T
Kristian Delphin Wexelsen
-------

Landskabsmaler Kristian Delphin Wexelsen er født på Thoten den 24de Marts 1830. Hans Forældre var Student og Gaardbruker Wexel Hansen Wexelsen og Hustru Lovise Marie Wexels, en Søster af den ædle, elskværdige gamle Præst Wexels ved "vor Frelsers Kirke" i Kristiania. Kristian Wexelsen var den næstyngste af 8 Sødskende, voxede op i et godt, kristeligt hjem og tilhører en rigt begavet Slægt. Den aandfulde Forfatterinde Marie Wexelsen er hans Søster. Allerede under Barnelegen røbede han Lyst og Anlæg for Tegning; naar han sammen med sine Søskende fik Blyant og Papir til Underholdning, skulde der altid tegnes, og da lød det altid fra de ældre: "Kristian er den flinkeste - Kristians Tegning er den bedste". I en ung Alder lagde han sig efter Sprogstudiet, som det Arbeide, der passede bedst for hans Evner og Kræfter, og hvortil han efter Lærernes Udsagn havde ualmindelig Begavelse; saaledes sagde hans Lærer i Engelsk, Mr. Sharpe, om ham: "Jeg behøver aldrig at sige Wexelsen en Regel mere end en Gang, og hans engelske Stile er saa gode, som jeg skulde have skrevet dem selv".

Naar han på sine Studiereiser i de senere Aar mødte Engelskmænd, blev han ofte spurgt: "Hvorledes er Hr. Wexelsen kommen til at tale saa godt Engelsk?" Paa Reiser i Tyskland blev han taget for Tysker. Mest interesserede han sig dog for sit eget Lands Sprog, derfor havde han sin store Glæde af at studere dets Kilder - Oldnorsken og Landsmaalet. Hans Interesse for Tegning tiltog gjennem Ungdomsaarene, og da Landskabsmaler Ekersberg havde seet hans Tegninger og Skitser, raadede og opmuntrede denne ham ubetinget til at blive Kunstner, hvorfor Forældrene i Begyndelsen af 50-Aarene sendte ham til Düsseldorf. Her blev han Gudes Elev, og paa Lærerens Anbefaling fik han snart et mindre Stipendium. Senere havde han et saa grundet Haab om at erholde et større Stipendium, at han paa Venners Raad laante Penge og reiste til Düsseldorf igjen, men paa Grund af Særegne Omstændigheter gik ikke dette Haab i Opfyldelse, og nu tog hans Onkel Præsten Wexels sig af ham, saa han kunde forblive i Düsseldorf i længere Tid. I det hele var han i Düsseldorf i 7 Vintre.

