Kiøbenhavns Aftenpost
1795. 24. Årgang No. 39 - 40
Det søsterlige Velgiørenheds Selskab
******************************

Iblandt de ved den formedelst saa megen skiøn uegennyttig Daad, og formedelst sin Blidheds Aand mærkelige Emanuel Balling tilveiebragte Anlæg, er dette Selskabs Stiftelse det vigtigste. Den Dag paa hvilken Landets tilkommende Styrer ved sit Bryllup begyndte et paa huuslig Lyksalighed riigt, i Kongeboliger almindeligen ukient Liv, fortiener at være Festdag i Menneskevennens og Patriotens Hierte. Og det er den rette høitideligholdelse at man øver gode Handlinger. Kan denne Dag, spurgte Balling sig selv, værdigere mindes, end ved en Underviisningsanstalt, hvor man søger at danne den uformuende Middelstands Døttre til at vorde skikkede til at udsaae i deres tilkommende Kredse huuslig Hæld. Og med smaae Bidrage fra mange Hænder, kan meget i denne Henseende udøves. Han virkelig giorde sin Idee; dette Selskab opstod. Han saae det i sin skiønneste Vext. Da kalte Alherren denne ved virksomt Liv udmærkede Mand igiennem Døden til nye Virkekredse. Dette Selskab skyldte hans Minde en høitideligholdelse, og denne foretoges onsdagen den 6. Maj 1795 på Bryggernes Laugshuussal om Aftenen Klokken 8 ved Minsange, Tale og hans Biographies Kundgiørelse. Talen holdtes af Hr. Professor Thaarup, og vorder her under Selskabets Historie indrykket.

Allerhøistærede!

Som i Vandet een Overflade er hos den anden saa er et Menneskes Hierte hos det andet. Dette er et af de ypperste af Salomons Tankesprog ligesaa sindrig som paa Lærdom frugtrig. Man henstille sig i Tankerne en skiøn Foraarsdag ved en Søe, tænke sig dens Vandmasses utællige mange Draaber, tenke sig deres Sammenhæng, deres Forening i at udgiøre ikkun en Overflade. En liden Steen udkastes; straks viser sig den hele Sammenholdenheds Egenskab, at den halve Søe eller en stor Deel deraf føler det når en Plet røres. Strax er Vandet i den yderste Bevægelse. I de skiønnestharmonerende Ringe eller Kredse gaaer Bevægelsen fra Deel til Deel af berørte Flade. Saa burde Blidhed og Fred og hierteligt Samfunds Baand og harmonisk Ynde, være Menneskekredsens Egenskaber. Paa den skiønne Søes Speil maler sig det tilgrændsende Landskab på Naturkraft rige Billeder. Saa aftegne sig og Aands Prydelser og Lyksaligheds Glæder i sammenholdende Menneskesiele. Paa Søen er de ved Steenkastet opståede Kredse snevrere og Bevægelsen større nærmest ved den trufne Partikel, men jo længere borte fra Middelpunkten, desto mindre Bevægelse, desto videre Kredse. Saaledes og i det menneskelige Selskab. En glædelig Begivenhed eller et sorgfuldt Uhælds Stød giør, liig Stenen i Vandet Bevægelser paa det trufne Menneskes Omkreds i større eller mindre Grad, eftersom hans Forbindelse med andre enten er snevrere eller længere ude. O! at dette Salomons yndige Billede var afpræget med uimodstaaelig Udøvelseskraft i hvert Menneskes Hoved, o! at hvert Menneskes Hierte var hos Brødrene og Systrene! o! at blid Hjelpsomhedsaand besielede alle! o! at enhver flettede Lyksaligheders Blomsterbaand til fælles Prydelse for alle!

