(Benedicte Arnesen-Kall (Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar),
(Dansk Kvindebiografisk Leksikon - Benedicte Arnesen Kall)

Frøken Benedicte Arnesen-Kall,
(1813—95),

der gennem sit lange Liv og sin flersidige Virken vandt Sympati i alle Lejre og i det hele er en af Kvindelitteraturens nobleste Skikkelser. Hun var født i Slagelse, hvor hendes Fader, den siden som lærd Leksikograf bekendte Islænder, Paul Arnesen, var Rektor. Moderen, født Wexels, var af norsk Slægt. Frøken Benedicte voksede op i et aandelig rigt Hjem, der tidlig drog sine guldrandede Spor i Sjælegrunden. Poesi, Kunst og Videnskabelighed holdtes i Barndomshjemmet højt i Ære; og under kærlige og kyndige Hænders Vejledning indsamlede hun sine første Livsværdier og modtog en grundig Undervisning. Hun synes at have været sin lærde Faders Yndling, vistnok fordi hun tidlig listede ind til ham i Studerekammeret, kiggende med Ærefrygt paa de tykke Værker i Reolerne, og fordi hun viste sig i Besiddelse af et let og hurtigt Sprognæmme. Efter at Faderen i 1820 var flyttet til København, kom hun gennem en længere Aarrække i nøje Forbindelse med mange af Datidens mest udmærkede Mænd, især blandt Videnskabens Bannerførere. Meget nøje knyttedes hun til den ansete Kall'ske Slægt, særligt til den lærde Abraham Kall, i hvis Hus hun fandt som et Hjem; og senere hen kom hun endog til at føje det Kall'ske Navn til sit eget, idet hun adopteredes af Kammerraad, Registrator J. C. Kall. Som voksen Dame førte hun en noget vekslende Tilværelse. I nogle Aar var hun Guvernante i Oberst Wilsters Hus, og hun havde her til Elev den for sin energiske Virken i Dyrbeskyttelsessagens Tjeneste saa vel kendte Fru Julie Lembcke, født Wilster. Senere foretog hun længere Rejser til Norge og Tyskland; i sidst nævnte Land gjorde hun et fleraarigt Ophold hos en nær Slægtning og vendte først hjem til Danmark i 1841.
Fra 1845—55, der danner første Periode af hendes Forfattervirksomhed, levede hun et yderst ensformigt Stilleliv paa Frederiksberg, hvor hun med Omhu og stor Opofrelse plejede en gammel svag, til sidst blind Dame, af den Kall'ske Slægt, sin "Kassandra", som hun kaldte hende. Her begyndte Frøken Arnesen at sysle med Litteraturen, som hun alt under sit Ophold i Udlandet var bleven ført ind i. Men det gik hende, som det er gaaet saa mange andre Forfatterinder. Hun skrev i Begyndelsen blot "for at have den Lykke at producere" og paa Offentliggørelse tænkte hun foreløbig slet ikke. I det højeste betragtede hun selv sine mange lyriske, dramatiske og episke Udkast som "Forarbejder og Øvelser". Endelig vovede hun sig til anonymt at udgive en større Romancecyklus: "Grev Bothwell i Norge" (1853). Hun mente at have paa Hjerte noget, som skulde siges. Men vilde nogen høre hende? Det var ikke uden Ængstelse, at hun udsendte sine første Forsøg. Man mærker det i et Vers som følgende:

"Den første Sang, de første sagte Toner
vemodig stige fra en Lyres Gem —
hvorhen? Til hvem? Blandt Livets Millioner
hvo har en Velkomsthilsen huld til dem?
Hvo vil til den ukendte Sanger lytte,
hvo venligt, mildt, hans første Kvad beskytte?"

