 |
Utskrift av presten Fredrik Wexelsens opptegnelser Etterkommere har i sin besittelse ca. 200 tettskreven A4-sider. Teksten kan være vanskelig å tyde og jeg forsøker her å gjengi noen utdrag med interessante beretninger om mine forfedres liv. Beklageligvis er det vel vanskelig å unngå enkelte feil/misforståelser. Endel av disse opptegnelsene er gjengitt i en bok som er skrevet av hans sønn. © Karl-Ludvig Grønhaug, 2006 |
|
Under arbeide |
(Fra Hurdal)
(de første 3-4 linjene er borte eller uleselige)
.... Min Morfader (Fredrik Nannestad Wexels) og min Farmoder
(Hedvig Elisabeth With) er de ældste jeg kan erindre. Jeg mindes at han fra sin
Gaard i Nannestad kom kjørende opp til Hurdalen og at det var en stor Glæde når "Bestefader" kom. Min
Farmoder, som levede i 1832, mindes jeg dog bedre. Hun eiede en Gaard i ? Strandgade i Kristiania, boede der med
3 ugifte Døtre og havde i Logien i en lang Aarekke den bekjente theologiske Professor Svend Borchmann
Hersleb.
Min Fader gik i Kristiania Latinskole hvis Rector allerede en tid var Jacob Rosted der blev saa lenge i sitt
Embede, at også jeg har havt ham til Rector og Lærer. Fader blev Student ved Kjøbenhavns Universitet i 1804 og
var som Underoffiser ved Studentkorpset med paa Kjøbenshavns Volde da England i 1807 bombardere Staden. Han
skulde nok have studeret Jus, men havde ingen lyst til det. Botanikken tiltalte ham meget mere, og, om han end
ikke tenkte at lægge sig ordentlig efter denne Videndskap, ble han dog temmelig vel kjendt med Planteverdenen og
var til en høy Alderdom en stor Elsker af Blomsterne. Han kunde gaat over i den militære Stand, men gjorde det
ikke. Hans jevnaldrende Fætter, Svoger, Hans Emanuel Wexels, fik samme tid som Far, nemlig at blive virkelig
Officer, men vilde ikke, og de to Venner var enige omtrent i alt af Betydning i Livet. Fader kom ikke til at
tage nogen Embedseksamen, men blev ansatt som Forvalter ved Hurdals Glasverk, hvor mine Forældre saa i en rekke
Aar levde et signet lykkeligt Liv. Af deres 9 Børn er fødte i Hurdalen, nemlig: Hans, f. 1816 (d. Septbr. 1820),
Fredrik, f. Febr. 1918, Bolette, f. Juni 1820 (d. 1886), Hans Wexel, f. 14 Februar 1823, Hedvig
Elisabet, f. 13 November 1824 (d. 27 August 1852).
Til Beskrivelsen af Livet i Hjemmet hører ogsaa et Minde om de deilige Møder, naar jeg kom Hjem, og den vemodige
Afskedstime fra Hjemmet, efter at Ferien var endt. Mødet kan enhver der selv har kjendt et godt Hjem, han eller
hun den største del af Aaret var fjernet fra, let forestille sig. Det var med Smil gjennem Glædestaarer at vi
mødtes. Naar saa Samlivstiden var omme, da skildtes vi ikke uden først at have sunget og læst med hverandre; men
den der tog det dybest og inderligst, det var Moder. Naar vi var kjørt ud af Gaarden, gik hun op paa Svalgangen
(Altanen) og saa efter os saa længe der var et glimt af Vognen at se. Derpaa gik hun ned i sit lille Kammer, og
hvad hun der gjorde det ved jeg saa vel; men den Herre hun da talte med i "Lønkammeret" ved det jo
best, og han hørte hendes Bønner, dem hun sendte op "i Løndom" for sine Børn.
.... Som før sagt, var mine Barndomsminder fra Hurdalen ikke saa mange eller saa klare som jeg nu kunde ønske, dog husker jeg et og annet fra de Dage. Det gik nok for det meste her under Leg Hjemme og paa "Verket" (Glasverket). Megen glede havde jeg af at komme hen i "Hytten" og se paa hvorledes Vindusglasset ble dannet, ligefra den første Begynnelse som en liden Klump der fæstede sig i Pusterøret til den var utfoldet som en mægtig rund Skive. Med Smaagutterne, arbeidernes Børn, legte vi ofte, vi var Soldater og særligt morsomt var det naar jeg fra Haandtverkene hadde faat en liten Trumme eller Trumpet hvormed det saa øvedes - all den Larm vi formaadte at volde. Hjemme havde jeg Glæde af at synge med Mor; hun havde en deilig Sangstemme, sang ogsaa med et Udtryk af dyb Følelse, særlig aandelige Sange.
