Marie W. forteller om sin morbror, presten W. A. Wexels.
Avskrift av "For Kirke og Kultur", Fjerde Bind, 1897, side 139 - 147:

LIDT OM W. A. WEXELS, HANS BARNDOM OG HANS MØDRENE SLEGT.

Den 29de marts 1797 blev Wilhelm Andreas Wexels født. Naar hundrede aar er gaat efter en fremragende mands fødsel, da sømmer det sig at opfriske hans minde, om det skulde være ved at blegne.

Da Wexels for ikke meget over 30 aar siden kaldtes herfra, da brød der frem fra en af hans disiples varme hjerte disse ord: "gamle Wexels' navn og minde skal gaa fra slegt til slegt i fædrelandets kirke, saalenge tiden varer, til en frydefuld og taknemmelig ihukommelse; det skal aldrig glemmes, saalenge der er kristne mænd og kvinder og børn i Norge". Alligevel synes det nu, som mindet om ham alt var næsten ved at svinde bort. Det synes altfor tidt, som om hans arbeide for kristenlivets vækkelse og vekst i vort kjære fædreland ligesom var sunket hen - for en tid. Nye størrelser, nye tanker og synsmaader griber sindene, og en stor del, kanske den største del, endog af den dannede, kristelig vakte ungdom kjender neppe engang hans navn, undtagen som - ja, der var forleden en, som nævnte ordet - som en "sagnfigur". Tager jeg feil kanske?

I en kommende tid tør der maaske falde klarere lys over, hvad han var og hvad han virkede.

Om W. A. Wexels' kirkehistoriske betydning og om hvor meget eller hvor lidet der kan merkes af den i vor tid, det skal jeg ikke tale om. Forskjellig vil den opfattes af de forskjellige.

Men jeg ved, at i stilhed rundt om i landet lever han i kjærligt og taknemmeligt minde hos saa mangen mand og kvinde, som i kirke og i hus, i forsamling eller i enrum tog imod hans trøst og undervisning i alvorlige og i milde ord. For i sjelden grad forsto han menneskehjertets trang og kamp, og intet var for ringe for ham, nei, ikke den mindste smaating engang, hvis den virkelig laa et andet menneske paa hjertet. Saa forstod han den sjeldne kunst at høre, at give tid, at lade hjertet fuldt faa oplade sig, saa han ikke skulde komme i skade for - som alt for tidt, sker - at give svaret uden fuld forstaaelse af spørgsmaalet.

Hans prækensamlinger og andre opbyggelige skrifter er da i brug endnu, om end mangesteds helt lagt hen. Det er en naturlig trang at høre forskjellige tungers tale om de samme dyrebare sandheder. Men kanske det ikke var af veien at tage Wexels lødige vidnesbyrd frem igjen engang imellem. Hans "Andagtsbog for menigmand", tjener endnu til trøst og opbyggelse for mangen enfoldig sjæl og bliver ikke let for gammel. Hans lille bibelhistorie, saa tiltalende for barnehjertet, er vistnok forlængst afsat, men for mange af os ældre staar den endnu i kjært minde. Jeg ved, der er ældre mænd og kvinder, som endnu gjemmer et lævende minde om saa mangt et ord i den, som: "Herren kaldte sig Abrahams Gud, og Herren er ikke de dødes, men de levendes Gud: saa lever den fromme Abraham endnu og skal med Sara sin hustru, udgaa af hulen paa den yderste dag"; eller om julen: "Hver vinter, naar julen kommer og det er koldt udenfor, da bliver det varmt i den kristnes hjerte, og han synger glad:

Aa, der var høitid over det!

Saa synges da jevnlig hans deilige: "0, tænk, naar engang samles skal", og jeg kan ikke tro andet, end at den egte Wexelske: "Tænk, naar engang den taage er forsvunden" endnu griber hjerter med underlig magt.

Det gamle erfaringsord om. gode og dygtige sønners fromme mødre staar for mig. Og jeg tør tro, at de mænd og kvinder som havde Wexels kjær, og mindes ham med tak, gjerne vil høre lidt, om den moder, han elskede saa høit, og om den ætt, hun udgik af, saavidt vi kjender den; saa meget mere tør jeg tro det, som

Wexels sikkert havde taget i arv adskillige slegtsdrag just fra den side.