Naar Sommeren kom, pakkede han sin Kuffert og drog som Trækfuglen mod Nord, hvor han tilbrakte Tiden dels i det kjære Hjem - Sukkestad på Thoten - dels omkring paa Studiereiser i de lune, solfagre bjerkrike Egne omkring Mjøsen, Ringerike, Kristiania- og Drammens-Fjorden. Imellem kunde han ogsaa gjøre en Afstikker til Høifjeldet, hvorom hans Billeder "fra Høvringen" og "Rondane" kan fortælle. Birken var hans Yndlingstræ, derfor har næsten altid hans stemningsfulde, poetiske, halv vemodige Billeder --- hvad enten Motivet er hentet fra Dalen, Skoven, Elveleiet eller Fjeldtrakten - de yndige, luftige, vaargrønne Hængebirke.
"Aftenpostens" Kunstanmelder siger i sin Artikel om den af Wexelsens Arbeider nylig afholdte Udstilling paa Universitetet: "Høvringen og Rondane, Mjøsen, Thoten, Hardanger, Holmestrand, Aker og Smaalenene osv., overalt vidste han at finde Naturskjønheden, og med en alvorlig sand Kunstnerstræben gik han altid til Arbeide".
I en Nekrolog i "Oplandenes Avis" strax efter Wexelsens Død skrives: "Allerede i 50-Aarene begynte hans Arbeide at vække Opmærksomhed. Under Mærket B. V. fandtes der --- under den skandinaviske Kunstudstilling i Kristiania 1856 --- en Anmeldelse af samtlige Kunstværker, hvori Anmelderen inddelte Malerne i Klasser efter deres forskjellige Eiendommeligheter. Wexelsen sattes af Kritikeren øverst i den Klasse, hvorunder han inrubriceredes. Næst ham sattes Ekersberg. Det var især den fine, poetiske Opfattelse af Naturen, der havde tiltalt Anmelderen. Paa samme Tid som den beskedne Kunstner skal have følt Rosen meget ufortjent og navnlig været bedrøvet over saaledes at være bleven sat foran den Mand, som han saa høit agtede og elskede, og som havde givet det første Stød til hans Løbebane, saa er der neppe Tvivl om, at en saa anerkjendende Omtale ogsaa har tilskyndet ham til at fortsætte saaledes, som han havde begyndt".
En af hans Kolleger skriver om ham i "Kristiania Intelligentssedler" for 5te Januar 1883: "Wexelsen var en arbeidsom Kunstner. Han har frembragt flere Værker, som berettiger ham til at maatte regnes til en af de dygtigste blandt de Kunstnere, der har arbeidet herhjemme. Hans smilende Birkebilleder og poetiske Høifjeldslandskaber har gjordt ham til en af de populæreste Skildrere af vort Lands Natur."

Vinteren 1862 til 64 tilbragte Wexelsen i Kjøbenhavn; han var jo nu forlængst en saa anerkjendt Kunstner, at han kunde opholde sig, hvor han vilde, uden Stipendium og uden sin Onkels Hjælp.
Flere Billeder af ham var i denne Tid udstillet paa Charlottenborg, hvor de vandt megen Anerkjendelse og blev tildels solgte.
Flere Sommere i Begyndelsen af 60-Aarene opholdt Wexelsen sig i Sandvigen ved Kristiania; Sommeren 1866 besøgte han Slægten i det Throndhjemske, hvorfra han medbragte nogle Studier og Tegninger; i 67 malte han sine mange Holmestrandsstudier; i 68-69 var han i Birid og Vintrene disse Aar havde han Atelier i Kristiania.

20de September 1869 giftede Wexelsen sig med Frøken Gunhild Voigt, Datter af Kontrollør og Gaardbruger paa Thoten Hans Jørgen Voigt og Hustru Elisabeth Marie Emerentia Bratt.

Nu bosatte Wexelsen sig i Kristiania, men drog fremdeles, naar Sommeren kom, omkring paa Studiereise i det sydlige Norge, oftere ledsaget at en yngre Kunstnerflok eller anden Ungdom, der drog ud paa Feriereise. I det hele flokkedes Ungdommen gjerne om ham og lyttede gjerne til, naar han fortalte sine mange Historier, Eventyr eller Anekdoter, naar han sang af "Landstads Folkeviser" eller andre snart muntre, snart alvorlige Sange, eller naar han læste høit af en eller anden Bog. Wexelsen var meget musikalsk, i sine yngre Dage spillede ham Fiolin, og han havde en meget vakker Sangstemme. Mange Familier omkring i Bygderne gjemmer vistnok et lyst Billede i sin Erindring af den livlige, venlige, fordringsløse, forstandige Mand. Ja enhver, der kom i Berøring med Wexelsen, kom snart til at holde af ham for hans smukke Syn paa Livet, for hans kjærlige, deltagende Hjerte og for hans Offervillighed.
Wexelsen var meget flittig, saavidt hans Kræfter tillod, men da han var meget svag, maatte han som oftest arbeide under et økonomisk Tryk, og dog var aldrig hans Haand lukket for den trængende, hans Dør altid aaben for Slægt og Venner, der trængte hans Raad eller Hjælp.