.... Min Fader var en "Idrætsmand", gik paa Jagt selv efter Bjørnen; jeg mindes at i hans Kontor hang
flere Geværer m. m.. Jeg var for liden til at deltage i den slags Fornøyelser og har senere aldrig havt lyst i
den Retning. Der kom ofte "Fremmede" i mine Foreldres Hus; dels fra Bygden, dels fra Kr.ania og det
staar for mig, at der, især ved Juletider, var stor Gammen og Glæde i Selskapslivet i Hurdalen. Om Sommeren var
vi samlede på et "Landsted", kan jeg vel kalle det i forhold til "Verket", der var som en
liten By. Det var Fars eiendom, kaltes Brustad, og laa 1/8 Mil fra vort Hjem. Lidt længere borte, 1/2 Mil, fra
Verket laa Hurdals Prestegaard. Her havde vi mangen fornøyelig Dag. Presten var Paul Winsnes, der i sine senere
Aar var Stiftsprovst i Hamar og Sogneprest i Vang, og døde i meget høj Alder. Han havde i sine Studenterdage
kjent Grundtvig, var en temmelig "belest" Theolog, men var neppe ret inde i Grundtvigs Tankegang. En
fremdeles æfterværdig og livlig Mand var han alle Dage. Hans Hustru, Hanna Winsnes, er mere kjent ved sine
Skrifter. Hun var en aandrig Kvinde, elsket af alle. Vi Børn var ogsaa glad i hende, det hun lykkedes best med
var at få os i gang med Lege, om vinteren i Barnekammeret, om Sommeren i det Fri. Presten Winsnes var en stor
elsker av at ride. Der var en "Ridebane på Prestegaarden og ofte kom store følger af Damer og Herrer til
Hest. Mine Foreldre var da ogsaa med, selv min Moder var en kjæk Rytterske. Far hadde vakre Heste, deriblandt et
Par utenlandske "Travere", af Hester maa jeg nevne "Blakka", den fulgte vi fra Hurdalen til
Ringsaker og siden til Thoten og blev meget gammel. Det var ikke bare Spøg at staa bak på Mejerne naar Far lot
Blakka "løpe ud for alvor".
Hva min Opdragelse angaar, da ved jeg at den laa mine Foreldre alvorlig paa hjerte. Nogen egentlig undervisning
kunde der ikke være tale om, mens jeg var i Hurdalen; jeg var da for liden. Dog strevede Mor med at lære mig at
lese, noget jeg ingenlunde fandt morsomt, men gjerne, saa snart som muligt vilde unslippe fra. Jeg kan dog
mindes at jeg leste, eller Mor leste for mig af en "Bibelkrønike" af Grundtvig. Det var maaske den,
siden omarbeidede Udgave i 1828 "med Ændringer af Forfatteren" udgivet af C. L. Brandt 1879.
Grundtvigs Navn lærte jeg altsaa tidligt at kjende, men det varede mange Aar før jeg fik blodt en anelse om hva
han skulde blive for mig. Mor var alvorlig "Streng", naar vi Børn havde vært uartig, det var Hende,
ikke Far, der straffede os, ogsaa med Ris, men altid under Taarer og efter Bøn.
.... Da Hurdal Glasverk gik over til Privat Interesseselskaps Hender fik Fader Avskjed som Forvalter, men ingen Pension. Han havde intet lagt seg til og den lille Eiendom, Brustad, som han solgte, var ikke stort værd. Familien stod da som man siger "paa bar Bakke". En Ven, Kristian Delphin, som just var udnevnt til residerende Kapellan i Ringsaker, foreslog da Far at overtage Forpaktningen av den ikke ubetydelige Kapellangaard, Dusgard. Derhend maatte vi da flytte. Jeg errindrer ikke mye fra de Dage, men mindes dog at det var saare Ting, ei alene for mine Forældre, men for Verkets Arbeidere, som alle holdt meget av Far for hans rettskafne, kjærlige og vennlige omgang med dem. En hel Flok, Mænd, Kvinder og Børn, fulgte os grætende paa Vej, da vi kjørte ud fra Verket.
(Fra Ringsaker)
Dusgaard var en god og vakker Gaard. Den ligger højt oppe i en fager Lid, hvorfra der er herligt Utsyn over
Mjøsen og Landet paa den andre Side (Birid). Huserne var, da vi kom der i daarlig Stand. Jeg Mindes en gang det
Indtryk vi fik, da vi traadte ind i de gamle Stuer, der dog med Tiden ved Reparationer blev noksaa hyggelige.
Det varede en Tid, inden jeg kunde trives i dette nye Hjem, og mangen Gang græd jeg ved Tanken paa den kjære
Fødebygd Hurdalen. Imidlertid blev jeg dog efter haanden hjemme paa Dusgaard. Her var Leilighet til Moro for
Børn baade Sommer og Vinter. Om Sommeren havde vi mange Fornøjelser, det var ikke den minste naar vi kunne hente
Hesterne hjem fra eller ride dem paa Havnegangene, drive Kjør og Sauer, være med i "Højonna", plukke
Bær m. m.. Leilighet til Leg med andre Gutter savnedes ikke, blev vel ogsaa nyttet mangen Gang. Om
Vinteren var vet vor største Moro at age paa Kjelke, i godt føre kunde vi age fra Gaarden lige ned paa
Landsvejen der gik nær ved Mjøsens Strand. Det var da vistnok et strengt Arbejde at komme op igjen med Kjelkene;
for Vejen op var meget brat. Flere gange har jeg, selv paa gamle Dage (Nætter) drømt om "Dusgaard
Bakkerne". En mindre god Fornøjelse havde jeg ved at sitte i "Drengestuen" (Borgerstuen) om
Kvelden, naar Tjenere og Husmend var der med sit Arbeide i Lys fra Tyrispikkene paa Benkene. Der blev fortalt
mange grøselige Historier især om Spøkelser og Trollpak, saa det var ikke saa underligt at jeg med min ret
livlige Fantasi blev "Mørkredd", noget jeg først sent blev fri for.