Bolette Cathrine Wexels, født Balling, var sønnedatter af en kjøbmand Jørgen Balling, som levede i den lille by Præstø i Sjælland i første halvdel af forrige aarhundrede. Sønnen Emanuel, som bare var 10 aar gammel, da faderen døde, maa vel støtte sig til andres vidnesbyrd, naar han senere siger om Jørgen Balling, at han var "anset som et lys for sine medborgere"1) og nævner ham som en gudfrygtig mand, gavmild og raadgjæv, en støtte for de flittige, god at ty til for den fattige og den nedtrykte.

Jørgen Balling var gift med Bolette Cathrine Amunds. Om hende ved vi intet, bare, at hun døde tidlig fra fem børn. Emanuel, Wexels' morfader, født 1733, var da to aar gammel. Men Jørgen gifted sig igjen, og hans børn fik en god og kjærlig moder i hans anden hustru, "en stifmoder uden lige" siger sønnen. Men bare 7 aar varede den lykke. Da døde hun, og tredje dagen efter hendes egtefælle. Det var sorg over tabet, som knækkede ham, mener Taarup. Det vil vi da lade staa ved alt værd.

Det afholdte egtepars venner delte børnene mellem sig. Emanuel fik blive i sin fødeby, blev, synes det, alt som gut brugt til lidt kontorarbeide, havde daarlig skolegang, saa han trods lyst og gode evner lærte lidet. Som nykonfirmeret fik han plads som skriverkarl hos en godsforvalter, en god, oplyst og dygtig mand, som kom til at omfatte den unge Balling med faderlig godhed. Hos denne mand grundlagdes eller næredes ialfald Emanuel Ballings aldrig svækkede deltagelse for smaafolks kaar.

Senere fik Balling en fuldmægtigpost, vistnok daarlig lønnet, i Helsingør, giftede sig 1763 med Mette Marie Enghaven, datter af byens raadmand og postmester. I hende fik han en god livledsagerinde; klog og dygtig, retsindig, aaben og sanddru i al sin færd, kanske til tider lidt for djerv og streng, men i grunden hjertevarm, blev hun hans trofaste støtte gjennem mange aar. Og det kunde trænges, for uagtet Ballings rastløse flid blev kaarene nogsaa trange.

Mette Marie og Emanuel Balling. Malt av portrettmaler Jens Juel (1745-1802). Maleriene ble solgt ut av slekten til ukjente. Vet noen hvor de er?

Han prøvede mange ting, bryggede baade edikke og øl, men laa under for for konkurrencen. Helsingør havde intet bogtrykkeri, han anlagde et. Med kongeligt privilegium og med portofrihed ikke bare i Danmark og Norge, men ogsaa i Sverige, udgav han "Øresundske skipperlister", som tidens handlende fandt tjenlige.

Han oprettede et adressekontor og en "skriverstue", kort sagt, prøvede paa mangfoldig maade at tjene baade sig selv og andre. Muligt, at han at natur var mere idealist end prakticus, og at naturens magt ogsaa her viste sig som den sterkeste, for han maatte af økonomiske grunde opgive det alt.

Saa flyttede familien til Kjøbenhavn, hvor Balling vistnok fik en liden post, men maatte ved siden af, vel mest for det kjære brøds skyld, prøve sig som forfatter. Han udgav efterhaanden en mængde smaaskrifter, væsentlig for almuen. Det var fortællinger, mindeskrifter, religiøse afhandlinger, selskabssange og endog et skuespil, som blev anlagt for teatret. For prisskriftet: "Husmoderen eller den værdige landbokvinde" fik han "det kongelige landboselskabs første sølvmedalje.

Neppe har noget af hans skrifter ret længe overlevet sin forfatter. Det var trangen, som. nærmest drev ham til at skrive og der havde aldrig været levnet ham tid til at indsamle de kundskaber, som hans livlige aand tørstede efter. "Almenvellet" var et ord, som laa paa alles læber; blandt dem, hvem de ogsaa virkelig laa paa bjertet, tør vi regne Balling. Navnlig tænkte han paa den bondestand, hvis fornedrelse under trællekaar, han pinlig havde lært at kjende i ungdomsdagene.

