne smukke, og Mennesket saa værdige Dyd, Reenhed og Orden i sine Værelser; saa viser hun og denne sin Iver og ærefulde Lyst, i sit Kiøkken, Spiiskammer, Kielder og Pulterkammer. Alting maa blinke, maa staae paa sit Sted, maae vedligeholdes i den Stand, at hun kunne gaae lige til og bruge det, uden at misfornøies over deres Afsavn, eller deres Ubrugbarhed; thi hendes Eftertanke følger hende stedse, og hendes Øine opdage strax enhver Mangel; og dog paataler hun ikke Feilene af sine Tienestepiger, med bestandig Støien og Larmen, Skielden og Banden; disse uædle Fremgangsmåder, hvori Smaa-Siele sætter deres Ære, deres Fermite! men med en Sindighed og Alvorlighed, som opvækker baade Kierlighed og Frygt hos de Adlydende. Hun viser sig overbærende mod de Feilende, sagtmodig mod de enfoldige, og ivrer kun mod åbenbare Laster og Ondskaber. Hun læmper sig efter de Svage, og finder en sand Fornøielse i at veilede de Uerfarne. Hun opmuntrer de Villige, og skiønner på de Troe og Flittiges Gierninger; men derfor er hun altid elsket og æret af alle sine Underhavende.

Sit Huses Forsynlighed med alt hvad der udfordredes for at vedligeholde en fornuftig Oeconomie, udgiør en vigtig Part af hendes huusmoderlige Omsorger. Vist nok udkræver hendes Kald, som Præstekone paa Landet, denne Omsorg; men om hun endog skulle have spillet sin vigtige Konerolle i Hovedstaden, hvor hun var dannet, og hvor hun havde seet saa mange Exempler paa den lette Maade man der fører Oeconomien, da man enten overlader Huusbestyrelsen til en duelig og egennyttig Kokkepige, eller benytter sig av Spiseqvartererne, Tracteurhusene, Conditterne og alskens Tienstferdige Huse, hvor man paa et Vink og for sin rede Skilling, kan uden videre Umage faae sadt paa sit Bord, hvad Rætter man ønsker, indtil Bolledeien paa vore Supper, thi denne Skik udregner vore magelige Huusmødre til Oeconomie, for at faae desto mere Tid og Leilighed, til Fornøielser og Sindsadspredelser; jeg siger, om endog Sophie var bleven sadt i den Forfatning, at spille Kone-Rollen inden Hovedstadens Volde, hvor alle disse Comoditeter tilbyde sig, hun skulle have forkastet dem alle, og fundet større Fornøielse i og mere sin Regning ved, at see sit Spiiskammer og sit Fadebuhr forsynet med Forråd, for deraf selv at tillave den Mad hun satte på Bordet for sin Mand. Det vilde have været hende en kier Virksomhed, en behagelig Syssel, fordi det da ganske stod i hendes Magt at bestemme hvad Rætter, og hvorledes tillavede hun og hendes Mand fandt bedst Smag i, og fordi hun da vidste hvorledes Maden blev behandlet. Det var desuden i Udøvelsen av sit Kald, hun satte sin Ære, og føelte større Fornøielse i at virke selv for sit Huus, end at lade andre virke for det. Ved denne Øvelse tilveiebringer hun sig og en Erfarenhed, som beriger hende omsider med de fuldkomneste Indsigter i Huusvæsenet, giør hende bekiendt med de Pligter, der fornemmelig paaligge en Huusmoder, og ikke lidet hielpe til Indtægternes Forslag i hendes Mands Casse; da Sparsommelighed og Forsynlighed, ere saa væsentlige Dyder, at ingen Oeconomie, om den endog kostede Tønder Guld, kan bestaa uden dem. Hun studerer daglig paa de mindste med de største Drivefiedre til sit Huses Vel, hendes Tilsyn lader hende opdage den mindste Feil og Uorden, kort, jo mere hun lader sit Øie og sin Eftertanke løbe om, destomere faaer hun at tænke paa og sysselsætte sig med, og ved denne hendes bestandige Beskieftigelse, løber ikke alene hendes Dage fornøielige for hende, men hun forhverver sig endog derved en stedsevarende god Sundhed og et muntert Sind.

Men denne Huuslighed bidrager ogsaa meget til at hun finder sin største Glæde i at dele sine levnte Timer i selskabelige Fornøielser med sin Mand, sine Børn, og nogle enkelte Venner, inden sine egne Døre. O, hvor ofte saae jeg hende og hendes Mand aleene, i de behagelige Sommeraftninger i deres Lysthuus, at underholde hverandre med de fortroeligste Samtaler; stundom sneg jeg mig bag ved dem, og blev en uformerkt Tilhører af, hvor vennehuld de gjentoge for hinanden deres Ungdoms Historier, hvorledes de gjorde Betragtning derover, og fandt i Forsynets Omsorger for dem, de rigeste Anledninger til at takke Gud; saa forelæste Præsten hende, de meest interessanteste Afhandlinger, afvexlede samme med sindrige og muntre Historier, og begge gjorde deres velanvendte Reflectioner derover.

Men, allerkiereste Veninde! Hvorledes skal jeg afskildre Dem Scenen af deres Omgang med deres Børn! De veed, Forsynet har betroet dem 2de, en Søn og en Datter. O, her sættes jeg i en Forlegenhed, som jeg dog gierne ville overvinde; thi mit Hierte tager megen Deel i den fornuftige og dydige Børneopdragelse. Begge disse Elskendes Omsorg og Kierlighed, syntes kun at være bestemt for disse deres Yndlinger; og deres Opmærksomhed aleene henvendt til deres Dannelse. Havde de tilforn kun aleene havt sig selv, at dele deres Ømhed, Kierlighed og Høiagtelse med; saa tiltrak sig nu Børnene disse deres Forældres ægteskabelige Dyder og Pligter ganske. De delede dem i det mindste med deres Afkom; thi de seer i disse kun dem selv, som Spirer af deres egne personlige Stammer; i Datteren elskede Præsten sin elskværdige Kone, og i Sønnen saae hun et yndigt Billede af sin inderlige kiere Mand; men denne tiltrækkende Kierlighed, lod dem da heller ikke forsømme det mindste, for at opelske disse kiere Planter til den Dyd, den Fuldkommenhed, for hvilken de som Forældre selv saa meget stræbede. Det er en af Livets værdigste Fornøielser, at see dydige og velopdragne Børn; men hvor kunne jeg større nyde denne, end i dette velsignede Huus! hvor aldrig noget Exempel blev givet til det Modsatte.

Men jeg maae afbryde min Fortælling. Mit Brev er gaaet over sin Grændse; thi saa kier har dets Materie været mig. Glad vil jeg blive om jeg maae erfare, at jeg ogsaa har fornøiet Dem, værdigste Jomfrue med denne Efterretning. De vil deraf see, at Livets Lyksaligheder ikke ere indsluttede mellem Pragt og Adspredelser; men at de findes, og allersikkerst findes hvor Enighed og oprigtig Kierlighed ere til Herberge, om end Moos bedekker dets Tag, og Leervægge beskiermer dets Stuer.

Jeg forbliver...

MANDEN

SOM IKKE VILDE GIFTE SIG UDEN HAN TRAF FOR
ET FRUENTIMMER AF FØLGENDE EGENSKABER :

Det Fruentimmer jeg skulle vælge mig til Kone, maatte besidde et fromt og godt Hierte, som var fremmed for Ømhed og Ædelmod. Hendes Ansigt maatte vise en utvungen Yndighed, Mildhed og Venlighed; hun maatte være mig behagelig, men ei fortryllende; ei nogen fuldkommen Skiønhed, men tækkelig og godlidende. - Jeg ønskede nok hun maatte være fød af sunde Forældre; men især, at hun selv var af en frisk og god Helbred. - Hun maatte ikke være for stor, heller ikke alt for liden; ikke alt for hvidladen, heller ikke alt for bruun. - Ung! Det forstaaer sig. Gammel! Nei, Gud bevares! Riig, o ja nok; dog uden at bramme dermed, eller lade mig høre sin Medgift. - Hun maatte gierne med sin sunde Fornuft forene Vittighed; men aldrig maatte denne gaae saavidt, at man skulle beundre henne; og for alting ikke være lært. Nei, ingen Lærdom; jeg sier det nok engang, hverken nye eller gammel Lærdom; den maatte være så liden og saa stor den vil. Endog Aviserne vilde jeg ikke forlange hun skulle forelæse mig; men at kunne udtrykke sine Tanker ordentlig og rigtig i sit Moders Maal, ønskede jeg nok. - Jeg kunne godt lide hun var mild og beskeden i sine Svar; men aldrig spisfindig eller stikkende. Hun maatte kunne skrive; dog aldrig for ziirlig eller for orthografisk; det Naturlige og Uskyldige i en Fruentimmer-Stiil, behager mig langt mere, end det konstige og regelrette. - Jeg vilde nok ogsaa, at hun besad nogen Kundskab i Regnekonsten, men ingen i Brøk. - Det vilde meget behage mig om hun eiede en smuk Stemme og et skikkelig godt musicalsk Gehør; for ved en Gang imellem at fornøie mig og mit Huses fortrolige Venner; men en alt for speciel og nøie Kundskab i Musiqven eller Færdighed i at spille hvad Noder man lagde for hende, hverken forlangte eller skiøttede jeg om. - At see hende flittig ved Syenaalen , dog mere tilbøielig til en slet Søm end en kruset, vilde altid være mig kiert. Men ikke mindre kiert vilde det være mig, naar jeg saae, at hun ingen Fiende var af Spinderokken, Garnvinden eller Strikkenaalen. Jeg kunne endog fornøie mig at hun viiste denne Virksomhed ved Siden af mig. - At gaae evig paa Visitter, eller at sidde evig indmuret i sin Dagligstue, var mig lige ukiert. - Visst nok seer jeg hende heller i sit Kiøkken end i sin Stadsesal, og tusengange hellere at erfare, at hun besidder baade den practiske og theoretiske Huusholdningskonst, end om hun besad den største Færdighed i Broderier og anden konstig Syening. - Jeg er ingen Hadere af Kreature; men det vilde dog være mig et langt behageligere Syn at see hende med sit Barn paa Skiødet end med sin Skiødehund. -

Skabillekehovedet ønskede jeg kun at komme for dagen en høist to Gange om Aaret. - Jeg er vel selv ingen Hader af Kaffee eller Thebordet, men jeg kunne dog ikke lide at hun blev siddende længe derved; ligesom det vilde være mig et langt behageligere Syn, at see hende i sin Kiøkkenhave, end ved sit Natbord. - Næt, reen, velanstændig, men tarvelig maatte hun være i sin Klededragt, ei hengiven til Pragt, til Moder og den Evigheds Pynten; ikke være den første i Modernes Antagelse, men heller ikke den sidste, og ligesaa lidt følge Modens yderste Regler som ganske afsige dem. - I selskabelig Omgang maatte hun forene Frihed med Tækkelighed, og Munterhed med Ærbarhed; men ingenlunde affecteret, og endnu mindre fræk, spodsk eller stolt; Feil, som virkelig kunne komme mig til at søge Skilsmissedom. - Hun maatte kunne dandse, men ei saa godt, at hun skulle blive roest; hun maatte kunne spille kort, men ei være befengt med Spillesyge. - Hun maatte have en reen Udtale, og hverken læspe eller stamme; hun maatte hverken være for meget roest af Mandfolk, ei heller for meget lastet av Fruentimmer. Kort, hun maatte besidde de Egenskaber, der udmærke et fornuftigt, dydigt og elskværdigt Fruentimmer.