... Med Skole og Lærdom var det ikke stort bevendt. Jeg var nok nu og da tilstede i "Omgangsskolen"
naar den holdtes i Grænden, men tror ikke at jeg der lærte noget videre. En Tid kom vi til at søge en Højere
Folkeskole, den Kirkesanger Jensen, den Tid kjente Stortingsmand, holdt paa sin Gaard. Denne laa over 1/2 Mil
fra Dusgaard saa jeg maatte kjøre frem og tilbake hver Dag. Længe varede denne Skolegang ikke. Delphin, der som
ugift boede "overpaa" hos os, læste vel lidt med mig, men jeg var ikke meget glad i ham som Lærer, ei
heller ham i mig som Elev. Han var en udmerket begavet Mand, hvis Minde jeg holder højt i Ære, men som Lærer var
han vel streng og hissig. - Av Fornøjelser udenfor Hjemmet var besøk hos Landhandler Sten's Familie de beste, og
for en og anden gang en Rotur over Mjøsen til Mælum i Birid hvor min Faders Søster, Enkefru Louise Keilhau,
boede med fire Døttre (Hedvig Elisabeth, Marthe, Hanna, Steddatter Sofie). I dette stille, nydelige Hus hvor
Blomsterne var sa nydelige og saa pleiede, var jeg en gang i længere Tid, modtog da ogsaa lidt Undervisning af
Søstrene og lærte en smule mere Orden og Flid. Jeg tror at dette Barnes ophold hos de gode fromme Kvinder har
havt en betydning for min fremtidige Dannelse. Visst er det at snille Mælum aldrig skal slettes ud af mit
Minde.
Paa Dusgaard fik mine Forældre Familien forøket med to Børn nemlig, Fredrikke Wilhelmine f. 25 Marts 1826 og
Wilhelm Andreas f. 8 April 1828. Fredrikke, eller Rikke som hun almindelig ble kaldt, fikk navn etter
Mors Søster, der blev gift med Presten Delphin, Wilhelm naturligvis efter Morbroder, Presten W. A. Wexels. Rikke
som sammen med vor yngre Søster Marie efter Moders død (13 April 1873) levede flere Aar på Hamar og siden i
Trondhjem, var den som arvede mest av Mors gode Sangstemme. Wilhelm var som halvvoksen Gut i længere tid
i Huset hos Provst Krag (i Vaage og siden i Fredrikshald), blev Prest, først pers. Kapellan paa Hiteren, saa
Kapellan til øvre Stjørdal, senere Sogneprest i Ofoten, i Eid (Nordfjordeid), og sist i Opdal, lever nu som
Pensionist i Kristiania. Han var gift med den elskelige Rikka Lyng, som naa er død
(1892).
(Fra Kristiania)
Samme Aar som Wilhelm blev født kom "Onkel Wilhelm" med sin Hustru Bolette op til os paa
Dusgaard i Besøg. Det blev os bestemt, at jeg skulde blive med dem til Kristiania, for der at faa Lærdom og
Opdragelse. I August 1828 maatte jeg da forlate Barndomshjemmet, som jeg senere visstnok ofte fik besøge baade
om Sommeren og til Jul, men aldrig være stadig hjemme i. Det var ikke med Lyst og Glæde, jeg drog hjemmefra, det
er visst. Jeg mindes levende, hvilken Smærte der greb mig, da jeg paa den anden Side af Mjøsen, som vi for over
i Færge, maatte sige det siste Farvel til Far og Mor, som havde fulgt over Vandet.
Fra August 1828 havde jeg altsaa mit Hjem i onkels Hus. Han sørgede faderligt for mig, intil jeg kunde forsørge
mig selv. Syntes jeg end stundom, at han var meget stræng med Opdragelsen, saa har jeg dog aldrig glæmt, men
vil, haaber jeg, "i Evighet" komme ihu hans mangfoldige Velgjerninger mod mig. Hans Hustru,
"Tante Betta" var mild og sød; jeg maatte omfatte hende med inderlig, barnlig Kjærlighet, men hun blev
ikke længe hos os. En tærende Sygdom tog mer og mer Kræfterne fra hende, og den 26de Marts 1830 hensov hun,
efter at have født et dødfødt Drengebarn. Hun hed egentlig Hedevig Elisabet og var en datter af min Faders
ældste Søster Maren ("Maja") og Mitler Lund, Forvalter ved Svelvigs Glasverk. Hedevig Elisabet var
født den 19de April 1801, blev altsaa kun 29 Aar gammel. - To Sønner havde hun efterladt Onkel, Fredrik
Nannestad, født 18de Juni 1826 og Hans Milter Lund, født 26de Septbr. 1827. Fredrik som var et overordentlig
ælskeligt Mænneske, blev Faderens Personelkapellan. Han blev gift med min ældste Søster Bolette, men døde
allerede den 4de Juni 1866. De havde en eneste Søn, Wexels Hansen, som efter forskjellige Forsøk paa at
"blive til noget" her i landet, tilslut kom over til Amerika og er der død. Han var gift og fik 2
Sønner, hvoraf den ene er her i Landet, den andre lever i Amerika, hvor Moderen er gift igjen. Onkels andre Søn,
Hans, studerede først Theologi og blev Cand. mag. men tog siden theologisk Examen, blev personlig Kapellan, men
døde også i sin ungdoms Dag.