Ikke længe siden saae dette Selskab den utrættelige, virksomme, den blide Emanuel Balling; men ak! nu savner vi ham. Maatte hans ædle Daads Ånd, hans uegennyttige Gavnelyst, hans Blidhed være vore uadskillige Ledsagere i vore Bestræbelser, at fræmme det af ham begyndte Gode. Vor Skoles Tarv, disse vore kiere Pigebørns Dannelse til lykkelige Mennesker, Dyds og Dueligheds Fremelskning i deres Siele, var et af hans Arbeiders vigtigste Formaal i hans sildigere Dage. Vort Selskab med dets Skole var derfor af de ved Baand og Forbund med ham dannede Menneskeligheds Kredse, een af dem der som ham nærest og kierest, fik efter Salomons Billede størst Beængstelse ved hans Død. Derfor denne vor Samling til hans Minde.

Uagtet Landets Oplysnings Anstalter vare usle, uagted man isteden for at see Omhyggelighed for Talenters Fremlokkelse, Udvikling og Forædling, fandt Hindringer der ofte neddæmpede, eller forqvaklede, eller afmægtiggiorde det duelige Hoved, uagtet alt dette tilvandt Ballings heldige Naturgaver sig dog den Seier at det hialp ham til at blive, da hans Omtumling paa forskiellige Levebrødsveie bragte ham dertil, en for en stor Menneskeklasse gavnlig og moerende Skribent og Forberedning for andre seenere opstaaende under hældigere Omstændigheder fremkomne Mænd. - Uagtet Kamp mod ringe Kaar, uagtet hans Udkommes Kilder var saa svagtrindende at de ikkun netop vare tilstrækkelige til hans og Huusfamilies Ophold, uagtet Vanheld i mange hans gavnlige Anlæg, var han dog en saare lykkelig Mand, fordi han havde giort sig Blidhed, og Taamod og haabefuld Fortrøstnings Aand til sine ufravigelige Ledsagere, og fordi han krydrede sit Livs Nydelse nu med at mottage den nødlidende Fattiges ved hans Forbønner af andre vederqvægede Mands Tak for tilveiebragt Hielp, nu Venners Gienlyd for hans paa Venskabs Alter frembaarne Daad, nu den Glades Tak for skyldfrie Moroe.

Men jeg bør ikke dvæle ved at skildre her Manden og hans Daad, for ikke at gjentage hvad jeg i hans Biographie har sagt. Jeg henviser dertil , og her blot udbeder mig at maatte høres med Overbærelse for mine Evners Ringhed, naar jeg taler nogle Ord om den værdigste Maade at høitideligholde elskte og vigtige Merdborgeres Minde.

Det være mig tilladt at begynde med en Aftegning af det Ideal som uden Tvivl ethvert mindeværdigt Menneske stræber at naae.

Den sande Dydige giør sig på det nøieste bekiendt med Alherrens Love og Hensigter, og i at stræbe efter deres Opfyldelse viser han sin evige Velgiører det værdigste Takoffer for Gaven af Livet med dets Glæder. Idelig har han for Øine et Regnskabs Aflæggelse: hvad har du giort for Sielens og dens Evners Forædling, hvad til Sielens Tilvext i Fuldkommenhed; Forstandens Vext i Kundskaber, Villiens Tilvext for nidkiere Følelser til gode Gierningers Udøvelse, hvad til Sielesvagheders Udeholdelse, til Sandheds Kundskabers Erhvervelse, Vilfarelsers Forebyggelse, Fordommes Oprykkelse; og nu Regnskab for Legemet, hvis Tilstand har saa ufattelig Virkning paa Sielens; den Næring der opholder det, den Fryd der vederqvæger det, den Virksomhed, der giver Sundhed og Styrke, den Roe, der opfrisker det, den Orden i Nærings Nydelsen, i Glæderne, i Virksomheden, Hvilen, det giør alt harmoniskt; og nu Regnskab for de Eiendomme, den Formue, du enten ved Arv har erholdet, eller ved Flid erhvervet, eller ved heldige Foretagender er tilflydt; det er dig betroet til riig Udsæd for dine Medmenneskers og Statens Vel, hvorledes er Udsæden skeet? Har du giort imod andre hvad du ønsker at andre skulde have giort mot dig, naar du var i deres Sted? har velvilligt Broderhierte været din Adfærds, dit Forholds Styrer? har din Barmhiertighed været ledsaget af Retferdighed og af Klogskab? Disse ere hans Spørgsmaale. Sligt Regnskab affordrer den Dydige sig for hver Handling, og dette er en Grundvold, der giør hans Bygning saa fast; dette er Aarsag til at han stedse er rede til Afreise, naar Alherren byder ham forlade denne Verden, for at arbeide i nye Virkekredse. Med Selvtilfredsheds Mod, med Hengivenhed til sin evige Velgiører, med sine Efterladtes Overgivelse til Algodhedens Forsorg, følger han Dødsengelen, naar denne udsendes for at afhente ham. Thi blid er Engelen og vennehuld. Ikke kommer Engelen, sier en af vore ypperste Digtere,
"i Skikkelse som syndigt Mismod ofte sig forestiller ham. Ætherisk Glands langt mere skiøn, end Sandselighed sig kan bilde den, omgav ham. Et Smil end sødere end det, hvormed en Moder modtager første Gang sin Spædes Giensmil gav denne Engels Aasyn himmelsk Blidhed. Det sees i hvert et Træk at han er ikke den Dræbende, den Livs Tilintegiører, som han ansees for, men et Sendebud, som ikkun lader Himlens Yndlinge fra jordisk Halvliv ind i sande Livs og Glædes lyse Egne." -