I Kjøbenhavn fik han i gang en skole med fri undervisning for fattige pigebørn: "Det søsterlige velgjørenhedsselskabs skole" som laa ham meget paa hjertet. Han formaner børnenes velgjørerinder, at de ikke maa sætte dem "stadsmønykker" i hovedet, men arbeide til deres sande gavn. De skal undervises i fædrelands-, verdens- og naturhistorie, religionskundskab, skrivning og reining, samt i alskens haandgjerning, baade simpel og fin, baade skrædddersøm og brodering; om muligt ogsaa i lidt hustel, "hvorledes det gaar til i et kjøkken", og "hvorledes mad laves i borgerlige huse".

I det hele synes han at have havt øie for, at skal folket løftes, maa kvinden løftes. Derfor blev ogsaa hans egen datter en efter tidens leilighed oplyst og aandsdannet kvinde.

Emanuel Balling var en religiøs natur, nærmest vel præget af tidens rationalisme, men som det synes, med et lidet skjær af en klarere kristelig erkjendelse. Mulig, at hans personlige venskabsforhold til den kjække og kristelige kaptein Fredrik Lütken, kjendt af sine vakre "Hellige opmuntringer" kan have havt indflydelse paa ham. Ved flid og orden bedredes vistnok hans økonomiske stilling efterhaanden. En tid redigerede han Kjøbenhavnerbladet "Aftenposten". Om det var i hans tid Wessel drillede bladet med sit bekjendte:

Den skikkelige Balling kunde neppe staa for det Wesselske vid. Thomas Taarup, der stod som den mere jevne og nøgterne i en tid, da mindetaler og mindeskrifter ellers flommede over af høitravende lovord, mener, at Balling havde "herlige naturgaver", som under andre livsvilkaar kunde udviklet sig til noget større.

Balling døde 1795, agtet, afholdt og savnet i en vid kreds. Hans hustru var død 2 aar tidligere. Af deres 7 børn overlevede de 3 forældrene. Det var sønnerne Emanuel og Jonathan og datteren Bolette Cathrine, gift flere aar før med Fredrik Nannestad Wexels, dengang forvalter ved glasmagasinet i Kjøbenhavn og bosat i byens toldbodgade, hvor W. A. Wexels fødtes 29de marts 1797.

"Det gamle hus i toldbodqaden"!" det var med et eiendommelig kjærligt tonefald "gamle Wexels" udtalte de ord. Saa gik der en lysning over hans ansigt, i øine og om mund: minderne fra barndomshjemmet mødte op i flok og følge, og det var, som han vilde samle dem alle og favne dem i kjærlighed. Han har selv sagt, at hans "barndomsminder var de almindelige" 1). Men de var nu hans, og det laa i høi grad til Wexels' at gjemme og elske "gamle minder". Naar saa er, da har baade smaat og stort betydning for livet.

Hvad var det saa for smaaminder, som gav lys i øiet og smil om munden, naar "gamle Wexels" lod tanken dvæle ved barndomshjemmet og vel allermest ved den elskede moder? Kunde han endnu ligesom føle hendes bløde haand og høre hendes milde røst: "Wilhelm! du falder isøvn min dreng!" naar han, den stilflærdige lille, altfor tidlig træt om vinterkvælden, holdt paa at falde isøvn over bogen eller over sine egne tanker (han havde hang til det), og hvorledes han saa med engang prøvede at se spillende livlig ud og forsikrede: "nei, jeg sover ikke! jeg bare lukker øinene!"

Familiens sommerophold i eller ved Fredriksdal stod særlig tiltalende for Wexels erindring. Naturligt! friluftslivet uden skoletvang var da som nu lysteligt for barnet. Den store kjærlighed til naturen og naturskjønhed, som, altid var levende hos ham, spirede og næredes derude, hvor vistnok moderen med den fine skjønhedssans aabnede børnenes øie for dens herlighed i stort og smaat. Vist mindedes han ogsaa, hvorledes han piltede med moder og søstre tit "blegedammen", hvor hun selv ordnede og stelte med tøiet, ogsaa med den lange dugdreiel, som endnu, sømmet og navnet af hendes haand, trodser tid og slid. For "alt, hun gjorde eller lod gjøre, var velgjort", gjennemført orden og nethed var i alt, hun tog sig til: hun "kunde ikke" gjøre det anderledes. Den udprægede ordenssans havde, som bekjendt, ogsaa Wexels.