O, om alle vore unge Damer lagde Flid paa disse Egenskaber; thi en stor Deel finder jeg ikke at have nødig at anmode derom; hvor mange flere lykkelige Giftermaale vilde vi da faae at see iblandt os.

  BALFRODES REISE TIL NØISOMHEDENS LAND (En fortælling)

Mellom Rækker af Livets Møisommeligheder, mellem Skarer af falske Forhaabninger, Smigrere, hemmelige Misundere og troløse Venner, havde Balfrode længe nok tumlet sig, og kied af disse Bedragerier, undflyed sin Fødebye, bestemt sig til at søge en ædlere Menneske-kreds, i hvilken han kunne fremdrage sit Lives Dage. - Han kom paa sin Vandring omsidder til en lav straatækket Hytte, liggende i en fortryllende Eng, der syntes kun aleene at være indviet for en stille og roelig Familie, som ikke mere agtede at tage Deel i Verdens mangehaande Sysler eller brusende Tummeler, men levede der, for at ende deres Dage i Rolighed. Han betragtede denne Bolig nøie, uden om, og fandt i dens jevne og simple Indretning, saadan Orden og Skiønhed, saadant et Anlæg til Livets stille Fornøielser, at han ikke nok kunde forlyste sig ved dets Betragtning. I en afsides Eng græssede 7 Faar med Lam og 2 Køer; foran Huset var anlagt en lille Blomster - og Kiøkkenhauge, og bag ved saae han en større Hauge med Frugttræer, under hvilke en Løvhytte eller ukonstlet Lysthuus var anbragt. Han besluttede nu at gaae ind for at see Indvaanerne af denne Bolig, i det faste Haab, at han der vist ville finde hvad han lovede sig. Han banket paa.

En ung uskyldig Pige, af hvis Øine talede den frie og Aabne Siel, som den store Verden og de konstige Sæder saa ofte fordunkler, lukkede ham op. Munterhed og Sundhed spillede i hendes Øine, og paa hendes Kinder blussede den friske Ungdoms Rødme, som bær Prisen for alle Konstens Farver; uforstilt var hendes Adferd, og enhver Mine i hendes aabne Ansikt vidnede om hendes Hiertes Ubekiendtskab med Verdens Letsindigheder. Giestfrie og vennehuld bød hun ham ind i Stuen. "Han er vel en Vandringsmand," sagde hun, "kom ind og hvil sig."

Paa denne vennehulde Indbydelse traadde Balfrode nu ind i en Bolig, som strax ved første Øiekast opfyldte hans Siel med de ædleste Fornemmelser. Reenhed og Vellugt modtog hans Sandser. Alt var konstfrie, ikkun Orden og Behagelighed, saaledes som Naturen tilbyder sine sande Yndere, gjorde Fordring paa hans hele Opmerksomhed. En from gammel kone, som var Moder til den unge Pige, tog imod ham med den milde og uforstilte Mine, som altid er de gode Sieles Kiendemærke, at man er velkommen. Hun bad ham sidde ned, og gav sin Datter et Vink, at komme frem med noget til hans Væderqvægelse. Selv sad hun og plukkede Kameel - Blomster, Hylleblomster, Slaanblomster, Rylliker og andre Lægedoms Urter, og udbredte dem paa et Sold i Solen, uden for sine Vinduer, for at samle sig et Forraad af Lægemidler mod mødende Svagheder. Datteren bredte nu en Dug paa Bordet, satte frisk Smør og Brød frem og et Kruus med en liflig Læskedrik. Vær saa god, sagde den Gamle, og nyd af min jevne Kost. De kan være vanmægtig af Vandringen, vederkvæg Dem og styrk Dem til at fortsætte Deres Reise.

Det forekommer mig svarte Balfrode, som jeg er kommen i een af de gamle Patriarkers Paulun, hvor Menneskekierligheden gav Fremlingen Herberge, og en øm Omhyggelighed pleiede ham. - Hvor sielden er denne Modtagelse i den store Verden! Ikkun mellem Jevnhedens Børn, dem som af en gavmild Natur, modtage Livets Rok, og skiønne paa Gaven i det de meddele andre den; dem, hvis Sæder endnu ere blevne ufordærvede af Konst og letsindig Vid, hvis Handlinger ikke ere stemte efter Forfængelighedens, men efter Naturens jevne og umiskiendte Tone. Ikkun mellem disse finder man den naturligste Giestfrihed. - Tak være Dem gode Kone! for mig De vederqveger, og Himmelens Velsignelse blive Dem derfor ikke mindre. Ubedt sætter De Herrens gaver for mig, og utaknemmelig var jeg, om jeg ikke spiste og lod mig denne velsignede Kost smage og forfriske! - Nu spiste Balfrode. Under Maaltidet løb hans Øine om mellem Enken og hendes Datter, og alle deres smaae huuslige Sysler: Moderen ved sine Urter og Datteren ved sin Syening; og han syntes at see, hvad han forgieves havde søgt i den store Verden, forgieves ledte efter i Omgang med den konstige Fornufts og de forfinede Sæders Yndlinge. Og nu begynte man at samtales.

Enken: Hvor agter De Dem hen, min gode Mand, om jeg maae spørge?

Balfrode: Til Nøisomhedens Land, gode Kone!

Enken: De foretager Dem da en vidløftig Reise. Hvor mener De at finde det lyksalige Land, De søger?

Balfrode: Det er mig skiult; men saalænge vil jeg søge til jeg finder det.

Enken: Og dertil behøver De ikke at gaae langt, tænker jeg. Nøisomhed vil De finde overalt. Vel gives næppe det Samqvem paa Jorden, hvor den egentlig kan siges at boe uforstyrret. Vil vi naae den, maae vi nok søge den hos os selv.

Balfrode: Hos os selv! - Ja, naar vi vare ene i Verden, eller rettere, kunde unddrage os dens Omgang, men Mennesket blev jo skabt til Selskab, og uden dette, hvor elendigt var da vort Liv.

Enken: De har Ret, jeg kiender fuldkommen Sandheden af hvad De siger; jeg har ikke været fremmed for Verden, men savner jeg vel Selskab, fordi jeg har unddraget mig den? Min Gud, mine Tanker, min Datter! Hvad fattes jeg vel i det Selskabelige? O min kiere Ven, disse give mig nok til den behageligste Underholdning; jeg længes aldrig efter andre selskabelige Glæder, og sandt at sige, saa have de sielden været mig givne i den store Verden, og aldrig faldt det mig ind at søge den i en Forsamling af lutter gode og dydige Mennesker; thi hvor finder jeg vel denne? - Nei, min kiere Ven! Søg Nøisomheds Land i Deres eget Hierte; og finder De ikke Veien dertil i de store, de folkerige Steder; nu saa nægter Jorden Dem jo ikke en Plads, hvor De mellem enkelte Venner kan nyde den Lykke De tilbeder sig.

Nu fortalte Enken og Balfrode hverandre deres Levnetsløb, og da fik de Aarsag nok paa begge Sider til at beundre Guds Forsyn; havde deres Vandring end været paa forskiellige Veie, og Følgerne af deres Skiebne bragt dem til et ulige Maal, saa havde de dog begge prøvet Livets Gang, Livets Tilfældigheder, Livets blandede Behageligheder og Ubehageligheder, og kun været enig i dette, i et roligt Liv at søge Opfyldelsen af deres Ønsker.

En Dag gik, to Dage gik og tre Dage gik, og Balfrode kunne ikke slippe fra Enkens Huus. Hendes ædle Giestfrihed, hendes forekommende Godhed, hendes menneskekierlige Omhue for hans Pleie, hendes og Datters hjertelige og uforstilte Venskabelighed, der aleene kom fra grundgode Hierter, lagde ligesom et Baand paa ham. Han havde Aarsag, til at forlade Huset; thi hans Beskedenhed tillot ham ikke at spise Enkens Brød uden at fortiene det. Tre Dage, som sagt, vare nu forløbne, og Balfrode fatter sin Beslutning:

Aftenen for hans bestemte Bortreise giorde Enken et lille Maaltid, satte en velsmagende Æggekage paa Bordet, nykiernet Smør og nyebaget Brød, og indbød sin Giest. Vennehuldt og kiert var ham dette Maaltid. Fortrolighed og Oprigtighed, indhyldet i den rene og ukonstlede Naturs Sprog, lysede af deres Omgang; og Balfrode fant det lyksalige Liv han søgte. I en varm Henrykkelse løste han sit ombundne Silkebelte, tog det frem og lagde det for Enken. - Her er, sagde han, min hele Eiendom. Hundrede Guldkroner er alt hvad der af timelig Gods tilhører mig; tag dem, dydige Kone, og lad mig spise Dit Brød med et glad Hierte; og naar de ikke mere strækker til mit Livs Ophold, lad mig da fortiene det ved Din Haves Dyrkning, eller til Din Hiords Pleie og Opvartning; og naar Du, ædle Kone, glæder Din Datter med Dine Samtaler, nægt mig da ikke at være Din Tilhører. Saa gierne hører jeg tale om de Ting der hører Dyd og Retskaffenhed til.

Enken overveiede Balfrodes Tanker. Et Aar randt bort i hvilket han nød hendes Godhed, og hun lærte omsidder at kiende hans Hierte. Nu hengleed harmonisk deres fælleds fremdragne Dage, og den sidste i Aaret var saa Vennehuld som den første.

Venskab og Fortrolighed, disse ædle Systre, som Himlen nedsendte paa Jorden, for at forøge de fromme og gode Sieles Lyksalighed, gjorde Balfrode hver Dag mere og mere forbunden med Enkens Huus. Han blev ikke mere betragtet som en Giest, men som en Broder; han blev omsidder umistelig baade for Enken og hendes Datter.

Balfrode havde stærke Følelser, hans Siel var ikke aleene stemt til det reneste Venskab, men endog til den ømmeste Kierlighed. Aline, så hedte Enkens Datter, havde ved sin uskyldige Venlighed, sine fromme Blikke, sine ædle Følelser, sit gode Hierte og sin smukke Forstand giort et dybt Indtryk paa hans Siel, og lenge gik han og bar paa disse behagelige Fornemmelser.