... Jeg maa ikke glemme at fortælle, at det var en af mine største Fornøyelser, naar jeg kunde faa lov at blive
med Nielsens Familie op til hans "Løkke" ved Sagene. Det var ofte om Søndagene, og hvert Aar den 17de
Mai, som Gubben Nielsen gjorde stor stas af. Den mærkelige 17de Mai 1829 var jeg ogsaa med der oppe. Vi holdt
til der paa "Løkken" til det led mod Kvelden, da vilde den Gamle, at vi skulde gaa ned til Byen. Da vi
saa gik over Torvet, mærkedes der en usedvanlig Bevægelse i Folkemengden, som var tallrig tilstede. Jeg
maatte nu gaa hjem - bodde i 2den Etage. Jeg fandt ingen hjemme, men vandt til streng Lydighet, turde jeg ikke
gaa ud igjen, om end Lysten var der. Meget forbauset blev jeg, da jeg stod og saa ud af Vinduet - en Del ridende
Jægere med dragne Sabler jog i fuld Fart op mot Torvet, hvorfra strax derefter hørtes Larm. Hvad der forgik
kunde jeg ikke se, men Larmen hørte jeg godt, og Dagen derpaa fik jeg da høre om "Slaget paa Torvet"
den 17de Mai 1829. Det er kjendt nok, at Karl Johan slet ikke kunne fordrage Fæstligholdelsen af vor Friheds
Fødselsdag, og hans tjenestevillige General; Baron Wedel Jarlsberg den førnævndte Aften gjorde det bestemte
Indhug paa den paa Torvet samlede Mængde. Jeg forstod mig den gang saare lidet paa "Dagens" Betydning,
men det er visst, at jeg baade som Skolegut og Student, saa godt jeg formaaede var med. Saaledes var jeg med,
naar Henrik Wergeland førte an med til "Kroghstøtten", hvor der blev talt og sunget; ligesaa den gang
Oberst Hageman "udenfor Ordenen" lod "Musiken" gaa den 17de, og vi Studenter efter Henriks
Opfordring gik op til Festningen og bragte Kommandanten (Hageman) vor Hyldelse. Han blev snart efter afsat som
Kommandant for den Sags Skyld.
... Undertiden fornøjede Onkel os med en Seiltur paa Fjorden, oftest til Bækkelaget, hvor vi drak The og frydede
os i dens fagre Syn.
(Fra Toten)
... Om min Studentertid er det ikke stort at melde. Jeg fik "anden Examen" Sommeren 1836 - med
Laudabilis. Etter at den var tagen gjorde jeg mig en Fottur hjemover til Thoten.
Mine Forældre var jo, ikke lenge efter at jeg var kommen til Kristiania, flyttet til Thoten, da Presten Delphin
havde giftet sig med Moders Søster "Tante Rikke" og selv nu skulde trenge Kapellangaarden Dusgaard.
Mine Forældre med de hjemmeværende Børn, Bolette, Hans, Elisabeth, Fredrikke og Wilhelm, fikk bolig paa
en "Plass" under Gaarden Rognstad, kaldt Engeland, i Bakke Sogn, til Østre Thoten. Huset var nok saa
godt og pent og laa yndigt og lunt i Dalen. Moder elsket dette stille Sted meget høyt, saa det faldt hende nok
saart at forlate det, da Fader senere fikk Gaarden Sukkestad. Det var en ret velbygget Bolig og Leien var
visstnok ikke stor, men det blev dog nu saare knapt for mine Forældre. Fader havde ingen Indtekt, det ende var
40 Spd (160 Kr) - som hans Ungdomsvenn Sorenskriver Kristoffer Weideman betalte ham for at kopiere i
Auktionsprotokollen. Havde ikke den mageløse onkel Wilhelm været, saa havde det set meget mørkt ud, men han
vilde støtte med det nødvendige. Jeg som var i hans Hus, var vidne til hvorledes han selv var med at fuldpakke
de to store Kasser med allehaaende gode saker, og som ophentes hver Jul til Far og Mor, og ofte var med i
"Engeland" vidne til deres Glæde, hvormed disse Sage blev udpakket af Mor, under Smil og Taarer. Hvor
ofte har jeg ikke gløttet paa Lasset, hvor Kasserne var med, naar Far hadde sendt Hest og Dreng til
"Byen" for at hente varer til Jul. Ja, det var glade Dage, og det var Lys i det fattige Hjem, det er
visst. Engeland var min min Moders Yndlingssted, som hun aldrig kunde lingne noget andet sted ved. Minderne
derfra er, om end nettop der de trangeste Kaar var vor Lov, dog meget vennlige og yndige!
Da min Farmor døde 1831, blev Far sat istand til at kjøpe en del af Gaarden Sukkestad (ogsaa i østre Thoten),
1/4 Mil fra Hoff Kirke. Der boede mine Forældre ligetil deres Død. En større del af Gaarden kom senere i Fars
eie, efterat hans Farbroder, Etatsraad Wexelsen i København, var død. Denne havde nemlig testamenteret en del
Penge til os Børn paa Betingelse, at mine Forældre skulde nyde Renterne derav i deres Levetid. Mine Forældres
Kaar blev mere "Rikdom" alt som Tiden gik.
Til Sukkestad gik altsaa nu min Hjemrejse baade Sommer og Vinter, om Sommeren oftest til Fods, om Vinteren - til
Julen - blev jeg hentet enten lige fra Kristiania, eller paa Halvejen ved Eidsvold Verk, hvor en Onkel Schau,
boede. Jeg har flere gange vandret ene den lange Vej, fra Eidsvold, der det er Skog nesten helt til Hurdalen
(min Fødebygd); det var lidt underligt at gaa derfra alene og det var ikke fridt at jeg var lidt ræd - jeg
visste jo fra min Barndom af, at i disse Skoger fantes baade Bjørn og andre vilde Dyr. En halv Mil nedenfor
Hurdals Glasverk begynte atter Skog. Det var kun faa Boliger paa Strækningen fra Gangsjøen til Grønen, og glad
var jeg, naar jeg midtvejs mellem disse "Skifter" kunde hvile på Brænssæteren, et sted med mange glade
og mange vennlige Kvinder.