Mon han kunde mindes, hvorledes denne moder med det dybe længselsfulde hjerte kunde sidde alvorsfuldt optagen under lange samtaler med "engelskpreste" 1), tørstende efter klarhed over livets allerstørste spørgsmaal? Den lille gut skjønte ikke dengang hvad de samtaler gjaldt, det, som siden blev kraften i hans eget liv.

Endnu paa hans gamle dage stod det, klart for ham hvorledes denne moder laa mild og taalmodig paa det sidste aarelange sygeleie, ogsaa da omsorgsfuld for alt og alle. Lys og hjertevarm som hun var havde hun altid trukket ungdommen til sig og hjemmet, og endnu laa det hende paa, at hendes sygdom. saa lidet som muligt skulde gjøre forstyrrelse; mand og børn trængte opmuntring og hygge, mente, hun, saa vennerne maatte komme der som før; selve sygeværelset holdtes saalænge som muligt aabent ogsaa for vennekredsen. Trods de mange tunge søvnløse nætter var der fred og lys derinde for børnene og godt at ty derind for børnene, især da faderen ofte nødtes til at være borte fra hjemmet.

I aaret 1807 var den lille Wilhelm heroppe i Norge, kom først hjem til Kjøbenhavn om høsten. Han skulde prøve sjoen, da der havde været tanke paa, at han skulde blive Sjøkadet. Han var altsaa ikke i Kjøbenhavn under bombardementet. Men mon han ikke siden mindedes den dag, da han kom hjem? Han var neppe kommet ind af døren i "det gamle bus i toldbodgaden" - som havde været noksaa udsat for ilden - og ud af moderfavnen, havde ikke tid til at hilse paa andre eller faa reisetøiet af, før han udbrød: "naa! I har jo havt engelskmanden her? ja jeg skulde bare været hjemme!". Om han mente, at saa skulde han nok have gjort det af med "engelskmanden", det ved jeg da ikke; men der var en trang i den lille guts bryst til at have været med at værne hjemlandet: kampmodet luede i hans øine.
I almindelighed var han stille og gik meget for sig selv. Saa har han selv og hans nogle aar ældre søster sagt. Men han kunde ogsaa lade sig opkvikke, kanske bedst, naar hans glade joviale morbroder Jonathan holdt spas med ham og endog fik ham til at "gjøre vers paa staænde fod". Wexels mindedes altid kjærlig denne "lille morbroder" og sendte mangt et venligt blik op til hans billede, som han havde paa sin væg, og ligesaa til det skjønne oljemalede af morfaderen Emanuel Balling, som han jo aldrig havde sæt, en kjendte af moderens fortælling om sine forældre, den milde fader og den strenge, men ikke mindre elskede moder. Dette hørte jo ogsaa til Wexels' barndomsminder. Han har ogsaa stundom taget billedet ned og læst verset, hvormed bedstefadere overgav det som fødselsdagsgave til sin datter, den gamles yndling, Wexels' fromme moder. Det staar der endnu med den kjække gamle haandskrift paa det gulnede papir:

Den ældre morbroder, Emanuel, "store morbror" 2), var en alvorlig herre. Han var sygelig, kunde sige skarpe ting og havde stundom noget stødede i sit væsen; børnene turde ikke saa frit nærme sig ham som broderen. Men han holdt af dem og mente det godt med dem; det forstod ialfald de ældre. Han var i grunden en dyb natur med stort religiøst alvor, følte selv trykkende mangler og frem hævede altid broderens fortrin, ikke at tale om søsterens. Hende satte han overmaade høit. I brev til den ældste søsterdatter, som efter moderens død var kommet. herop til Norge, udtaler han sin taknemmelige glæde over, at hun holdt af ham men "usigelig meget mere", glæder det ham, at hun saa ømt gjemmer sin moders minde, den moder, han saa skildrer i varme træk. Og i samme brev: "Du maa holde ti gange mere af Jonathan end af mig, for han er 10 gange bedre". (Det lignede noksaa meget Wexels at sige og mene saadant).