Erkiendtligheds og Venskabs og Længsels Præg i de Efterladtes Aasyn er Gienskin af den Prydelse Mandens Daad viste sig udi, og vore sanddrue, ved Hiertets Bud fremkommende Taarer er en ham os og ikke uværdig Maade, at mindes ham paa.

Men at forestille os hans Dyder, især hvor de virkede os til Gavn, at rodfæste tilligemed Taknemmeligheden, varmeholdende stadige Forsætter at ville giøre hans ædle Daad til Mønster for vores, at følge hans lyse Exempel, det er en uendeligen høiere Grad af Erkiendtligheds Yttrelse for den Bortreistes Minde.

Svagheder, Feiltagelser er Menneskehedens Lod. Hvorledes er den Dydiges Kamp? hvorledes er hans Rustning? Betragt og igiennemtænk denne Sag; atter finder du Menneske en Skole til din Dannelse, atter her finder du Leilighed til at udlede Regler for din Vandel. Ogsaa deri kan du søge Leilighed til værdigt Minde om din elskte bortreiste Ven.

Endnu et Minde af høi Værd er at man agter paa den Blomstersæd han udstrøede, der ikke kom til fuld Modenhed inden han bortflyttede, at man vogter den med venskabshuldeste Omhyggelighed. Saaledes er det værdigste Minde dette Selskab kan stifte sin Ven EMANUEL BALLING, at lade hans velvillige Øiemed med vor Skoles Oprettelse, gode og duelige Pigers Dannelse, være os også et helligt Formaal. Et søsterlig Velgiørenheds Selskab stiftede Balling, og dette Selskab bør være rodfæstet urokkeligt. Pigebørns Opdragelse er et af de værdigste Formaal der frembyde sig at tænkes paa ved Ideen om sligt et Selskabs Oprettelse. Balling begyndte dermed som med en af de letteste udførlige Grene for Søsterdyds, Søstervelgiørenheds Bestræbelser. Med takfyldte Hierter for den Leilighed han ved Ideens Fremlæggelse aabnede, til med en liden Skierv at virke fælles Bidrag for saa stor en Hensigts Opnaaelse, sværge Søstrene her ved hans Minde, at lade Skolens og dens Pigebørns Beste være dem en Hiertesag; og at lade om mueligt, Selskabets Virkekreds udvides til flere Grene af Søsterdyds Formaale.