Fodturen strax etter anden Eksamen tog jeg en anden og lengere Vej, og var da i følge med 3 artige kammerater,
hvoraf hver af et Par senere kom op i meget høi Stilling. De var Ole Jacob Broch, den velkjente Matematiker,
Professor og en tid Stadsraad, den anden var Niels Pettersen Vogt, ogsaa en Tid Statsraad (efter
Rigsrettsdommen 1884) og den tredie var Bernt Anker Sten, Barndomsven fra Ringsaker; han blev Sorenskriver i
Verdal. Vi gik over Ringerike og Hadeland og kom over Kjølvejen ind i vestre Thoten, hvor Far mødte os med sin
gamle med 3 Sæter forsynede Vogn....
I Sommerferien havde vi vor Glæde mit i den fri Natur, i den enkle, men dog yndige Have, hvor Far selv stelte
mange vakre Blomster, hvor Løn og andre Trær gad svalende Skygge, hvor Sangen lød, naar vi sad der sammen, hvor
vi mangen Gang holdt vort Aftensmaaltid langt hen i August. Maanen var vor Lampe. Eller vi Fornøyede os på
Gaardsplenen med Keglespil - uden "Bane", med selvgjorte Kegler og Klubber, ugler, eller vi var med
Slaataan og Høaan! ...
Besøk i Bygdens "Familier" kunde vi glæde os med. Især var det herligt at komme til fagre gjæstfrie
Billerud, hvor Sorenskriver Weidemans gjestfritt mottog os, "Skriveren" var en gammel jovial Mand. Han
hadde sin Glæde ved aa more gamle og unge, havde ogsaa Leilighet dertil som Faa. Hans Hustru, Christiane, født
Løkke, var Dansk af Fødsel, en elskværdig og from Kvinde, min Moders Venninde. Fruens gamle Moder ("Mor
Løkke"), som levede der i Huset i sin Alderdom, var ogsaa god, from og elskelig. - Der boede mange
saakaldte "Conditionerede" paa Thoten, flere Militære og andre Embedsmenn, og Juletider var det
Selskaber og Baller flere end vi hadde godt af. Vel gik det gjerne meget pent til, ingen overdaadighet med Mad
og Drikke. Damernes Drakt var simplere, men tækkeligere end Naatidens? - Jeg var ofte paa Balder deroppe, da jeg
var bleven Student, før den tid kunde jeg ikke Danse, men lærte det snart - uden "Skole" - og blev
vistnok altfor ivrigt deltagede der. Fra slike Baller kom vi ofte ikke Hjem før end paa Morgensiden. Den der
syntes minst godt om slike Ture, var min søte Moder, skjønt hun ingenlunde hadde noget imot Dansen, men som nok
ogsaa inimellom fælte sine Tårer over lystigheten, mens Far derimot gjerne var med os. Best var det dog altid i
Hjemmet, enten vi var ene i Familien, eller vore Naboer kom til os. Store Selskaber havde mine Forældre hverken
raad eller lyst til at holde, men ved de minste Sammenkomster havde vi det meget mere hyggeligt og koseligt end
paa de store Baller.
(Fra Sogndal)
Efter endt Examen kom den glædelige Hjemrejse til Thoten. Rejsen og Hjemkomsten var naturligvis ubeskrivelig
herlig. Jeg tilbragte nu resten af Aaret 1840 hjemme, men blev saa antagen som Huslærer hos Provst Vilhelm
Magelsen i Sogndal, indre Sogn. Førend jeg overtog denne Stilling, vilde jeg gjerne være helt ferdig og drog
derfor i December ned til Kristiania for at aflegge den kateketiske Prøve.
Derefter drog jeg atter Hjem, for at være der i Julen, og strax paa Nyaaret 1841 tiltraadte jeg min første lange
Rejse til det for mig aldeles ukjente Sogndal. Det var en temmelig streng Tur i den haardeste Vintertid op
gjennem Valdres og over Filefjeld, men jeg kom lykkelig og vel over til mit Bestæmmelsessted den 9de Januar. Det
kunde være en del at fortælle om det Indtryk jeg fik med første Møde derhenne, men jeg forbigaar det. Det var
just ikke meget opmuntrende for et ungt sind, der kom fra et Hjem som mit. Jeg lærte dog ogsaa der efterhaanden
at finde gode Mennesker og mangen fornøjelig Dag i den fagre Egn. Sogndal er en af de fagreste Bygder, jeg har
set i Bergens Stift. Den ligger lunt i et Dalføre som gaar fra Fjelde og Bræer i Nord ned til Fjorden. Vakre,
skogklædte Berg paa Siderne, og lige ovenfor, paa den modsadte Side af Fjorden, et overmaade smukt, højt Fjeld,
"Store Hogen", som sees helt nede fra Vandet ved dets Fod op til den øverste Spids. En Elv løber ned
igjennem Dalen; paa Elvens vestre Side ligger Stedje Gaard og Stedje Kirke; i min Tid endnu den ældgamle
"Stavkirke". Stedje Gaard eiedes den Gang af Formann, som ogsaa var Ejer af "Lysekloster"
nær Bergen. Han havde plantet Frugttrær op over Bergskraaningen. Disse Trær var den gang i sin Barndom, men er
nu bleven Store, saa de maa være endnu fagrere end i mine Ungdomsdage. Paa den østre Side af Elven er den mest
opdyrkede Del af Bygden med mange smaa Gaarde. Nederst ved Fjorden støder vi paa "Sogndalsfjæren", et
Sted, hvor i alfald den gang alle udslidte af et usselt "Byliv" trivedes altfor vel. Men længere oppe
kommer vi til Prestegaarden, som ligger ude i den yndigste Have, der var rig paa Frugttrær, især udmærkede
Kirsebær. Der skal en gang være udført til Bergen 30 Tønder Kirsebær fra denne Have. Naar Sommeren kom havde vi
mangen Fornøjelse i denne Have og likeledes andre Steder i Dalen og ude paa Fjorden, hvor jeg stundom havde en
Rotur med Børnene.