I aaret 1809 kom tunge dage for børnene i "det gamle hus", moderen døde, mens faderen her i Norge laa syg af nervefeber. De dage glemtes aldrig. Og saa, da denne gode fader maatte flytte herop og tog de to døtre med, mens sønnerne blev tilbage, den ene ved universitetet, den anden, 12-aaringen Wilhelm paa skolen, da det. kjære barndomshjem lukkedes, de kjendte hjemlige ting stuvedes ombord paa den skude, som. skulde bringe dem til det nye hjem i Norge, men som, aldrig kom frem 1), da blev det saa underlig tomt for den følsomme lille gut, der lagde seg som en sløvhedsaand over ham. "Forbi" -skriver han selv - "forbi var saaledes livet i fædrehuset, livet ved det moderhjerte, til hvilket jeg i senere aar saa ofte længtes tilbage" 2).

Den 10 aar ældre broder Hans Emanuel, havde faat sin studenterhybel i toldbodgaden, i det hus, hvor ogsaa han havde sine lykkelige barndoms- og ungdomsaar, og forberedte sig der til teologisk embedsexamen. Wilhelm var sat i huset hos en kvindelig slegtning, som var god og kjærlig mod den moderløse, men ikke havde kraft nok til at holde ham til flid.
Og han havde tabt sin tidligere lærelyst, tabt i grunden lyst til alt, livet var tomt for ham, og saa blev han "kjed sig".
Den strenge morbroder Emanuel roser ved den tid søstersønnen Hans for hans flid og for hele hans vandel. Men for Wilhelm er han hel ængstelig: "Den kjedsommeUghed, der har udbredt sig over hans hele væsen, er intet glædeligt foforbud paa en lykkelig fremtid", - - "kun saare faa ting kan more ham".

Der skulde dog snart komme en forandring. Efter sin hjemkomst fra en reise begyndte den ældre broder for alvor at tage sig af ham. Først blev han rigtignok helt forskrækket. Da han havde undersøgt Wilhelms skolekundskaber, udbrød han: kast bogen og tag høvlen dreng! Men heldigvis holdt han alligevel gutten til bogen. Og lidt efter lidt lykkedes det ham at faa liv i ham. Sikkert har han talt til ham om moderen, som elskede sin lille Wilhelm saa høit og haabede saa godt for ham, og om faderen, som nu, trykket af sorg og tab, trængte til at faa glæde af sine sønner. Saa maatte Wilhelm hver morgen lægge veien til skolen om toldbodgaden - en dygtig omvei - for at lade sig "prøve i dagens lectier". "Det var, skriver Wexels, selv, som om skolegangen maatte paany begynde fra barnets hjem for at for at komme i ret skik". Morbroderen glæder nu hans søster med, at "Wilhelm viser udmerket flid" og nu neppe vil faa tid til at "ennuere" sig. Han tilføier som noget der falder af sig selv: "hans kjærlige morbroder Jonathan gjør alt for at fornøie ham".

Den gode broder døde i sit 26de aar som teologisk kandidat. Men Wilhelm havde faat smag paa at være flittig. En flidens, arbeidets mand blev han alle dage.

Jeg skulde slutte disse meddelelser; men jeg maa faa lov til med faa ord at nævne den sidste sommer han levede, da han - ogsaa for sidste gang - gjæstede den søster, som bedst kunde dele barneminderne med ham.

Det var ved hendes guldbryllup. Hele familien, store og smaa, var samlet i det tarvelige hjem oppe paa landet, som gjennem aarene saa mangen gang havde været et hvilens sted for Wexels, baade for hans aand og for hans legeme.

Da skinnede hans store hjertelag rigtig frem, sterkere, tror jeg, end nogensinde, baade naar han talte for og med det lykkelige gamle brudepar, saa mildt til de yngre eller legte med børnene, som tumlede om ham og kravlede op paa hang knæ og skulder, to tre stykker sommetider. Da kunde han se op saa inderlig glad, skjønt sprængrød i ansigtet af anstrengelsen.

Om han saa indimellem gik taus og alvorlig, saa vidste man, det kom ikke af nogen misnøie. Ofte just da faldt hans blik iagttagende snart hen paa den ene, snart paa den anden gruppe med kjærlig opfattelse af hver enkelts tarv og trang. Alligevel var der kommet op en ængstelse hos ham, om hans taushed kanske havde lagt tryk paa nogen. Saadan var han.

Men da han var reist - ingen anede, at det var for sidste gang - og en af hans søstersønner, den, som bærer hans navn, sagde: "jeg synes gamle onkel gik som en engel iblandt os!" da ga han ord for de manges tanke og følelse.

Han udbredte velsignelse om sig, og hans minde er velsignet.