Men hvad er det for tryllende Billeder min Indbildning lader mig øine. Jeg synes at see ved et systerlig Selskabs Bestræbelser at Uskyldigheden, denne qvindelig Fuldkommenhedsypperste Veninde, vinder flere og flere Hierter; jeg synes at see Arbeidsomhed, denne Sundhedens beste Ven, en af Selvtilfredshedens værdigste Hielpere, Kiedsomhedens Rodoprykker, hersker i hver Bolig. Jeg synes at see enhver Dyd i Forening med Kundskabs Lyst at giøre store Erobringer; og de lede Spøgelser, Forfængelighed, Flanesyge, Letsindighed, Ladhed, det Uhyre Frækhed, de ræddeligen fæle Vanskabninger, der ellers underkuer saa mangt et qvindelig Bryst, de ere paa Flugt, dem er tilsvoret Undergang. Jeg synes at høre høitlydende Stemmer, saa skal Ballings Minde hædres. Jeg har nevnt som den værdigste Mindemaade, at den elskte Vens Dyds Exempel afpræger sig i hans efterladte Venners virksomme Daad, til Lyksaligheds Udbredelse og til Menneskekredsens harmoniske Forening, liig hine omtalte Vandkredses. Ikke behøver jeg at anstille Sammenligninger imellem denne Mindemaade og Pantheonske Æreminder eller de mange slags Gravminder.

Elskte Pigebørn! Vor tabte Ven, Emanuel Balling, var eder en faderlig Velgiører ved sin Omsorg for eders Vel, for at danne eder til duelige og oplyste og lykkelige Mennesker, og for at skaffe eder Adgang til de skyldfrie - o meget mere til de eneste sande, de eneste virkelige, de eneste Mennesket værdige Glæder; den Lyksalighed at være dydige, nyttige, oplyste, tænksomme. Dertil sigtede hans Anlæg. Han forstod det. O forstaaer og føler dette dybt og uavladeligen: der er ingen Lyksalighed eller sand Glæde til uden Eftertanke og Oplysning. Heller ikke kan Menneskene være virkeligen, i det mindste ei med Sikkerhed, nyttige i Livet, uden ved Veiledning af en oplyst, øvet, dyrket Forstand. Uden denne er selv Dyd, selv Gudsfrykt kun Tant, kun Maskinverk, Abespil. Uden denne staae I, endog trods redelig Hensigt, stedse i Fare for at handle taabeligen til egen og andres Skade isteden for til Gavn. Dette indprentede vor Skoles Stifter eder, han giorde det begribeligt og klart for eder, han ledede eder til at vorde dydige, nyttige, oplyste og forstandige. Derfor var han og eder saa kier. Derfor fortiente han at være det. Det bedste Takoffer, I kunne yde hans Minde, er at frygte Gud, elske Dyden, hige efter nyttige Kundskaber, bestræbe Eder for Dueligheds Erhvervelse, pryde Eder med Arbeidsomheds skiønne Blomster, og vorde Fædrenelandets gode Borgerinder. Lyksalighed og sande Glæder ville I indhøste ved saadan Vandel. Ballings Aand vil i hine Udødelighedens Egne fryde sig derover.

Alfader! du som ved at skienke os Liv, hensatte os til uudtømmelige Lyksaligheds Kilder, vi føle ufattelig Godheds Udflydelser, vi føle at om vi end kunde frembære dig det meest virksomme Livs ypperste Frugter, om vi end allerbedst mueligt nytte din Gave Livet, om vi end allergladest øse af Lyksaligheds rige Væld for os og andre, om vore Evners Brug end uadeligen er skeet, om vor Virkekreds end var fuldt besaaet med gode Gierninger, vi føle ydmygeligen at om end dette høieste Maal som takfyldte Skabninger formaaer at øine hen ud til, var opnaaet, saa var Alt dog et Intet imod dine Velgierninger, Alt var dog kun hvad vi vare pligtige at giøre. Og naar de af dig, du ufattelige Evige, givne Naturlove fremkalde Døden, da er det ikke andet end en Omskiftning af Virkekreds, et nyt Livs Aabnelse, nye Velgierninger af høiere Art. Alfader! din uendelige Godhed giver os Mod til at anraabe dig om Kraft til det værdigste, det meest pligtopfyldte Livs Hendragelse paa denne vor Bane, saa at vore tilkommende Udviklinger kunne vorde hvad du bestemte dem til, vorde lyksalige. Vi bede dig om Kraft til at kunne være stedse rede, at vi kunne med hengivne Hierter modtage Døden som en Ven, naar din Viisdom udsender den.