Denne Debut er en fin og blød Efterklang af Romantikens Storaander, en rig og varm Kvindesjæls spinkle Udtryk af ædle og skønne Stemninger, men savnende en udpræget Individualitets intensive Kraft og Oprindelighed. I det nævnte Tidsrum forfattede hun endvidere fire større Fortællinger, af hvilke dog kun de to er udgivne, nemlig: "Min Søns Breve" (1853) og "Zillerdal" (1855). Hun har heri med behørig Fiktion og Tilsætning skildret alt, hvad der "har gæret" i hende indtil hendes Hjemkomst til Danmark 1841. Vi finder i disse fordringsløse Fortællinger mange Vidnesbyrd om Forfatterindens store Dannelse. Der er ogsaa baade Opfindsomhed og en sindrig Slyngning af Begivenhedernes Traade, der er et lyst og tiltalende Syn paa Menneskene og Naturen, og der banker igennem det alt et Hjerte, som helt vel kender baade Kærlighedens Lyst og dens Smerte; og paa mange Steder præges Fremstillingen af Sandhed og Ærlighed. Blivende litterær Værdi tør man dog næppe tillægge dem.
Anden Periode af Frøken Arnesen-Kall's Virksomhed er fra 1862—72. Den knytter sig til hendes Ophold paa den i Sorøegnen liggende Herregaard Tersløsegaard, hvis Hovedfløj hun i en Aarrække lejede af daværende Kammerherre Grüner. Hun syslede her særlig med dramatiske Arbejder. Allerede som helt ung Pige havde hun forsøgt sig i denne Retning, og Mænd som Oehlenschläger og Heiberg havde opmuntret hende til fortsat Virksomhed. Hun indleverede ogsaa senere flere Stykker til det kgl. Teater, men ingen af dem blev antagne. Heiberg, der nærede megen Agtelse for hende, sagde engang til hende, efter at have læst et af hendes Dramaer:
"De maa have læst meget!" Denne Bemærkning var i Virkeligheden baade træffende og karakteriserende, thi hendes første dramatiske Forsøg var nemlig langt mere Frugten af mange Studier end af virkelig digterisk Inspiration og friskt strømmende Sjælsliv. Det maa derfor betragtes som meget heldigt, at Frøken Arnesen nu vendte sig til fremmede Dramatikere og paabegyndte et omfattende Oversættelsesarbejde, til hvilket hun medbragte adskillige heldige Betingelser. Tidligt var hun gennem sin ældre Veninde, Sille Beyer, bleven ført ind paa Studiet af den spanske Litteratur. Nu fortsatte hun baade med denne og med den franske. Hun elskede Holberg, og meget faa har haft et fortroligere Kendskab til hans Værker. Det var saaledes ret naturligt, at hun søgte til hans store Forbilleder, særlig da Molière. Enhver, der har Sans for komisk Poesi, vil glæde sig over denne gamle Mesters Værker med de ypperlige Karaktertegninger, den fine, lette Ironi, den overlegne Satire, den varme erotiske Følelse og det fuldendt klassiske Sprog. Men næsten 200 Aar var forløbne, og endnu forelaa ingen Fordanskning af Frankrigs største komiske Lystspildigter, i hvert Fald havdes kun enkelte Arbejder. Frøken Arnesen-Kall satte sig den Opgave at give en fuldstændig Oversættelse, og hun gennemførte med lykkelig Haand sin Plan. 1869—70 udgav hun i 3 Bind den store Mesters 24 Lystspil, forsynede med Noter, Kommentarer o. s. v., alt vidnende om baade Flid og Lærdom.
Arbejdet indledes med en Afhandling om "Molière og Holberg" og slutter med en anden: "Om Molières Død og Begravelse, samt om den franske og den danske Alexandriners Fremkomst og Udvikling." Uden at djærve sig til at kalde Frøken Arnesens Oversættelse fuldkommen, kan man dog ikke andet end anerkende, at det er et i høj Grad respektabelt Arbejde, en afgjort Vinding for vor dramatiske Litteratur. Det er lykkedes hende at holde Lokaltonen, Stilen og det fint komiske Lune i Mesterens Aand, saa Oversættelsen helt igennem er ham værdig. Enhver, som i Original har læst blot ét Stykke af Molière, t. Eks. "L'ecole des femmes" eller "Le misanthrope", vil vide, hvor vanskeligt det er at gengive et saadant paa Dansk, saa at Aand, Stemning og Tidsfarve bevares. At Frøken Arnesen paa ethvert Punkt skulde have truffet det heldigste, er utænkeligt. Der kan let paavises Brist og indre Svagheder i en saadan Oversættelse, men her bør man mindes Destouches Ord, at "la critique est aisée et l'art est difficile." Frøken Arnesen-Kall fortjener stor Tak for sit Arbejde, som bødede paa et virkelig følt Savn. Alene denne Oversættelse maa sikre hende en blivende og hæderlig Plads i vor Litteratur. Hun sad dog ingenlunde stadig ved Skrivebordet, gaaende op i et stille Studielivs rolige Syssel. Tidlig droges hun bort til de store Vidder, og hun ejede baade Rejselyst og mandigt Rejsemod. Kun faa danske Kvinder har set sig saa grundigt om i Verden, som hun. Foruden at have gjort længere Rejser til saa nærliggende Lande som Norge, Sverige og Tyskland, har hun endvidere til forskellige Tider opholdt sig i Frankrig, Schweitz, Italien, Tyrkiet og Orienten. Selv paa sit Stammeland, det fjerne Island, fik hun set sig godt om. Erindringerne fra Islandsfærden har hun nedlagt i 2 Bind: "Smaaskitser fra en Islandsrejse i Sommeren 1867." I disse giver Forfatterinden helt og holdent sig selv, og det lykkes hende at sætte Læseren just i den Stemning, ud fra hvilken Værket er skabt. Man kan ikke andet end beundre den mandige Energi, hun som Kvinde lægger for Dagen paa denne anstrengende Rejse. Med Koldblodighed rider hun over "Geitlandsà" og "Nordlingafljot", sætter gennem "Fnioskà" og "Hórgà" midt om Natten, ja, hænger tværs over et Bræt midt ude over den vilde "Bygisà"! Hun betænker sig end ikke paa et 15 Mile Langt Ridt over den øde, triste "Grimstungaheide", hvor den tunge, sorte Fjældtaage "Mistur" ruger, og hvor hun ved en Fejltagelse fra Førerens Side kommer til den berygtede og med overtroisk Rædsel betragtede Hule "Surtshellir"; hun "svømmer" endog paa Hestens Ryg over den stridigste af alle Islands Elve, den frygtelige rivende "Blandà". Hun fortæller lærerigt og interessant og forstaar at levendegøre sine Indtryk, saa Læseren ser det hele klart for sig: de vanskelige, stenede Fjældveje, de rivende Elvedrag, den snesjapdækkede "Kalldidalr", Hedeørkenen og det "strenge, frygtelige Jókelbælte", der ligger der "med alle sine bratte Skrænter, med sine hængende Iskarme og sine underlige søgrønne Furer, saa koldt og roligt som det græske Fatum over en Menneskeskæbne."
Jævnlig slaar hendes Begejstring ud i improviserede Vers. Blandt andre Steder forherliger hun det gamle "Lovbjærg", om hvilket det hedder:

"Lovbjærg, du hellige Plet, saa hviler jeg da paa dit grønne,
blomstersmykkede Stal, hvor Ordet, det frie, har tonet;
hvor henved tusinde Aar det klang med sin Kraft over Landet,
hvor det i Landnáma-Old blev Berømmelsens herlige Vugge,
og hvor det længere hen med vidunderlig Klarhed forkyndte,
at hverken Ildstrømmens Glød, eller Geysers knaldende Vandskud
vidner om Gudernes Vrede som Straffens dæmoniske Magter,
men at den skabende Kraft, Guds Kærligheds evige Aande,
højt over Klippernes Brag og Jordens rystende Grundvold,
uudgrundelig, herlig, i Kristendommen udgyder
Naadens lifligste Strøm, Alverdens Slægter til Frelse!"

I den Tid, Frøken Arnesen boede paa Tersløsegaard, skrev hun ogsaa Digtsamlingen: "I Sorg og i Glæde", der maaske er hendes kendteste. Den præges, som de fleste af hendes andre Digte, af en ren og mild Aand, medens det ikke overalt lykkes hende at give de smukke og sunde Tanker en tilsvarende kunstnerisk Udformning. I samme Periode blev ogsaa de mange "Tersløseviser" til, men de optoges først i en senere Digtsamling; det er jævne smaa, oftest improviserede Viser, vel mente og uden Prætention paa kunstnerisk Rang.