En Dag som han stod og skildte Enkens Frugttræer ved deres svage Grene, der ellers skulle have berøvet Stammen sine frugtbare Safter; det var just Alines Fødselsdag, og han kom til det Kirsebærtræe, der var plantet den Dag da Aline blev fød, og hvis Frugter vare hende allerbehageligst af alle dem Haugen frembød, faldt han i Tanker. Han beskuede dets skiønne Væxt nøie, og fandt ikke een fordærvet Green, som fortiente at afskiæres. Du er Din Yndling værdig, sagde han, velsignet være din Rod og Din Stamme, Du blomstre længst blandt alle Havens Træer, og bære de meest yndede Frugter til Din Eieres Glæde. - Og nu skar Balfrode i Træets Bark Alines Navn, og den Dato, paa hvilken hun var fød, og paa hvilken Træet var plantet. Dets herlige Grene, og dets ranke Stamme opklækkede en skiøn Idee hos ham. Han satte sig ved Forestillingens Hielp ind i den tilkommende Tid, da Træets Skygger skulde berede sin Yndling den lifligste Svale og alle de Fornøielser, til hvilken Naturens deilige Aarstid indbyder sine sande Elskere. Disse skiønne Grene, blev han ved, skal Du bøie hvelvende over hinanden, lokke dem nedad mod Stammen, og lade dem ved Naturens Hielp omsidder forme en Løvhytte. I dennes Skygge skal Aline ofte glæde sig, og under det tætte Løv, naar Middagssolen brænder over hendes Hoved, eller naar Aftenskumringen nærmer sig, Skabningen gaaer til Hvile, og alle dens Sangere give Skaberen deres sidste Aftenoffer, skal hun roligen skue Naturen i sine stille Optrin. Men saa skal jeg her ved Træets Rod anbringe en Græsbænk, og paa denne skal hun mangen Stund fordybe sig i en behagelig Forundring, og give sit glade Hierte Luft; da vil hun føle sin Lyksalighed, prise i de eenlige Timer Livets sande Værd, og lade sin rolige Glæde udbryde i uskyldige Sange. Her skal hun beundre de fortroligste Venskaber, de uskyldigste Samqvem mellem Fuglene, mellem Insecterne, mellem Blomsterne, og sættes i Henrykkelse over den Viisdom som ville denne Harmonie. - O hvilke overordentlige Fornøielser vil hun føle, naar hun ved Siden af hendes fromme og dydige Moder modtager fra hendes Læber de ædelste Opmuntringer til at blive Dyden troe, de værdigste Moraler, de grundigste Leveregler, og lære at handle klogeligen, forsigtig og ædel. Ach maatte jeg da nyde den Lykke at giøre Selskab med disse Veninder, hvor roligen skulle mine Dage henflyde, hvor opmuntret skulle jeg blive til Livets værdige Pligter!

Saa talte Balfrode og taug; længe stod han og saae paa Træet; hans Indbildning opflammedes; Digteraanden besielede ham, og følgende Sang blev et Foster af hans Følelser.

Kan synges efter den Melodie: Jeg fremmed her til Stedet kom..

Vox op i Flor du skiønne Træe
Din Yndighed Alines ligne,
Saa skal i Dine Skyggers Læe
Hun elske Dig og Dig velsigne,
Og naar Du i Din Blomstring staaer
Erindre sig sin Ungdoms Vaar.

Hvo staaer saa skiønt som Du i Flor,
Blandt alle Haugens unge Stammer?
Saa rank, saa haabefuld opgroer,
Og med en saadan Krone brammer!
O vox til Lyst til Frugtbarhed,
Og løn Alines Kierlighed.

Ræk hende da Dit skiønne Bær,
som engang blinke skal deroppe;
Og alle de som modne er,
De bøie sig fra deres Toppe.
Og møde hendes purpur Mund
Saa mangen glad og munter Stund.

Og naar hun træt og mødig er
Lok hende da til Dine Skygger,
Lad hende rolig hvile der,
Paa Græsbenk som jeg hende bygger.
Da vil hun undrend bryde ud,
Velsigne Dig og prise Gud.

Du mig den bedste Lod dog gav
(Saa vil hun Gud sit Offer Give)
O maatte jeg en Trøstestav
Kuns for min fromme Moder blive!
Og sættes jeg i Ægtestand,
Giv mig, o Gud, en kierlig Mand.

Nu faaer hun Øie paa sit Navn
Som jeg i Træets Bark har skaaret,
Og slutter Stammen i sin Favn,
Som kun for hende er udkaaret.
Ja Du er min! - Hun bryder ud,
Velsigner den og takker Gud.

Men hvilken Haand skar dette Præg?
Saa spørger hun af rørte Hierte!
Da vil jeg venlig svare: Jeg,
Jeg i mit Bryst den Tanke nærte
At lade Træet vidne om
Det er Alines Eiendom.

Saa vil hun med et huldrigt Blik
Min gode Hensigt fromt paaskiønne,
Og efter Dydens rene Skik
Meg med et Favnetag belønne.
Og vidne for min Venne-Siel
Mit Vel er ogsaa hendes Vel.

Da vil den gamle Moder see
med fromme Smiil hen til os begge,
Da skal vi rolig alle tre
Kun Flid paa Venskabs Dyder lægge
Og høste Livets stille Fryd,
Ved Venskab, Kierlighed og Dyd.

Saa digtede Balfrode sin Vise, roltgede sig ved Haabet, og satte de første Stænger, som skulle forme den Løvhytte, han agtede at bygge for Aline, af Treets Grene. - Men Aline havde hørt hans Sang, og var ikke følesløs; ganske vist Balfrode, sagde hun, denne Sang er ikke opstemt af Venskab aleene. Kierlighed har sin Deel deri. Din Tale, Dine Øiekast, Dine Sukke, indtil den mindste elskesyge Mine i dit Ansigt, har lenge fortolket mig dit Hierte; ikkun Din Undseelighed, som Giest, har lagt Baand paa Dine Læber. Vær aabenhiertig, forklar Dig for mig, og gaae ikke længere, og qvæl baade Dig og mig. - Ach Aline! Har jeg da ikke sukket forgieves? Og har du forstaaet mine Øines Sprog! O du beste Pige paa Jorden, saa hør nu Hiertets Ønsker fra mine Læber: ræk mig Din Haand, og giv mig Dit Hierte. Alines Øine var lutter Kierlighed, og den reneste Elskov blussede paa hendes Kinder. Hun kastede sig i hans Favn, og indsluttet i de huldrigste Arme, sagde hun i den mildeste og blødeste tone: Der Balfrode, der har du mig ganske, elsk mig bestandig; kun din Kierlighed kan giøre mig lykkelig.

I denne søde Henrykkelse stod Alines Moder for dem, og med det Biefalds Smiil, som saa kiendelig taler af de Dydiges Aasyn, blev Vidne til deres Forening. Ja, sagde hun, elsker hverandre. Men eders Kierlighed være grundet paa Høiagtelse. Den meest brændende Kierlighed, er ofte kun som et Blus, der sees i det ene Øieblik, og forsvinder i det næste. Dyden aleene adler de ømme Elskende, og giøre deres Kierlighed immer nye for hverandre. O følger dens Stemme! følger Naturen i dens jevne Gang. Attraaer kun dens stille men faste Glæder, undflyer de brusende, og Eders Ønsker indskrænke sig til Nøisomheds ubetalelige Velgierninger, og ingen skal leve lyksaligere end I.

Aline og Balfrode indgikk nu den ædelste og værdigste Ægteskabspagt med hverandre. De tænkde sig Standens Vigtighed; de veiede hver sit Kalds Pligter, og helligede sig ganske til deres Efterlevelse; enige vare de i deres Forsætter, i deres Ønsker, i deres Glæder, kun dem Naturen skienkte og Dyden biefaldt, vare deres. De levede saaledes det lyksaligste Liv, og opnaaede begge den høieste Alderdom. Balfrode ble omsidder Stamfader til en talrig Slægt, som i mange Aar efter ham udgjorde et æret Folk, fordi de havde arvet rene Sæder og ædel Tænkemaade af Fædrene, og i mange Aarhundrede vidste man at tale om Balfrodes Reise til Nøisomhedens Land.
 

HALVOR OG AGNE
        ( En Idyl.)

Skoven stod i sit Udspring, Naturen havde faaet sit første Arbeide færdig, og allerede begyndt at utbrede sit lysegrønne Teppe med Blomster bestukken, over Skovens lugne Sletter. Vaaren sad i sin skiønne nyebygte Løvhytte og betragtede sine Underværke, saa blid og mild som en ung Brud, naar hun sidder under Pyntnerskens Haand, og fæster sit hele Haab til den ventende glade Scene. Lærken sang over Dalen sine frydefulde Toner, og Bogfinken svarte den fra Skoven under de spede Løv, mellem hvilke den hoppede og søgte sig en Mage. Sangerne i Lunden begyndte at opstemme deres Chore, og den milde Foraars Luft at varsle for Sommerens komme; da Halvor, den ædle Halvor! Naturens skyldfrie Søn, og lykkelige Fremling for forfinede Sæder, uddrev første Gang sin Moders 5 Faar og 4 Lam i den lugne Dal, for at vederqvæge dem af Naturens første Grøde, rette deres vinterbundne Lemmer, og lade dem indaande Sundhed og nyt Liv af den milde velgiørende Luft. Under Opsynet af denne lille Hiord, satte han sig ved Roden af en ung Bøg, hvis smaae og bøielige Grene tilbød ham Skygge af deres spæde Løv, under hvilke han delede sin Tid imellem Opsynet av Faareflokken, og Forlystelserne over de rundt om ham spillende Foraars Glæder. I disse værdige Tankesysler minder han sig Agne, Uskyldighedens og den skiønne Naturs jevne Datter. Han havde engang seet hende, engang talt med hende, og Længselen opflammede nu det Ønske hos ham, at see og tale med hende endnu engang.

Var hun nu her, sagde Halvor, da skulle hun sidde ved min Side, og jeg skulle da fortælle hende saa mange smukke Ting; og naar hun saa svarte mig, saa skulle jeg stift see paa hende, forlyste meg ved at skue hendes deilige Ansigt, speile mig i hendes glinsende blaae Øine, og lege med hendes gule Lokker; saa vilde hun vel rødme og see til mig med halv smilende, halv undseelige Blik; men så vilde jeg deraf spaae, at hun kunne lide mit Spøg, og at hun nok også kunne elske mig; saa skulle jeg da snige mig til at slynge min Arm om hendes Liv, og fandt hun sig da rolig i min Favn, saa vilde jeg nu saa mildt see paa hende og spørge: Pige! elsker du mig? Rødmede hun saa endnu mere, og fæstede sine Øine paa mine, ligesom hun der vilde læse, om mit Spørgsmaal kom fra Hiertet; da vilde jeg nu se saa glad til hende, og i det samme trykke min Mund til hendes Mund, og ved hvert Kys forsikkre hende, at jeg var hendes troe Halvor. - O saa kanskee hun igjen vilde slynge sin lille runde bløde Arm om min Hals, og med den uskyldigste Mine sige: Halvor! Jeg elsker dig nu saa høit, saa skrækkelig høit igien; og hvor vilde jeg da blive glad! og hvor skulle jeg da omfavne hende; ja vel hundrede Gange omfavne hende, og imellem hvert Favnetag, vel hundrede Gange kysse hende! Saa vilde vi med hverandre under Armen, vandre omkring i Dalen, og fornøie os over den deilige Natur og glæde os over vaar Lykke, og ingen paa Jorden skulle leve lyksaligere end vi. Med disse Elskovs Betragtninger sad Halvor og morede sig, da en Haand saa uformerkt listede sig igiennom Hasselgrenene, som slyngede sig bag hans Ryg, og satte en Bokkarkrands paa hans Hoved. Hurtig sprang Halvor op, han saae sig om, og see! det var Agne. En pludselig Rødme farvede hans Ansigt; med en halv ængstende, halv haabende Blik saae hen til hende, hvis skielmske Øine næsten fortryllede ham.