Naar Wexelsen om Morgenen sad med sin Pibe og saa udover Kurefjorden, Sørfjorden eller Spirillen, kunde han mange Gange være lidt uvis, om han skulde tage Pensel og Palet eller blot nyde det smukke Sceneri foran sig; hans Arbeidsiver seirede dog snart, og naar han saa satte sig til Staffeliet, saa snart hans Følge, at han nu var paa sin rette Plads, --- hvor sand og naturtro fandt de ikke hans Opfatning og Gjengivelse af Fjeld og Knauser, af løvklædte Lier, af Bækken, der skyndte sig forbi, af den muntre Arbeidsflok paa Engen, af Solstreif og Stemninger og den yndige Sø, som ogsaa paa sin Maade kunde opfatte og gjengive det hele saa smukt.
"Aftenpostens" Kunstkritiker slutter sin Artikel: "Naar man betænker, at den herværende Samling kun er en liden Del, i ethvert Fald for de udførte MaleriersVedkommende, af hvad Hr. Wexelsen har udrettet, faar man i Sandhed Respekt for hans Arbeidskraft og Flid, saa meget mere som hans Helbred i de senere Aar lagde større og større Hindringer i Veien for hans Virksomhed, indtil for nylig Døden for stedse standsede denne. Et stort Gode opnaaede dog Hr. Wexelsen, at han ikke kom til at overleve sig selv som Kunstner, idet Tilbagegangstiden for ham endnu ikke var begyndt, da ham blev bortkaldt."

I enkelte Retninger tiltog hans Svaghed stærkt den siste Vinter, men hans Aand var saa livlig, hans Interesse for alt, som er oppe i Tiden, saa stor, og trods det, at han blot kunde sidde ved sit Arbeide et Par Timers Tid daglig, gik det dog sa let fra Haanden som aldrig før, derfor modtog de fleste, som talte med ham, kun et livsfriskt Indtryk, og derfor kom det Budskab saa overraskende, at Christian Wexelsen var død.

Hans Kunst stod aldrig høiere end i hans sidste Leveaar, ikke fordi, "at han, skjønt hørende til den ældre Skole, ikke var uimodtagelig for Paavirkning af de nyere realistiske Retninger", og heller ikke fordi "han i de sidste Aar lagde Vind paa dybere Studium efter Naturen end tidligere", ---Wexelsen havde, ligesiden han begyndte sin Kunstnerbane, studeret Naturen med Alvor og Troskab --- men fra nogle Besøk hos kjære Venner i Aker medbragte han en Høststemning og nogle faa Vaarstudier, der tillige med Billeder fra disse Aar viser, at han, "skjønt hørende til den ældre Skole", forstod at vælge det bedste af "de nyere realistiske Retninger" uden at opgive det gode i det tillærte og tilvante og uden at opgive sin Selvstændighed og Eiendommelighed.

I en Nekrolog i "Morgenbladet" fra Begyndelsen af Januar, hedder det: "Paa den af Kunstnerne nylig foranstaltede Udstilling i Studentersamfundet var der et Par Billeder af ham, som hørte til hans bedste Arbeider, og navlig det ene --- "en Skovinteriør fra Ringerike" --- (det andet "fra Borgen i Aker") syntes at tyde paa en Friskhed i hans Udvikling, som Døden desværre nu har afbrudt."

En Brystsygdom, der gik over til Forblødning i Lungerne, endte hans Liv den 4de Januar 1883 efter 2 Dages Sygeleie.

Den 10de Januar fulgte en stor Skare af Kolleger, Venner og Bekjendte ham til det sidste Hvilested paa "vor Frelsers Gravlund", hvor ham sammen med saamange af sin Slægt venter:

At hans Kunstbrødre ogsaa omfattede ham med Kjærlighed og Agtelse, siger maaske bedst de Ord, Kunstforeningens Formand fremsagde, idet han efter Sognepræst Domaas's vakre Tale traadte frem under den højtidelige Stilhed og lagde en Laubærkrans paa den saa rigt blomstersmykkede Kiste:
" Stille og fredsæl var Wexelsen med dyb Kjærlighed bunden til sit Land og den Livsgjerning, han kaarede: at give dets rige og stærke Natur - som han saa den - i skistende Billeder.
I det Svage Legeme boede der en kraftig, frygtløs og viljestærk Mand, der formaaede at svinge sig op til Begejstring for sit Kald, og han svigtede aldrig, hvor det gjaldt at værne on dets Vilkaar. Derfor staar nu et Rum aabent efter ham i hans Arbejdsfællers Hjerte, og det er med Vemod og i dyb Ærbødighed, de viser ham den sidste Hæder ved at bringe denne Krans til hans Kiste."
Hvad Wexelsen var som Menneske og Kunstner udtrykkes sandt og smukt i nedenstaaende Digt af en dansk Forfatterinde, Frøken Benedicte Arnesen Kall, der er hans Kusine og gode Veninde fra Opholdet i København i 60-Aarene:

Noen opplysninger fra kirkeboken.

Christian Delphin W. ble født 24 mars 1830 på gården Engeland i Østre Toten. (Det var et lite bruk under gården Østre Rognstad, i 1865 hadde de der 1 hest, 3 kyr, og avlingen var 1 t. korn og 1 t. poteter). Familien flyttet dit ca. 1829 fra Ringsaker prestegård der faren var forpakter hos svogeren pastor Jens Christian Schandorff Delphin. Den 10. mai 1830 ble han døpt i Balke kirke. (Faddere var hr. Finkenhagen, samt Ole, Peder, Pernille, og Marthe Rognstad. Dette viser at de hadde et godt forhold til folket på hovedbruket). Få år deretter flyttet familien til Nordre Sukkestad.

Oplandenes Avis
Hamar den 8de Januar 1883

Landskabsmaler Christian Wexelsen er Nat til Fredag afgaaet ved Døden i Kristiania efter kun nogle Dages Sygeleie. Enhver, der kjendte den Afdøde som Menneske og Kunstner, vil beklage hans Bortgang. Det var en i høi Grad samvittighedsfuld og fintfølende Kunstner. Wexelsen er født på Toten 1830. Han er en Broder af Præstene Fredrik og Wilhelm Wexelsen, Skolebestyrer Hans Wexelsen og Forfatterinden Marie Wexelsen. Paa Grund af sit skrøbelige Legeme, der ikke tillod ham at vælge en Bane, der krævede legemlige Kræfter, var han allerede tidlig tænkt at skulle gaa Sprogstudiernes Vei, hvortil han ifølge kyndige Mænds Udsagn skal ha røbet ualmindelig Begavelse. Da han imidlertid samtidig interesserede sig for Tegning, og Landskabsmaler Eckersberg, ved at se nogle at hans smaa Skitser, fandt, at disse røbede eminente Ævner i denne Retning, blev han sendt til Düsseldorff, hvor han opholdt sig i nogle Aar, senere en Tid i Kjøbenhavn. Allerede i 50-Aarene begynte hans Arbeider at vække Opmærksomhed. Under Mærket B. B. fandtes der - under den skandinaviske Kundsudstilling i Kristiania i 1856 - en Anmeldelse af samtlige Kunstværker, hvori Anmelderen inddelte Maleriene i Klasser efter deres forskjellige Eiendommeligheter. Wexelsen sattes af Kritikeren øverst i den Klasse, hvorunder han indrubriseredes. Næst ham sattes Eckersberg. Det var især den fine poetiske Opfattelsen af Naturen, der havde tiltalt Anmelderen. Paa samme Tid som den beskedne Kunstner skal have følt Rosen meget ufortjent og navnlig være bedrøvet over saaledes at være bleven sat foran den Mand, som han saa høit agtede og elskede, og som havde givet det Stød til hans Løbebane, saa er det næppe Tvil om, at en saa anerkjendende Omtale ogsaa har tilskyndet ham til at fortsætte saaledes, som han havde begyndt.

Noen av hans malerier

Retur til hovedsiden