Da jeg kom til Sogndal var det jo Vinter og "Juleselskaberne" var ikke endte. Jeg vil ikke skrive on
de første Dag der, mine Børn har hørt noget derom og ved, at de ikke var behagelige, Jeg vil helst dvæle ved de
lyse Minder fra Sogndal, og de er da ogsaa ret mange. Mine beste timer var naar jeg undeviste Børnene som var i
høj grad elskværdige, eller naar jeg sang med dem og legede med dem. Claus Magelsen, nu Prest i Amerika,
Dorthea, den meget udmærkede, en elskelig, from og begavet Pige, Trine, Alette, Grete, Kristian, - Wilhelm, som
blev født en Tid efter at jeg var kommen der og til hvem jeg var Fadder. Jeg vil ikke glemme dem, saalidt som
Provsten, der viste mig stor Kjærlighet, og hans stille Hustru, Maren, født Christie var en Søster til Fru Sara
Storkfledt, gift med den kjente "Finmarkens Apostel". Her var megen Selskabelighet i Sogndal, men den
var ikke alltid af bedste Slag, der blev drukket meget, saa jeg, efter et par sørgelige Erfaringer, fandt det
nødvendigt for mig at stille mig paa et "Totalafholdstandpunkt" den Tid jeg var der. Blandt de Mænd,
jeg med taknemlighed mindes, var en gammel Løjntnant som havde taget Afsked med Tjenesten. hans navn var Leigh,
han boede nær Prestegaarden; deltog aldrig i Selskabslivet, men levede stille med Hustru, Børn paa sin lille
Gaard. Leigh var en dannet Mand og vilde gjerne tale om æstetiske Sager, beundrede Wessel og Ølenschlager og var
meget Fortrolig med deres Digterværker. Jeg glemmer aldrig, hvorledes han en gang, da vi samtalte om
"Livet" i Sogndal, pludselig greb mig i haardt i Armen, rykkede den og sagde med en Stemme, et
Udtryk der gjennemborede mig, sagde: "Unge Mand, drik dem aldrig fuld!". Jeg har ofte takket ham i mit
Hjerte for disse ord, der mangen gang har kommet mig i Minde. Vi brevvekslede en Tid, efter at jeg var flyttet
fra Sogndal.
En anden Mand, som jeg ogsaa var glad i, var Eieren af det store Gods Kopanger, (1. Mil fra Sogndal), Nils
Joakim Knagenhjelm, ogsaa afgaaet Officer. Han nedstammede fra en Lagmand Knak, som blev adlet og fik Navnet
Knagenhjelm. Bønderne der kaldte endnu ejeren av Kopanger "Knaken". I Feriene var jeg meget over i
Kopanger og havde det meget morsomt og hyggeligt. En Sønn af K. var i Prestegaarden og var en af mine Elever
der. Han var betroet mig til "spesielt" Tilsyn.
Under mit Ophold i Sogndal gjorde jeg i Sommeren 1842 en tur til Jostedalen og saa Nigaardsbræen. Videre en
længere Rejse ind til Lyster fra Fortun (Annex til Lyster) over Fjeldet til Lom og Vaage. Det var en overmaade
streng Vandring, med interessant. (Jeg har i Maanedskriftet "Danskeren" (X.247) givet en Skidse av
denne Fjeldtur). I Vaage Prestegaard hos Provsten Krag, hvor min Broder Wilhelm den gang var, blev jeg
en 14 Dagers Tid. Tilbagerejsen var ikke uden Fare, men jeg kom da vel tilbake til Sogndal.
Samme Sommer, 1842, flyttede Magelsens Familie, og jeg med dem, til Vestre Thoten, hvor M. var bleven
Sogneprest. Jeg kom saaledes til at bo 1/2 Mil fra mit gamle Hjem. Men allerede Aaret efter (1843) opgav jeg min
Huslærerpost og tog ned til Kristania, hvor jeg haabede at faa Fortjeneste ved Privat Undervisning....
... En Sommer fik mine Forældre Besøk av en ung Dansk Maler, Philip Fisher. Han reiste om og malede Portretter af dem, der vilde lade sig "uttage". Fotografien var jo dengang ukjent. Han var visst ikke meget heldig med sine Arbejder, men han var en vakker ung Mand, venlig og ofte behagelig. Dog hvilde det noget hemmelighetsfuldt over ham, og Far anede, hvorfor. Det viste seg siden at han var Jøde, og Jøderne havde endnu ikke faat lov til at opholde sig i Norge. Da Fischer ikke fikk videre Fortjeneste paa Thoten og dertil blev en tid Syg, blev hans Ophold i mit Hjem temmelig langvarigt. Hvilke Indtryk han der fik at den Kristendom som iallefald Mor saa klart viste, men ikke med megen Tale, men paa den Maade Apostlen Peter beskriver (1. Petr. 3), det ved jeg da ikke, men visst er det at Fischer, efter sin Overbevisning, lod sig forberede til Daaben og blev døpt af Grundtvig, ligesom flere af hans Søstre ogsaa blev døbte, en af Bisnedal, en af Ferdinand Fenger, og det mot Forældrenes Vilje, hvis "Forbandelse" de derved maatte høre. Jeg mødte siden - 1846 med Fischer i Roskilde, men har senere intet erfaret om ham. Han var da blevet en meget bedre Maler end da han var i mine Forældres Hus. .. (Malte han dette portrettet av din far??)