Agne: Du er en lille Skielm Halvor! Du mener aldrig en Smule med hvad Du siger.

Halvor: Jo, Agne! (sagde han i det han tog Bokkarkrandsen af sin Tinding.) Saa sandt som Himmelens Herre har skabt disse Blomster, saa vist elsker jeg Dig. Din Haand har kronet min Kierlighed med denne Krands. Jeg kysser den, og evig skal den være mig et Pandt paa at Du elsker mig.

Agne: Og det tror Du?

Halvor: Dine Øine taler, Agne.

Agne: En Piges Øine kan bedrage.

Halvor: Men ikke Agnes. De ere Spaamænd fra hendes Hierte, og fortæller at det hører mig til.

Agnes: Og det kan Du see paa mine Øine!

Halvor (tager hende med begge Hænder om Livet.): O, min Agne!

Agne: Din Agne! Hvor kan Du sige det?

Halvor: O dølg det kun ikke længe for mig: Er Du ikke min Pige? Himlen veed at jeg er ganske Din Halvor.

Agne: Men jeg har hørt sige, at jo varmere Foraar, jo koldere Sommer. Hvem kan nu omstunder stole på de unge Karles Ord?

Halvor: Hør Agne! Hvad mit Hierte føler, det taler mine Læber. Aldrig fandt Du Svig hos mig, og heller aldrig Du skal. Elsk mig saa trofast som jeg elsker Dig, og ingen ere lyksaligere end vi to.

(Her ragte Pigen ham baade Haand og Mund. Der har Du mig da, sagde hun, og mit hele Hierte.)

Med huldrige Arme omfavnede de nu hverandre og for Himmelens og Naturens Øine tilsvore hinanden en evig Troskab, og der var ikke saa lyksaligt et Par som disse to. Den uskyldige og rene Kierlighed tindrede af deres Øine og i alle den ædle Naturs aabne Fortroligheder, vandrede de nu om, og lod den nye udsprungne Lund og Sommerens begynnende Blidheder underholde deres kierlige Samtaler med lutter forlystende Tanker; så aftalede de, hvorledes de skulle føre deres Vandel, og hvor lykkelig de skulle leve.

Himlen har nu samlet oss til Et, sagde Halvor, og hvad ville vi nu hællere paa begge Sider, end stræbe at giøre hverandre lykkeligere! Men seer Du, min Agne! Der kommer de Dage, da vi skal arbeide for hinandens Vel, for at vedligeholde den gode Samdrægtighed imellem os. Der ligger Pligter paa os, som vi maae søge at opfylde; uden disse kan vor Kierlighed ikke blive bestandig. Mangler og Næringssorger forstyrre som oftest Freden og Enigheden imellem de meest Elskte; og denne Forstyrrelse maae vi stræbe at forebygge ved vor Flid paa begge Sider, saa skal vor Kierlighed altid blive nye for os, og intet skal forstyrre vor Glæde. Men Himmelens Gud maa vi tilbede, hans Venskab søge at beholde; thi uden hans Bistand formaae vi intet. O hvor liflige skal da vore Dage henflyde! hvor herligen skal vi leve! - Min Moder er gammel og nærmer sig hver Dag Graven; men i 40 år har hun levet lykkelig med min Fader i sin ringe Hytte, og aldrig ønskede jeg mig lykkeligere Dage. Naar hun døer, - og Gud la mig i mange Aar ikke savne henne, thi hun er en dydig Kone, og er der noget godt hos mig, saa har jeg hende at takke derfor; - naar hun døer, seer Du, saa bliver hendes Hytte og denne Lund og disse Faar mine, og dem skal min Agne beskytte, imedens jeg bruger mine Hænder og stræber som jeg bør, for Brød til mig og min Agne.

Og du veed, Halvor sagde Agne, at jeg har arvet 3 Agre efter min Fader, som min Morbroder driver, og underholder mig for; og naar jeg nu faaer Dig til Mand, saa bliver Agrene mine, og dem vil Du drive og dyrke med al Din Flid, og kan da holde en Koe til, og den og Faarene skal jeg nok passe. Saa spinder jeg paa min Teen og ændser mit Huus og reder vor Mad, mens Du bruger Dig ved Din Dont, og giver saa vor Herre os Børn, sa fører du Drengene an i Din Haandtering, og jeg skal holde Pigerne i min, og det skal da gaae saa herlig, og vi skal da leve saa fornøiet, og hvem veed! Maaske kan vor Herre mage det saa for os, at vi kan blive lykkelige Folk.

Men hvor det gaaer eller ikke gaaer, min Agne, sagde Halvor, saa stræbe vi at være altid tilfreds med vore Kaar, og i Nøisomhed sætte hele vor Lyksalighed. Vi have Ungdom og kan begge arbeide, og vi vil da ikke mangle Livets Ophold. Naturen er fornøiet med lidet, og den nægter aldrig sine Børn hvad de behøve, naar de følge dens Fodspor; og seer Du, naar vi faae hvad vi behøve, saa have vi jo nok; og som vi tænke, saa skal vore Børn lære at tænke, om Gud giver os nogen. Vor Ager og Eng skal være vor Herlighed; vore Kreature vor Rigdom, vor Arbeidsomhed skienke os Fornøielse og Sundhed, vor Ærlighed være vor Adel, og Fred og Enighed mellem os befordre vor Lyksalighed. Saa skal vi i Rolighed bruge Livet, og nyde det nok saa godt, som de Store og Mægtige i Verden, og i vor snevre Cirkel finde os nok saa fornøiede, som Fyrsterne, der regiere over Land og Rige; thi Naturen er rig paa Velgierninger, men den største den har skienket Mennesket er Nøisomhed.

Gud signe dig Halvor, sagde Agne, og klappede ham venligen paa Kinden; aldrig skal jeg hige efter større Lykke i Verden, end den Du attraaer, og naar vi da elske hverandre bestandig, og stræbe for hverandres Gavn, saa vil Himlen nok velsigne vort Ægteskab. Kom du bedste blandt Egnens Hyrder og lad os sætte os her. Dine Faar gaaer rolige i Engen, og syng mig saa en af Dine smukke Viser, jeg veed Du kan mange, og Du qveder godt Halvor. -

Og nu sang Halvor følgende Hyrdeqvad;   Efter Melodie: Rolfs Skattekonge.

En Maidag Myrtil i sin Lund
Saa ene sad,
Og priste Somrens Fødselsstund
Saa hierteglad;
Han mindte sig en Pige skiøn
Saa rank og mild!
Saa munter, venlig, blid og skiøn,
Saa from, saa snild!
Af Elskov hans Hierte da brændte.

Hun var blandt hele Egnens Flok
Den smukkeste,
Om hendes Hals den gule Lok
Sig slyngede.
I hendes klare Øine blaae
To Engler sad,
og naar hun venlig til ham saae
Blev han saa glad.
Thi venlige Piger er Engler.

Ach ønskte han, var Pigen min
Hvor lykkelig!
Hvis Fryd var da saa stor som min,
Og hvem saa riig?
Min hytte da en Himmel blev
Saa blid, saa klar,
Min Hiord jeg da saa stolt uddrev
Og Konge var.
Thi Nøisomhed skaber og Konger.

Saa stod han op saa tankefuld
Og vandret om;
End var ham Haabet tro og huld,
Men hvor han kom,
Var alting dødt; hvert Blomster bleeg
Laae visnet hen;
Da Sukke fra hans Hierte sneg
Tungsindigen.
Sin eneste Glæde han savnet.

Men som han allerbest saa gik
Med nedsenkt Mod,
Hans Piges Smil han skue fik
I klaren Flod;
Der stod hun ved hiin smalle Elv
Saa knebsk, saa stram,
Og var forelsket i sig selv
Men ei i ham.
Thi Stakkel! Hun saae ham jo ikke!

Han lister sig saa sagte hen
Det sted hun stod
Og speilte sig
Så listigen
I samme Flod.
Hun saae det! Var ei mere stram
Men rødmede
Da hun blev var, at det var ham
Hun elskede.
Betuttet hun blev dog en Smule.

Nu slog han da et venligt Blik
Til Pigen hen.
Hun studset lidt; men strax han fik
Da et igjen;
Og nu han slynget trofast Arm
Om hendes Liv,
Og kielen til hans hulde Barm
Saae han sin Viv.

Og Glæden henrykte dem begge.
O Agne! Du er Pigen liig
Som Hyrden fik;
En Himmel blev du og for mig,
Thi Dine Blik
Forgylder Eng og Skov og Dal
og alting leer.
Min Hytte selv, som Kongesal
Jeg nu anseer.
Naturen min Trone selv bygger.

Den var smuk Halvor, sagde Agne, kom og lad mig betale dig for Din Sang. Og nu flættede hendes Læber en Krands av Kys om hans blide Aasyn. Men Halvors Moder kom i Lunden med Brød og Ost, og en Skaal Melk til sin Søn. Agne saae hende komme og blev bange; hurtig skiulte hun sig bag en Hasselbusk, og tænkte, hun gaaer vel snart. Men den Gamle satte sig hos sin Søn, og underholdt ham, medens han spiste, med følgende Samtale:

Halvor: Moder forekommer mig saa tankefuld i Dag.

Moderen: Ja, Halvor, det kan vel være. Det ahner mig, at jeg ikke har lang Tid at være hos Dig i.

Halvor: Hvi saa! Moder!

Moderen: Og jeg er vel fornøiet min Søn. Naar man har lagt 70 Somre tilbage i Vandringen her paa Jorden, og stundom giort møisommelige Skridt, saa kan man vel blive træt. - Men en Drøm jeg havde i Nat, har varslet for mig, og ladet mig vide, at der ikke maa være meget Sand tilbage i mit Livs Timeglas.

Halvor: Man kan ikke agte paa Drømme, Moder! som oftest skuffe de os -

Moderen: Lad saa være, men Tiden skuffer os ikke. Den har længe siden raabt til mig: Lav dig til Reisen. Mange Aar kan jeg ikke have tilbage. Jeg mærker bedst min egen Skrøbelighed, og at det lakker til Aften med mig; dog ønskede jeg først Halvor, at see Dig gift, og at kiende den Du valgte Dig til Kone. Jeg har saa mine Tanker derunder.

Halvor: Kanskee Moder vidste en Kone til mig?

Moderen: Har du ingen valgt dig selv?