* * *

Sangene vare af Hr. Fred. Høegh Guldberg, som har givet Samtykke til deres innrykkelse:
 

Musiken var sat af Hr. Barth, junior. Til slutning overraskedes Selskabet ved dets Medlems Jomfrue Ph. S. Holsts Sang af følgende Ord:
 

* * *
Ballings efterladte Familie ere alle enige i at denne Aften var den høitideligste og behageligste i deres Liv - ikke formaaer den at udtrykke de erkiendtlige Følelser, som skyldes saavel hele Selskabet i Almindelighed, som Hr. Professor Thaarup, Hr. Guldberg, Hr. Barth, Madam og Jomfrue Holst, samt de øvrige ædle og skiønne Sangersker i Særdeleshed.

Hr. Professorens skiønne og blomstrende Tale vedligeholdt uden Tvivl hos alle Tilhørere en Opmærksomhed som desværre! nok ikkun faa offentlige Talere skal kunne rose sig af, og Hr. Guldbergs ynderige og vennehulde Sange, der vidner lige høit om hans gode Hierte og digteriske Aand fremlokkede, da de bleve afsiungne af sligt et hæderligt Chor, alle disse Sielens ømme og blide Følelser, som sætter det tænkende Menneske i den alvorlige og tillige behageligste Sindsforfatning, - o, hvor skiøn! o hvor frydfuld var ikke denne Scene! hans Børn glemte Tabet af en elsket Fader, hans Venner Savnet af en øm Ven! slig en uskyldig og ukonstlet Mindehøitidelighed opvækker taus, men sand Fryd i det det fierner Hiertets skjulte Sorger, fremkalder nu og da en Taare, som helliges Venskab, og præger en stedsevarende glad Erindring om sig dybt ind i det erkiendtlige ierteHierte.

Til Slutning maatte det være mig tilladt at tale nogre faae Ord til Fordeel for det søsterlige Velgiørenheds Selskab selv. - Ikke haver jeg selv den ringeste Deel i dette Selskabs Bestyrelse og mange kunde altsaa paastaae at sligt var mig uvedkommende; men jeg kan ikke forestille mig at nogen Indretning, som synes at være Fædrenelandet til Fordeel, kan siges at være nogen dansk Borger uvedkommende. - Altsaa: denne yndede Stiftelses Varighed og Styrke beroer uden Tvivl ligesaameget paa Velgiørerindernes Antal, som Skolens kloge og indsigtsfulde Bestyrelse ; hvad det sidste angaaer, betrygges Publikum sikkert ved den nuværende Direction, men paa det Antallet af Velgiørerinder aldrig maae formindskes, men stedse, stedse formeres, da skynder eder, alle gode danske og norske Piger! skynder eder, hver med sin Blomst at indflette i hine skiønne Krandse, som eders værdige Forgiengere saa yndefuldt sammensnoede med søsterlig Velgiørenheds stedse uopløselige Baand! dvæler ikke naar eders Hierter byder eder at ofre en Skierv paa Menneskelighedens Alter til mindre lykkelige Medsøstres Vel! de saligste Frugter i Fremtiden af denne eders Handling skal opfylde eders glade Forventning! lykkelige, ved eders Daad lykkelige Søstre skal paa forskiellige Livets Veie tilsmile eder Tak fordi de bleve sat istand til at handle og tænke, som fornuftige og dydige mennesker. - O! kan nogen Idræt tænkes skiønnere end den , at opvække Høiagtelse for Pligterne og Tilfredshet i Medmenneskers Bryst? - Skynder eder derfor, alle I gode Piger! hvis Barm opflammes af Kierlighed til Dyd, lader aldrig vrange Fordomme eller træg Ligegyldighed holde eder fra en Handling, som hædrer eders Forstand og Hierter og erindrer eder, at et søsterligt Velgiørenheds-Selskab aldrig kan blive for talrigt.

* * *

Anmeldelse:

Under Titel: Den virksomme Emanuel Balling, beskreven af Frederik Thaarup, er Selskabets Stifters Biographie udkommet, og sælges til Indtægt for Skolen for 4 Mark indbunden, tilligemed Portraitet, hvilket og enkeltviis kan faaes for 3 Mark Stykket i Stiftelsen paa store Kiøbmagergade No. 92.
 

Tilbake