... Den nye Post, der blev mig tilbuden og som Onkel saa alvorlig tilskyndede mig at modtage, var som Huslærer og personlig Kapellan hos Provst Hans Jørgen Darre i Klæbu, som tillige var Bestyrer og Skolelærer i Seminariet. Jeg skulde altsaa Nordenfjelds. Det var ikke ret efter mit Hjertes Ønske at komme til Trøndelagen, og jeg tenkte nok ikke at mit Ophold her oppe skulde blive, som det blev - for hele Livet!
(Fra Danmark)
... Før jeg tiltraadte den nye Stilling, fik jeg ved Onkels Godhed den store Glæde at gjøre en Rejse til
Danmark, sammen med hans Sønn, der da var Student. Min første Danmarksrejse i Sommeren 1846 kunde jeg nu skrive
en hel del om, men faar her indskrænke mig til at melde om, hvad der allermest blev mig til Glæde og Gavn. Vi
var av Onkel anbefalede til Cand. theol Theodor Fenger, hvem vi altsaa først opsøgte. Hos ham traf vi Presten
Ferdinand Fenger fra Liung? (ved Sørø), en udmerket Prest af Grundtvigs Skole, der var overmaade elskværdig og
imødekommende. Han førte os strax til Grundtvig som den Gang boede paa Bakkehuset? (K. L. Rabecks velkjendte
Bolig).
 |
Grundtvig syntes os allerede da gammel, han var jo ogsaa over 60 Aar gammel; men vi ved, at han efter den Tid endnu i mange Aar udfoldede en mageløs Kraft og Virksomhed. Nogle Dage efter vort Besøg hos Grundtvig blev vi budne derop til Aftens. Der kom vi sammen med flere udmærkene Mænd; Brødrene C. C. Boisen (død som Stiftsprovst i Ribe), Peter Boisen (Grundtvigs Kapellan og Svigersøn) og Harald Boisen, alle Prester, Brødrene Fredrik og Ludvig Helveg. De to sistnevnte er vel kjendte som lærde og fromme Mænd. Ferdinand Fenger var der da ogsaa, og av Grundtvigs Sønner: Johan og Svend..... |
... Af Frænder har vi ret mange i Danmark. To af Fars Søstre var gifte der. Den ene, Dorothea Arnesen, er før
nævnt. Hun var gift med farfars Rector Paul Arnesen, født Islænding. Han er kjendt som Forfatter af baade gresk
og latinsk Lexikon. Den anden, som nu længst var død, var Wilhelmine, gift med Krogh Meyer, Biskop paa Als. Af
hendes Børn traf vi da flere hvem vi besøgte, likesom ogsaa nogle av min Hustrus Frænder, General Fobiger's
Familie (Hans Hustru var Halvsøster til Desideria). De var alle meget gode og venlige mod os.
Da vi en Dag var ude paa et Landsted nær ved Bernstorft Slot, fik vi se et stort Fakkeltog, som Studenterne kom
med for at hædre Kong Oscar den 1th, hvem Kristian VIII paa det lille Slot modtog som sin Gjæst. Den danske
Konges Tale fra Slottstrappen hørte vi godt, skjønt der blev mange Uroligheter foran os, han havde en smuk, klar
Stemme. Oscars Tale kunde vi ikke høre. I den store Have, hvor en Mængde Lamper lyste fra Trærne, spaserede vi
lidt omkring. Folk, som saa på vore Huer, hørte vi sige: Svenske Studenter! Ja oftest tages vi for Svensker; det
var ret mærkeligt hvor lidet Daskere forstod om Norges Forhold til Sverige. Mange kunde ikke høre Forskjel paa
Sproget vi talte, de mente, det var Svensk!
Tilbagerejen til Norge gik over Kristiania og Thoten. Det var Glæde for mine Forældre at faa Hilsen fra fra
deres Barndoms og Ungdoms Land, fra Kjøbenhavn og fra Fredriksdal og Bagsverd, hvor de havde nydt mange
"Sommerglæder". Jeg glemmer ikke den maanelyste August Aften, da jeg i Haven paa Sukkestad fortalte de
gamle om Danmarksturen! Efter kort Ophold Hjemme drog jeg op igjen til Slidre, som jeg jo ikke skulde forlate
før ved Aaret Udgang, eller til Jul. Den Jul blev den siste, jeg var i det gamle Hjem paa Thoten. Glæden
var da naturlig vemodsblandet, da jeg nu snart skulde meget langt bort fra Hjemmet. Dog var Julen, nu., som
altid, den "Dejlige", den barneglade. Det var bestemt, at min Broder Hans skulde blive med til Klæbu.
Paa grund av svaghet i Fødderne kunde han ikke vedblive med det Haandverk han havde lært, Farveri. Han var
udlært hos Onkels ven Sørensen i Kristiania og havde nu en tid drevet dermed paa Sukkestad. Hans havde længe har
en brændende lyst til Aandsarbeide. Han vilde sa gjærne lære selv, havd før ingen anden Skole gaat end
Søndagsskolen i Kristiania. Af Darre havde jeg faat Løfte om optagelse paa Seminariet paa denne usedvanlige Tid
af Aaret.
(Fra Trøndelagen)
... Til Jul 1846 forlod jeg altsaa Slidre Prestegaard og drog "hjem" til Thoten, for hos Forældre og
Søskende at feire den glade Højtid. Denne gang var Glæden noget blandet ved Tanken av den snart kommende Dag, da
jeg skulde drage saa langt bort fra dem. Hjemme var man nu vel ikke beredt paa en saa snart kommende Afreise for
Hans, men jeg paastod, han maatte blive med mig nu. Søstrene vore fikk de faa Dage mellem Jul og Nytaar travelt
med Istandsettelse af Broderens Tøj. Allerede den 2den Januar 1847 drog vi Brødre i hver sin Slæde hjemmefra.