Halvor: Ønsker er endnu ikke Valg, Moder!

Moderen: Og hvem ønskede Du Dig da?

Halvor: Og hvem vilde Moder unne mig?

Moderen: Kiender Du Etrins Systerdatter?

Halvor: Agne?

Moderen: Just hende. Det er en Pige av de gode Slags.

Halvor: Og den eneste jeg kunne tænke mig.

Moderen: Saa ere vi jo enige, og det glæder mig.

Halvor (Sprang op og av Glæde raabte) : Agne, min Agne! hvor blev du af?

Agne ( Som har hørt den hele Samtale, springer munter frem fra Hasselbusken.): Her er jeg min Halvor.

Moderen: Er I alt enige om den Sag?

Halvor: Gud i Himmelen veed vi ere det.

Moderen: Saa farer jeg med Glæde herfra i Fred. Kommer til mig begge to. Giver mig Haand paa at I vil ælske hverandre, og staae hinanden bie i Sorgen som i Glæden.

Halvor og Agne (Rækkende hende Haanden): Ja Moder! det vil vi. Giv og Jer Samtykke.

Moderen: Det har jeg givet. Men tag nu mod min Velsignelse. Gid I leve saa lykkelig som jeg har levet, saa kan I og døe saa rolig som jeg. Frygter Gud, værer arbeidsomme og ærlige; skye Daarskab og Ledighed, holder Jer langt borte fra Lasterne, og elsker alt hvad der er dydigt og godt, og I kan vente at det vil gaa Jer vel.

(Agne og Halvor omfavnede nu den Gamle med inderlig Følelse, indgik først derefter Ægteskab, nød det
lyksaligste Liv til den høie Alderdom, og blev elsket og æret af alle)

  C I L I A

At der gives unge Fruentimre, som under den svageste Opdragelse er i Stand til at danne sig selv; det giver følgende Fortælling os et Eksempel paa. Cilia var en Datter af en vis Embedsmand i Hovedstaden, hvis Indkomster just ikke vare saa tilstrækkelige, at de kunne fyldestgiøre ethvert Mode-Ønske; men som alligevel vilde tage Anseelse deraf, og stemme sin Levemaade efter en anden Lov, end den Fornuft og Ævne foreskrev. At giøre alting med, at vise sig galant ved alle Leiligheder, at følge enhver Mode-Forskrift, uden at laane en Tanke, enten til Kilden, hvoraf Bekostningerne skulle tages, eller til Følgen af en overspændt Levemaade. Det var Banen, hvilken hans Kone, især, som var Cilia Stedmoder, var vandt til fra Forældres Huus at bevandre; og som hendes fordærvede Tilbøieligheder ikke tillode hende at undvige. Manden som ælskede sin Kone, og var svag nok til ikke at være hende imod, endog i de Tilfælde, hvor Pligten for hans Huses Vel bød ham det, blev omsidder saa vandt til at give efter for hendes Daarligheder, at han tilsidst, med den utilgiveligste Ligegyldighed, lod Dag komme og Dag gaae, uden at bekymre sig om Enden. Dette Liv efter Moden, som de ikke ved egne Kræfter kunne vedligeholde, men som de for største Delen førte paa andres Regning, maatte nødvendigviis tilsidst nedstyrte dem til de Gieldbundnes Dal, og lade dem føle en og anden Uleilighed og Misfornøielse af deres Mangler. Især fandt Konen nu et Baand efter et andet paa hendes Lyster, som ikke var hende behagelig. Hun kunne nu ikke saa ofte som tilforn vise sig i Forandring af Klædedragt, eller brillere med de nyemodens Ting, eller deeltage i saa mange Forlystelser som hun vilde, eller saa ofte anstille brillante Giestebudder i sit Huus, som den saa kaldede Velanstændighed befalede. Men ikke heller kunne hun saa ganske unddrage sig fra det Levnet, hvilket hun fra Ungdommen havde ført, i hvad det så end skulle koste; det var nesten bleven hende en Umuelighed, thi saa dybt havde Vanen ind præget sig i hendes Natur, at hun holdt sine Lyster for Pligter, og de uovervindelige Fordomme for Fornuftens Rettesnor! Skulle end et og andet nyttigt Stykke springe til Assistentshuset, eller overlades for mindre end halv Værd til en rigere Nabokone, for at holde hendes mere formuende Medsystre Stangen, saa ansaae hun det for en absolutt Nødvendighed; og hendes Mand havde slet ingen Indvending at giøre imod disse hendes Sætninger. - Han gik bestandig som en Drømmer, sagde Ja til alting, tog Deel i alting, loe, sang, sov ind, og opvognede i samme sværmende Liv.

Under disse Forældres Hænder opvoxede Cilia, og blev i sin Ungdom af sin Stedmoder anført i alle hendes daarlige Lyster. Hun maatte giøre sin Faders Huus Ære, hed det, og til den Ende klædes med Smag, vise sig i en Mode-Forandring efter den anden, hver Dag accomoderes af Haarskierer, vænne sig til at spille den fine Dames Rolle, og har allerede Gulduhr ved sin Side førend hun var 12 Aar. Kort, Cilia blev opdraget til et Fruentimmer efter Moden, det er udlagt: at gaae med ledige Hænder fra Morgen til Aften, kun sysle lidt imellem med sin Pyndt, øve sig for Speilet i de nyemodens Manerer, lade sig see paa alle offentlige Steder, vænnes til at være frie og veltalende, tage imod Opvartninger af Dagens Cavallierer, forresten være meget delicat med sin lille Person, og for alting ikke komme i Kiøkkenet, eller befatte sig med saadanne Ting, som kunne smudske hendes Hender. - Nogle troede, at hendes Stedmoder havde under denne fine Maade at opdrage sin Steddatter paa, den hemmelige Tanke, at lokke unge Mandspersoner til Huset, for at skaffe sig selv Selskab, og Leilighed til at coqvettere saa en Smule under sin Steddatters Beskyttelse.

Men hvordan det gik eller ikke, saa opvoxede Cilia med en Forstand og et Hierte, der sagde hende, at hun var sat paa Jorden i en ganske anden Hensigt. Hendes megen Lyst til Læsning havde skaffet hende mange Kundskaber om sit Kalds Pligter, og bragt hende paa Sporene af den sande Vei til et Fruentimmers Lyksalighed, men hende tillige viist, hvor langt hun var kommen fra denne Vei. Hun havde vel lært, at Dyd, Kundskab og Duelighed vare de ædleste Kiendemærker paa en skiøn Siel, og hendes egen Eftertanke matte billige det; men i hvilken Afstand fandt hun sig ikke fra Tilegnelsen af denne ærefulde Caracteer! Cilia øinede nu altsaa første Gang de ubetydelige Fortienester, hvilke Smigrerne og Narrerne tillagde hende, og fandt dem at være et Intet; hun erfarede det var kun hendes smukke Ansigt, hendes Smag i sin Klædedragt, hendes behagelige Væsen og smaa Vittigheder man beundrede, men saae tillige, hvilke forfængelige Fuldkommenheder disse vare, og hvor langt fra de udgiorte Fruentimmeret efter Dydens og Fornuftens Tegning. Med Undseelighed følte hun sin Uvidenhed, sine Mangler, og blev forskrækket. Maaskee faldt ogsaa hendes Forældres aftagende Vilkaar, som hun ikke kunne være uvidende om, hende i Tankerne; maaskee indjog disse hende den Frygt, at det vilde tage en sørgelig Ende med deres førte Liv; og ingen Under da, at Cilia nu blev bestyrtset og tænkte paa sig selv.

Endnu ikke fyldt sit 18de Aar, standser hun paa den Letsindigheds Bane hun hidindtil havde bevandret, og i en eenlig time holder hun følgende Samtale med sig selv: Hvad skal der blive af Dig tilsidst, naar Du ikke længer finder Kræfter til at vedligeholde Din Stadselyst? Naar Verden mærker Din Aftagelse, og Du blottet for andre Fuldkommenheder, forgieves søger efter de Ting, som skulle bøde paa disse dine Mangler! Hvad væsentlig Nytte kan disse Mode-Lyster, disse udvortes Manøvrer, disse udmærkede Pyntninger, og alle de Galanterier man finder paa for at giøre sig indtagende for andre; hvad Fordel kan de forhverve Dig! Endnu kun nogle faae Aar, og Du kan da maaskee ikke mere tilegne Dig nogen af de mange Berammelser, med hvilke man nu, for Din Ungdoms Skyld, er ferdig at forgude Dig! Imidlertid have disse letsindige Sysler henreven den beste Deel af Din Tid, og giort Dig maaskee udygtig til, at danne Dig til noget værdigere! Hvor lidet kiender Du til dette Øieblik, af de mange nyttige Videnskaber, som kan fordres af Dig som Fruentimmer? Hvad veed Du vel af de Pligter der paaligger Dig for at være en Mand til Nytte, om Gud sætter Dig i Ægtestanden? Hvad huuslig Gierning kan Du giøre med Dine Hænder? Og hvad forstaaer Du i det hele af det fruentimmerlige Kald? - Intet! Aldeles intet! - Min Gud! Hvilken ganske uduelig Skabning er Du?

Her standsede Cilia med sin Betragtning, og ønskede alene at kunne gjenkalde de forlorne Dage, for igiennem dem at forberede sig til et værdigere Liv. Men en sørgelig Skiebne indløb nogen Tid efter i hendes Familie, som vist nok syntes bedrøvelig for hende, men som alligevel blev en Aarsag til hendes Lykke. Hendes Fader bliver syg og døer, og hendes Stedmoder sættes ved dette Dødsfald i saa ussel en Forfatning, at hun omsidder ikke beholdt den Dyne hun kunne ligge paa. Creditorerne tage hvad der var, og fik ikke tyvende Delen af hvad de havde tilgode. I Enkekassen havde Manden ikke skaffet sig Leilighed at sætte for hende, og Pension var ikke at vente. Enden blev nu at hendes Steddatter, Jomfrue Cilia, maatte forlade hendes Huus og sørge for sig selv, og Madamen blev omsidder holdt iblandt dem, der leve af Publici Velgiørenhed, og ere forresten Staten til Byrde.

Her var nu gode Raad dyre for Jomfrue Cilia. Intet forstod hun, intet havde hun lært, og at spille den saa fornedrende Coquet-Rolle, hvilken saa mange gode, skiønne, men slet opdragne Pigebørn gribe til, for at underholde det elendigste og bedrageligste Liv; dertil fandt hun saa stor en Afskye, at hun før kunne bestemme sig til den ringeste Tienestepiges Stand, end indtræde i en for hendes Kiøn saa vanærende Kreds. I denne tvivlraadige Forfatning erindrer hun sig en gammel men fattig Tante til hendes salig Moder. Hun gaaer til hende, beklager sin Skiebne som et forladt og uvidende Barn, søger hende om Raad, og beder for det første om, at hun vil tage hende under sit Tag og skienke hende Huuslyet. Den Gamle, rørt over hendes Skiebne, følende hvor samvittighedsfuld det vilde være at nægte hende en hielpende Haand, kan ikke afslaae hendes Bøn. Jeg er gammel og svag, sagde hun, og neppe skulle have mit nødtørfstigte Udkomme, dersom jeg endnu ikke kunne trække en Tråd af en Rok, for at samle en lille Hielp til den smule Ugeskilling jeg har af de fattiges Kasse. Men kom Du i Guds Navn! Vil Du tage til Takke med min Fattigdom, saa deler jeg med Glæde den sidste Krumme med Dig, Du er dog af mit Blod og en Datter af min uforglemmelige Syster Sophies Datter. Gud glæde hendes Siel; og det var Synd at udsætte Dig for Fristelser, og lade Dig for Din Fattigdoms Skyld blive et Offer for Elendighed; men du maae tage til Takke med Leiet hos mig selv, for jeg har kun een Seng.

Hvem der blev glad, det var Cilia. Hun forføiede sig nu hiem, samlede sine Smaasager sammen, for saavidt der var levnet fra hendes Stedmoders Haand, der af Mangel havde udsat saavel sin Steddatters som sine egne Klæder. Dog, hvad der giorde hende meest Ondt, var Savnet af hendes faae, men gode Bøger, som vare hende givne af hendes Fader, hvilke Stedmoderen ganske, som nogle i hendes Øine unyttige Ting, havde skildt hende ved, og solgt for at faae Penge til Brød; og nu kom da Cilia med sin lille ubetydelige Eiendom i hendes Grand-Tantes Huus. Her var det da hun giorde Begyndelse til den Rolle, som i den paafølgende Tid forhvervede hende baade Agtelse og Lykke. Øvelser, som hendes uvandte Haand tilforn ikke kiendte, bleve nu hendes daglige Sysler, fra Spinderokken af til Syerammen, fra denne til Skrædersyeningen, fra Linned-Tvætning for Andre til Opstikningen; fra de smaae nødvendige Huusgierninger til de store; fra den indskrænkte Huusholdningskonst i hendes fattige Grandtantes Huus, til Tanken om den store i de mere formuende Huse. Hendes Lyst var den Drivefier, som overvandt alle Vanskeligheder, og hendes Fornuft, der viiste hende de sande Fordele hun derved vilde vinde; lod hende ved ufortrøden Flid opnaae den Fuldkommenhed, som kun Faae, ved den bedste Anførsel, og de skiønneste Leiligheder tilveiebragte sig.

Men foruden disse sig selv erhvervede Færdigheder, havde de Kundskaber hun havde samlet sig af Bøger, forskaffet hende en Fastighed i Caracteren, der giorde hendes Dyd Ære. Fuld vel havde hun indseet, at et letsindigt og blot til Glæden indviet Liv aldrig forhverver sin Eier nogen sand og ægte Lyksalighed; hun havde læst mange Exempler paa lykkelige Fruentimmers Fald, som formedelst Uvidenhed og en uovervindelig Hang til de forføriske Mode-Principer, vare gaaet Skridt for Skridt frem til deres Vanlykke; hun havde lært hvad der hører til Fruentimmerets Kald, hvilke Pligter der fordres af Kiønnet, hvad der i egentlig Forstand udgiør deres Ære, og fortiener dem Hæder og Høiagtelse af alle Dydige og Fornuftige. Og intet uden Øvelse i disse Kiønnets værdige Bestræbelser, manglede hende for at komme det Maal nær, der udgiør den qvindelige Fuldkommenhed. Men hertil fordres Leilighed og Anførsel, og begge Dele savnedes i den gamle Grand-Tantes Huus. Den Dannelse hun kunne give sig selv, for at vinde Fornuftiges yndest og Agt, lod hendes Bestræbelser ikke være frugtesløse; hun indsaae snart de Bedragerier under hvilke Mod og Letsindighet opklækker sine Døttre. Den tækkelige og gode Pige lod sig nu kun see i Reenheds og Tarveligheds umiskiendelige Dragt, og ved sin medfødte Yndighed, der nu meer end tilforn viiste sig i al sin Uskyldighed, vandt de Ældres Kierlighed og Høiagtelse.

Blandt disse boede en formuende Kiøbmands Enke i Nabolauget, der mellemstunder giorde et menneskekierligt Besøg til Cilias gamle Grand-Tante, for i det skiulte at række hende en ædelmodig Haand. Engang kom Madam Engelfro, saa hed denne værdige Kone, i dette ædle Besøg til den Gamle; det var en Søndag Formiddag hun kom af Kirken. Hun finder Cilia i en Stilling som indtog hende ganske. Paaklædt i den skiønne Jevnheds Dragt, som paa engang viiser baade den tækkelige og huuslige Pige, sad hun og forelæste den Gamle Dagens Prædiken af en Huuspostil. Dette og hendes sædelige Adfærd under Besøget, den Gamles ømme Kierlighed for hende, og Ønske, at see den unge Pige i et fordelagtigere Huus, hvor hun kunne lære noget af de Ting som danner det duelige Fruentimmer, og hvortil Cilia røbede saa megen Lyst, giorde den Virkning hos Madam Engelfro, at hun tilbød sig at tage imod hende. Hvo der blev glad det var baade den Gamle og den Unge. Lad hende da komme til mig i Morgen den Dag, sagde den fremmede Kone; har hun Lyst at lære noget, saa giver mit Huus hende Leilighed, og vil hun opføre sig imod mig med den Artighed og den Velanstændighed, som hendes Væsen lover, kan hun altid vente den Godhed af mig jeg skylder et dydigt Barn.

Cilia befinder sig nu i Madam Engelfroes Huus, og ved sit sagtmodige og sindige Væsen vinder Tid efter anden hendes Fortrolighed. Hun gaaer i hendes Huusholdning, betroes Nøglerne til hendes Giemme; lærer omsidder hvorledes det gaaer til i et stort Kiøkken, og efter 3 Aars Forløb forestaaer ganske hendes Huus til sin Velgiørerindes Fornøielse. Madam Engelfro, erfarer at hendes Duelighed i sine Haandgierninger ere ualmindelig, hun seer hende med en fornuftig Eftertanke, iagttage det ene uden at forsømme det andet; hun finder at hendes Lyst til Orden, Reenlighed og Vindskibelighed er en Følge af hendes Natur; hun erfarer endelig, at hendes Hierte er ligesaa godt, som hendes Fornuft klar og fordomsfrie; og hvem fandt hun værdigere til Kone for sin eneste Søn og Arving end Cilia. Den unge Engelfro havde længe yndet hende. Han forestod sin Moders Handling. Han var flittig og vindskibelig, eiede det bedste Hierte, og besad en smuk Forstand. De bleve omsidder enige, giftede sig med Moderens Samtykke, og Cilia blev nu en ligesaa lykkelig Kone, som yndet og elsket af alle Dydens Venner.
 

 R O S E N (Tilegnet 3 af mine ædle Veninder, som gav mig Anledning til Sangen)

Melodie: I Østens sølvblaa Dagen.

En Rose skiøn og yndig smiilte
Paa affloreret Hæk
En deilig Kones Finger iilte
Og tog den Rose væk.
Ach sukked jeg, hvor lykkelig
Om Du tilhørte mig!

 
Og strax den Skiønne mig den ragte;
Nu paa mit Bryst den sad
Og tusind Uskylds Tanker vakte
Og giorde mig saa glad.
Men snart en from Veninde mig
Bød Rosen give sig

Saa skiøn fra Venskabs Haand den vandred
Hen paa Venindens Bryst;
Der sad den nu saa uforandred
Som før til Flora Lyst.
En tredie Deilig her den saae,
Og ønske den at faae.

 
Flux Rosen gik saa mild saa rolig
Til hendes hulde Barm,
Og smiilte fra sin skiønne Bolig
Til mig ved høire Arm.
Hvor glad jeg blev! tredobbelt glad!
At jeg ved Rosen sad.

Stor blev min Fryd, og froe jeg tænkte:
Hvo er saa riig som jeg!
Jeg Giengields Smiil til Rosen skienkte,
Men Rosen svarte ei.
Den mindet kun sin Lykkes Gang
Og jeg dens Held besang.

O søde Blomst! Du Blomsters Krone!
Bliv evig Frommes Lyst.
Og byg paa Uskylds Barm Din Throne,
Pryd hendes ædle Bryst.
Bliv evig Skiønheds Billede
Kun for de Dydige.

Saa sang jeg lydt, og Rosen smiilte
Op til sin Eiere;
Og fra de Purpur Læber iilte
Nu dens Taksigelse.
Et venlig Smiil, et yndigt - tys
Tør jeg vel nævne - Kys!   
 

RAAD FOR ALLE UNGE HUUSMØDE til at blive LYKKELIGE KONER
                              Ved en Samtale mellom Moder og Datter.

Moderen: Vi har nu en lille Time at være aleene i, min kiere Datter! og den vil vi nu anvende til en Samtale, som jeg længe har ønsket mig Leilighed til at holde med Dig. Din forestaaende Forandring fra Pige til Kone, fra den eenlige Stand til den gifte, har gjort det nødvendigt for mig, at tale lidt alvorligt med Dig om denne vigtige Forandring.

Datteren: Og jeg haaber det skal gaae godt, bedste Moder! For det har min Kiereste lovet mig, det er nu saadan eiegod Siel.

Moderen: Det er almindelig Frierdagernes Sprog, da lover man sig mange gule og grønne Skove, men min gode Pige! Lad mig giøre Dig opmærksom paa en Ting; vore nydende Fornøielser ere ikke altid vore sande Glæder.

Datteren: Jeg troede dog Fornøielser og Glæder vare et; og for at nyde disse, derfor gifter man sig jo !

Moderen: Jeg vil tilstaae det. Vi smigrer os i det mindste med friere og behageligere Fornøielser i Ægtestanden, end i den ugifte; men for at tage Deel i dem, maa vi tillige være lykkelige, det er at sige, fremmede i det mindste for alt for tyngende Nærings Sorger; thi hvor disse hærske, der er sielden nogen Glæde, der ere Fornøielserne alt for langt borte.

Datteren: Og disse Sorger har jeg jo ikke nødig at frygte for. Min Kierest sidder i et godt Embede, og han har forsikret mig at vi skal komme til at leve godt sammen.

Moderen: Det bedste Embede min Datter, kan skaffe sin Eier Bekymringer, dersom han ikke er en god Huusholder. Jo mere vi har at skalte og valte med, jo flere bliver vore Nødvendigheder, og desto mere deeltager vi i Livets tilbydende Fornøielser; men nu er Din Kierestes Embede dog kun blandt de middelmaadige; dem ved hvilke man kan leve, men ikke giøre Figurer, ikke deeltage i enhver Glæde, og Pligten bliver da baade på Din og hans side, at kunne indrette Tæringen efter Næringen, paa det I kunne leve ligesaa fornøiede i Eders lille Cirkel, som andre i deres store; men fornemmelig kommer dette an paa Dig min Datter.

Datteren: Paa mig ?

Moderen: Ja mitt barn! Din Mand fortiener og samler; Dig tilkommer det at anvende Fortienesterne saaledes, at I kan komme ud dermed; det er paa andet Dansk at være troe Huusholder over det betroede, og anvende det saaledes, at I kan leve glade og lykkelige, uden at det skal skee paa andres Regning.

Datteren: Bedste Moder! At leve glad og lykkelig, det var just det jeg saa gierne vilde, og jeg haaber ogsaa at nyde dette lyksalige Liv.

Moderen: Men det koster Tanke, Fornuft, Lyst, Overvindelse og utrættelig Flid. Uden disse Betræbelser vil Din Huusholdning, ligesom mange andre, blive meget ufuldkommen, og forvolde Dig mange Bekymringer.

Datteren: Kiereste Moder ! forklar Dem da nøiere for mig. Hva bør jeg gjøre ? Og hvad bør jeg lade ? Har jeg andre Pligter at iagttage, end dem jeg har efterlevet hiemme ?

Moderen: Tilvisse har Du det min Datter! At være datter af Huset og Kone i Huset, er langt fra ikke eet og det samme. Hiemme følger Du min Anviisning, mit Raad, min Villie; men i Dit eget Huus skal du uden veiledning styre alting selv, og saa kommer det an på at styre rigtig, indrette, foranstalte og tage sig av Tingene saaledes, at alt maae falde ud til Dit Huses Gavn, Dit Hiertes Rolighed, og til Ære for Din Forstand; og sandelig denne Konst er ikke ubetydelig, den er et heelt Studium for enhver fornuftig Kone. Jeg veed derfor ikke bedre Raad at give Dig, end dem der blev givet mig av en gammel ærlig Ven, da jeg intraadte i Ægtestanden, hvilke jeg antegnede i min Tegnebog, og læste saa lenge paa, til jeg næsten kunne dem udenad, og til det blev en Natur hos mig at følge dem. Disse Raad, har jeg, næst Guds Bistand, at takke, at jeg altid har levet fornøiet og glad i mit Huus, at mit Ægteskab har været eet med de lyksaligste paa Jorden, og at Din Fader og jeg er, den Dag i Dag, saa fornøiede og leve saa lyksalige med hverandre, som vor første Bryllupsdag. Du veed selv vi har kun havt smaa Indkomster, men vi ere ikke alene kommet godt igiennem, men har endog kunnet lagt os lidt til Bedste for Dig og Dine Søskende, uden enten at have nægtet os anstændige og efter vor Formue passende Fornøielser, eller nedladt os til det gnieraktige og karrige Væsen, som saameget vanærer Mennesker.

Datteren: Ach min bedste Moder ! kunne jeg da ikke ogsaa lære at kiende disse Raad for at blive en ligesaa lykkelig Kone ?

Moderen: Tilvisse kan Du det mit Barn, dertil har Gud givet Dig baade Forstand og Ævne; men at kiende dem og ikke følge dem, geraader Dig kun til vanære. Lov mig som for Guds Øine, at Du vil stræbe at indrette Din Vandel, Din Huusholdning, Dit hele Liv som Kone, efter denne Forskrift, og jeg meddeler Dig disse Raad med den moderligste Glæde. Her seer Du dem. Skriv dem nu selv af i en lille Bog, destomere Indtryk giøre de paa Hukommelsen; bær denne

Bog stedse i Din Lomme, og læs dem i det mindste engang igiennem hver Aften inden Du lægger Dig. Tid efter anden hefter der dog nogle Tanker ved, kommer tilsidst i Vane med at følge dem, og deres Efterlevelse bliver Dig omsidder til en Natur. Saa gik det mig, og jeg har funden mig vel derved, ja saa vel, at jeg endog tilskriver disse Raad som Anledningen til min nærværende huuslige Lyksalighed. - Her har Du dem:  
 

Raad FOR ALLE UNGE PIGER til at blive LYKKELIGE KONER  

Første   Raad.

Lad mig tale et fortroeligt Ord til Dig min Søster! (saa er Du for Gud! thi vi stamme fra een Fader og Moder). Du er født i en Stand, som har den fulde Fordring paa Din Opmærksomhed. Hvor meget betyder det ikke at være en Mands Kone, at forestaae et Huus med Fornuftighed, at forvalte hans Fortienester, være huusholdrisk, og at handle saaledes i det Hele, som man vil forsvare for Gud! Agt paa dette Dit store Kald, min Søster, og nægt det ikke Din Eftertanke. Ved Fornuft og Sindighed vil Du finde mange Pligter at iagttage, og Erfarenheden vil lære Dig, hvor nødvendige de ere.
 

Andet   Raad.

Hvad enten Du er Frue eller Madame, eller slet og ret Moer, saa bestyr selv Dit Huus. Er Du end saa mægtig, at Du synes, Du ikke har det nødig, saa giør det dog; Dit Gavn og Din Ære fordre det, og Din Sundhed har immer Fordring paa Din Virksomhed. Jeg har kiendt formuende Huse, som ere gaaet til Grunde af Mangel paa Konens Tilsyn. Din Mands Forretninger tillader ham ikke at befatte sig med Bestyrelsen af hans Huses Oeconomie, han fæster Tillid til Dit Øie; men den maae Du ikke sætte til Dine Folk. Troe alle vel, men Dig selv bedst. - Og hvad? Holder Du det for en Skam at have Tilsyn med Dit eget? Saa agt det og for en Skam at være lykkelig, at være fornuftig, at være æret af Menneskene, og opfylde sine Pligter imod Gud. Sara var en høit agtet Kone i sin Tid; men det beholdt henne ikke fra at besørge sit Huus. Skriften fortæller, hun lavede endog selv Mad til sin Mands Giester, holdt over Orden i sit Huus, og satte sine Piger i den tilbørlige Respect for sin Person. Er Exemplet Dig for gammelt, min Søster? Jeg vil forestille Dig et yngre. Dannemark har eiet en Dronning, som var et Mønster paa Duelighed og Huusholdriskhed, som nedlod sig endog til de mindste Ting, der angik hendes oeconomiske Forfatning, og holdt sine Underhavende til Arbeidsomhed. Ingen Uorden kunne indløbe, thi hendes Øie fulgte med hendes Fod, og hendes Fod var overalt. Dersom Nyekøbings Slottsmure paa Falster havde kunnet tale, de vilde have fortalt tusinde Beviser paa, at endog en Dronning ikke skammer seg ved at være duelig, huuslig og arbeidsom.

Tredie  Raad.

Er du indtrådt ung og uerfaren i Ægtestanden, skam Dig ikke ved at lade Dig lede. - Det giør Dig mere Ære at Du spørger, end tier; men vær ogsaa selv snild, og læg Mærke til alle oeconomiske Handlinger i Din Kreds. Thi Dit eget Øie, Din egen Haand og Din Lyst til Huuslighed, ere de bedste Læremestere. De forhverve Dig Erfaringer og flere Indsigter og Kundskaber, end de bedste oeconomiske Skrifters Læsning; men vær ikke selvklog og paastaaende; den Erfarnes Raad maae have et Fortrin for Dit, om det end kommer fra dens Mund, der tiener ved Dit Bord. Brug Din Fornuft og Din Eftertanke, og vær ikke stolt af Dine smaae Kundskaber. Forsøg først førend Du paastaaer, og bliv overbevist førend Du dømmer. Din Ungdoms Letsindighed kan let forføre Dig til at troe Dig selv vel, og er Du vittig tillige, hvilken Fare staaer Du da for at blive selvklog. Du vil paa engang fatte alt, og mange Gange naar Du troer, at Du er en Mesterinde i Huusholdnings-Kunsten, staaer Du endnu ved Bredden. Din Vittighed giver Din Letsindighed Vinger, Du vil i et Øieblik oversee alle Ting; Du vil vise Dig geskieftig, men den sande Geskieftighed bestaaer ikke i Flygtigheder, men i Orden og en stadig Virksomhed. Tusinde Ting kan fordre Dit Tilsyn, Din hielpende Haand, som Du ikke giver Agt paa, naar Du med Letsindighed farer om i Dit Huus.

Fierde  Raad.

En Kones Kald er vigtig, saare vigtig for en Mand, endog af store Indkomster, thi en Qvindes Uduelighed, kan forspilde større Skatte, end ti Mænd kan fortiene; men endnu vigtigere for en Mand af maadelige Indkomster. Manden er skabt til at arbeide og fortiene; Konen derimod til at anvende hans Fortienester med Fornuftighed til fælleds Gavn. Hvor lidt kiender mange Mænd til det vi kalde Oeconomie eller Huusholdnings-Kunst! Neppe er Tiden dem lang nok til at fortiene det Nødvendige; men det paaligger Konen at være huusholderisk, det er hendes Kald, og det Studium hun bør dyrke. En fornuftig Huusholderinde veed at anvende tusinde Ting til Nytte som den flanevurne og letsindige Kone ringe agter, og holder det ikke Umagen værd, at laane en fornuftig Eftertanke. Hiin Duelige tænker sin Mands Fortienester efter, og maaler Udgifterne med Indtægterne. Hvad hun kan spare, det bortødsler hun ikke, og hvad hun kan undvære, det anskaffer hun sig ikke. Hun studerer Livets Nok, finder Rigdom i Nøisomhed, og er gladere at kunne sove ind med et gieldfrie Hierte, under et simpelt hiemmegiort Sparlagen, end mangen een af hendes Søstre, som ubekymret indslumrer under Damastes Gardiner og Silke Sengetæpper. Den huuslige Qvinde lader sine Besparelser komme sit Huses Nødvendighed tilgode, og ikke sine Yppigheds- og Modelyster; hendes Oeconomie maae ballancere med Mandens Fortienester.

Femte Raad

Mange have den Maade, de blinke seg selv op, og faae deres Stadsværelse til at glimre, for at blinde Øinene paa deres Giester; men besøge vi deres Sovkammer, deres Pulterkammer, deres Kiøkken og Spiiskammer, deres Lofter og Kieldere, da ville mangen stadselig Huusmoder i Stuen, tabe den Agt, man bær for hende, og med Væmmelse vilde man være hendes Giest. - Nei, min Søster, saa sømmer det ikke den retskafne Huusmoder, hendes Øie vil skue reent, hvor hun kommer, og hendes Siel fordre Orden i hver en Vraae. Før samler hun selv med egne Hænder de skidne Klæder til sit Sted, og de rene til sit, før bøier hun sin Ryg for at rette en Uorden, end gaae den skiødesløs forbie, og være ubekymret. Skulle hun taale meer Uorden i hendes ringeste Værelse, end i hendes bedste Stue? Nei, hun veed, at Uorden føder Skade og Misfornøielse, og hun vil intet have at bebreide sig selv. Derfor er hun et mønster for sine Børn, for sine Tyende; ja for alle dem, der omgaaes hende, er hun æret og elsket. Følg hendes Exempel og vær ordentlig, skaan ikke din Fod fra at betræde Kielderen, eller Dit Øie for at see sig om i alle Dine Vraaer; mange Ting i Dit Huus har Fordring paa Dit Tilsyn. Det, at Du seer Dig om, og holder over Orden, det vil giøre Dine Børn og Dine Tienere agtpaagivne. De vil i Begyndelsen være ordentlige og tilsynlige af Frygt, men snart vil denne forvandle sig til en god Vane, og Du vil hæmmelig glæde Dig over de gode Følger af Dit Exempel.

Siette  Raad.

Bliver Du Moder, min Søster, da giv ikke Dine Børn for tidlig Smag paa forfængelig Pyndt; de vil hænge Hiertet derved, og for silde indsee dets Daarlighed. Ved alt for mange Berømmelser paa Dine Døttres Stadselighed, opdrager Du Forfængeligheden i deres Bryst, og giør dem deres Pyndt til en virkelig Fortieneste. Lad det være en Bisag, saavel hos Dig selv, som hos dem; Fruentimmeret er skabt til langt værdigere Sysler, end at udstafere sig, og Tidens Brug bestemt til langt vigtigere og nyttigere Ting, end at bortødsle for et Speil, eller under en Pynterskes Hænder. Hold Dine Børn til Reenhed, til Ordentlighed, til Velanstændighed, og lad deres Dueligheder mere tale for dem end deres Pragt. Vi bør dog følge Moden vil Du sige. Jeg svarer ja, men aldrig hænge Hiertet til dem, aldrig deri sætte nogen Fortieneste. Et Fruentimmer er meer end et Billede, hun eier en fornuftig Siel, skabt til Virksomhed. Der ere mange Ting i Livet som paaligge hende at besørge; mange Pligter som vente paa hendes Kundskab, hendes Erfaring, hendes Duelighed, naar hun engang kommer i Mands Vold, og sættes til Huusholderinde over hans Huus. Lad Dine Døttre lære at giøre Gavn, blive nyttige Lemmer i Staten, og flinke Koner. - Daarerne vil bilde Dig ind, det er unødvendigt, men den Kloge vil fortælle Dig, hvor mange der ere blevne lykkelige Mænd i snevre Kredse, ved deres duelige og huusholderiske Koner, og hvor megen Ære det giør Dig.

Syvende  Raad

Hold det ikke for gemeent, at gaa selv i Dit Kiøkken, skurer Du end ikke selv Dit Fad, eller skraber Din Rod eller drypper Din Steeg; saa vil Din Erfarenhed og Dit Øie dog fordre Orden og Agtsomhed. Lad Dine Døttre gaae ved Din side, og lær dem at blive ligesaa duelige som Du; lad dem besøge dine Kieldere, see med Dine Øine, og ordne med Din Eftertanke; skaan ligesaa lidt deres Hænder for at røre i Saltetønden, som at bruge Syenaalen, ligesaa lidt i Vaskerballen som ved deres Sætters Opstikning; og lad dem tidlig lære, at studere de mange Ting, som fordres af en Huusmoder. I Stuen vise de sig artige og beskedne, men i Kiøkken og Kielder duelige og arbeidsomme.

Ottende  Raad.

Elsker Din Mand Dig, er han arbeidsom, og har Du intet at anke paa hans Levnet; giør ham Vederlag og kappes med ham i Retskaffen-heder. Staaer Sindet ikke alletider ret hos ham; lad Din Føielighed og Din Kierlighed føre det i Orden. Et godt Ord finder et godt Sted, og en venlig Mine, et Klap paa hans Kind kan forjage alle sorte Skyer fra hans Ansigt. Der er mange Ting, som kan sætte en Mands Gemyt i Ulave; han omgaaes mere med den store Verden end Du, og er følgelig udsat for flere Ubehageligheder end Du, for flere Fortredeligheder end der kan møde Dig. Læmp Dig efter hans Misfornøielse og læg ikke Tønder til Ilden. Tal med ham i en from og kierlig Tone, og lad Dine Bebreidelser ikke formere hans Plager. Den ømme og den retskafne Kones værdige Omgang, vil lægge Vægt til hans Kierlighed for Din Person, han vil i en bedre Lune med de kierligste Følelser skiønne paa Dine Omhyggeligheder, og pønse paa saadanne Belønninger, som meest behager Dit gode Hierte.

Niende  Raad.

Sæt aldrig min Søster Din Hovedlyst i Visitter og Besøgelser; de rive for meget bort af Din Tid, og hvor meget af denne har Du ikke nødig i Dine huuslige Forretninger; men nægt Dig heller ikke Omgang med Dine sande Venner; Sindet maae saavel have Hvile og Opmuntringer, som Legemet. Men i hvo Du besøger, saa vei hvad Du vil sige førend Du taler. Hold Dig for god, til at finde nogen Fornøielse i at tale det mindste Ord til Fornærmelse for en Fraværende; om det end er Dine Pigers Feil, saa ret dem hiemme, men dadle dem ikke hvor Du kommer. - Budes Du til Giestebuder, saa søg ikke deri Din Vellyst, og endnu mindre lad den Tanke faae Sted, at Du vil giøre det bedre naar Turen kommer til Dig. Fra yppige Giestebuder og prægtige Anretninger, er mangen en Mand dandset i Slutteriet. Vogt Dig min Søster, at denne utilgivelige Daarlighed ikke faaer Magt over Dit Hierte. Forsamler Du Dine Venner til et Maaltid, lad Tarvelighed herske paa Dit Bord og Fornøielighed omringe det. Et velundt Maaltid af faae og jevne Rætter, smager tusinde Gange bedre, og er tienligere, end et opfyldt Bord med alle Konstens Anretninger. Ved de yppige og overflødige Borde fandt Mennesket aldrig den sande Lyksalighed. Betænk min Søster, medens de Vellystige trodse Naturen, og byder Konsten at erstatte dens formeente Mangler, medens nogle hundrede Rigsdaler ere smeltede til de forskiellige Rætter, med hvilke Dit Bord pranger, saa skriger nogle hundrede af Dine fattige Medmennesker af Hunger uden for Din Dør, hvilken Din Ødselhet kunne have stillet.

Tiende  Raad.

Lad Din Mands Velferd være Din, og forød ikke hans samlede Fortienester ved Moder og Daarligheder; Du staaer til Regnskab for en høiere Dommer over Anvendelsen af Din og hans Formue. Nægt ikke Din Haand hvor Du kan vise ham Hielp, vær sparsom uden Gnieragtighed. Vær Huusholder og stræb, som en brav Kone, for fælleds Vel. Hvad han samler maae Du ikke adsprede, og er hans Fortienester smaae, saa vil Din sparende Haand, Dit fornuftige Øie, og Dit gudsfrygtige Hierte, formere dem. Troe, Gud er riig, og at hans Velsignelser kan forvandle Krummer til Overflødigheder, men vær dydig og retskaffen.

Ellevte  Raad.

Anfør Dine Tienere med Fornuft, og byd over dem med Sindighed. De udrettede Dit Gavn med Fornøielse, og virke med Lyst til Din Velfærd. Vær ikke stolt imod dem og ringe agte dem, fordi de giøre Din Tieneste; de ere Dine Tienere og ikke Dine Slaver. Men vær heller ikke familier med dem, eller saa daarlig som mange af Dine letsindige Søstre, der drive Kammeratskab med dem den ene Time, og skielder dem den anden. Du skylder dem mere end Kost og Løn; ogsaa Fred og Beskyttelse under Dit Tag, love de sig. - Kan Du giøre dem lykkelige, saa nægt Dig ikke derfor; kan Du lære dem Sædelighed, Orden, Huusholdnings-Kunst, saa giør Dig deraf en Fornøielse, det er Din Ære, at Din Tienestepige, engang som Kone, bliver berømt for en duelig Ægtefælle. Foregaae henne med Dit Exempel, og hun vil af Din Fredsommelighed lære at blive from, og af Din Artighed at blive sømmelig; ja Du vil ved Din Fornuftighed og Sindighed giøre hende til en brav Pige, og i sin Tid til en duelig Kone.

Tolvte Raad.

Endelig min Søster, lad Gudsfrygtighed styre alle Dine Handlinger, Dyd og Fromhed ledsage dem, og en duelig Haand udføre dem. Saa skal Lyksaligheder strømme til Din Boelig; af Din Mands glade Aasyn skal Du læse hans kierlige Hierte til Dig; Dine Børn slægte Dig paa og elske Dig, og Dine Underhavende sætte Vinger til deres Fødder, og Troskab til deres Hænder, for at tiene Dig til Fornøielse; den fornuftige Verden skal ære Dig, og mange af Dine Søstre ønske at leve saa lyksalig som Du.

  V E N I N D E R N E

To gifte Veninder, omtrent af lige Alder og kiendt med hverandre fra Barndommen, havde den Lykke at komme til at boe i en Bye sammen; deres Vendskab kunde altsaa vedligeholdes, saa meget mere, da deres Tilbøielighed, som gode Koner, gik meest ud paa huuslig Flid og huuslig Glæde; og saa deri, at de bare begge en oprigtig Kierlighed og Høiagtelse for deres Mænd. De besøgte hverandre ofte i deres frie timer, men ei for at giøre Stadsvisitter, eller sysle Tiden bort med at snakke om deres Pyndt; nei, de kom i deres daglige Habit, meddeelte hverandre huuslige Raad, snakkede om Oeconomie og Sparsommelighed, eller hvorledes de skulle overrumple deres Mænd med en eller annen huuslig Fornøielse. Engang vilde de celeberere deres Mænds Geburtsdage, der indfaldt for dem begge to i en Måned. De bleve enige om at være forsamlet hos hverandre, for at ihukomme samme. Man kom overens om, at giøre et lille tarveligt Aftensmåltid for begges Regning. Mændene maatte ikke vide deraf, førend de bleve samlede ved Bordet, men da skulle de forkyndes det ved en Sang, som begge Veninderne havde været lige gode om at forfatte. Dagen kom. Forsamlingen skeede. Man sadde ved Giestebudsbordet, og Veninderne udbrød omsidder i følgende Sang, med Øinene fæstede hver paa sin Mand:
 

E f t e r  M e l o d i e:
Jeg fremmed her til Stedet kom

Velkommen glade Dag og Stund
Som skienkte Glæder for mit Hierte,
Du ene aabnede min Mund,
Til Sang, som Dyden selv mig lærte.
O elskte Mand! Din Dagen er
Jeg ofrer mine Følelser.

See fra i Dag Dit Haab, Din Flid
Velsignet af den evig Høie.
Hæld følge Din retskafne Iid
Og aldrig male Sorg Dit Øie.
Lev Dig til Gavn og mig til Lyst
Og aldrig trykke Sorg Dit Bryst.

Saa skal jeg mangen Morgenstund
Saa blid som denne Dig velsigne,
Og kysse sjeleglad Din Mund
Og ingens Fryd skal min da ligne.
Saa skal jeg nyde med min Mand
Den lykkeligste Ægtestand.

Og huuslig Glæde skal da boe
Med Ægtestandens hele Hæder
Uafbrudt mellem os i Roe
Saalænge Jorden vi betræder.
Men naar ei Tiden mere formaaer,
Jeg foran Dig til Engle gaaer.
 
 

Tilbake til hovedsiden