Det var den haarde Vinter og Rejsen blev ikke lidet besværlig, da "Føret" op igjennem Gudbrandsdalen
var slet; vi maatte tit kjøre paa Isen paa Laagen, da Sneen var føget væk paa Landevejen, og ofte stod der Vand
paa Isen saa høyt, at det gik næsten op i Slederne. Et par Hviledage fik vi i Øiers Prestegaard hos Darres
Svoger Provst Nielsen. I hans og tvende Døttres Selskab havde jeg rejst fra København til Kristiania Sommeren
før og var da bedt om at komme indom i Øiers Prestegaard. - Om Rejsen derfra skal jeg kun sige, at den var
besværlig, men gik dog lykkelig, da vi den 9de Januar kom velberget til Klæbu Prestegaard, hvor vi blev venligt
modtagen af Darre.
... Den 13de Juli 1848 blev Desideria og jeg Ækteviet i Klæbu Kirke af Darre. Af Familien paa Hendes Side var Darre's, Desideria's, og nogen flere til stede. Paa min Side var det alene min tro Broder Hans. Dagen efter Bryllupet reiste vi, Desideria, Hans, og jeg, samt Darres to ældste Børn, Jakob og Masine, Østenfjelds. Børnene skulle besøke sin Onkel Nesjen i Øyer, vi (og Hans) videre til mine Forældre paa Thoten og Familien i Kristiania At det blev en Lykkelig Rejse og et mageløst Sommerliv er selvsagt. Desideria vandt baade mine Forældres og Søkenders Kjærlighet, de Gamle som Unge var overmaade glade. Dagene i Hovedstaden, hvor fremfor alle "Onkel" ønsked os sin Hjerterrige Kjærlighed, gik altfor hurtigt for os.
... I Februar 1850 flyttede vi saa med vor lille Søn Wilhelm Andreas, der var født 5rh Juni 1849, til Trondhjem og fikk et pent Logi hos Kjøbmand Johan Daniel Fürstenberg Lyng i Strandgaden. De Poster ved Realskolen som jeg søgte, fikk jeg ingen af, men derimod Timer ved private Pigeskoler og ved Latinskolen et par Timer om Ugen.
... 10de Juli (1885) drog jeg med Marie Monsen og min Dattersøn Fredrik Jahn til Opdal, hvor min Broder
Wilhelm da var Prest. Den 13de var det hans og Rikkas Sølvbryllup og saa kom jeg, som for 25 Aar siden
havde viet dem i Vor Frues Kirke, ogsaa samme Dag til at holde en "Festtale" for dem. Flere af Bygdens
Folk viste deres Kjærlighet til min Broder ved at forære ham et gammelt Stueuhr og paa andre maater. I Opdal
maatte jeg, efter Broderens Ønske, predike 2 Ganger i Hovedkirken, hørte fra ham engang i Lønset Kapellkirke.
Det var i det hele et hyggeligt Ophold, om end kunne ønsket noget mildere Vejr. Opdals Prestegaard ligger meget
højt oppe, en præktig Udsikt har en der fra oven Dal og Fjeld. Broder Hans var ogsaa der og os tre Brødre havde
en Dag en Fornøjelig tur sammen op til Rise, hvor Broder Hans og Lærer Bjørlo holdt politiske Taler for en ikke
saa stor, men opmerksom Tilhørerflok. Rise var for mig kjendt fra de Dage, vi kjørte over Dovre; det var jo ved
Indgangen til Drivdalen. Gamle Minder vækker en ved Synet af saadanne Steder.
En Dag var jeg med de unge i Prestegaarden op paa Sæteren. Vi kjørte en del af Vejen, kunde kjøre i Vogn.
Sæteren ligger ellers meget højt oppe i en storartet Natur, mægtige Fjelde til alle Sider. Dette var og min
siste Sætertur! Jeg var de Dage saa kjek og kvik, at min Broder Wilhelm som ikke var med paa Sæteren,
havde sagt: "Fredrik og de andre Unge" er på Sæteren. Hjemme igjen fra Opdal 3je August - var et par
Dage i Støren, hvor Elisabeth Jahn med Børn laa den Sommer. Den 1te døpte jeg vaar lille "Inger
Desideria", født 9de Juli.
... I Oktober 1891 kom mine kjære Søstre Rikke og Marie herop til min store Glæde. De har nu faat sit Hjem her
oppe.
... 30te Januar (1896). Nu er mine Søstre flyttet hit til mig - for en Tid; de har endnu ikke kunnet
finde noget passende nyt Logi....
... Et meget kjært Besøk havde vi av min Broder Wilhelm og hans yngste elskelige Datter Andrea. De var først hos os paa Opreisen til Karlsø hvor Datteren Sigrid er gift med Sogneprest Eriksen og var saa her efter deres Hjemreise fra Tromsø Stift fra 21de - 31de August (1894)....
... Februar - den 1ste (1896). Det har været mindre godt med min Helse i denne Maaned. Til de gamle Plager har jeg nu ogsaa faat et Tilfælde; som jeg i min tidlige Barndom havde, men siden aldrig. Det er Brok. Dette i forbindelse med anden Svaghet har hindret mig baade fra at gaa videre ud og fra Arbejde i Dager. De kjære Søstres Nærvær hos mig er til min største Hygge. Vi synger og læser sammen hver Dag og forenes mer og mer i Kjærlighedens Forstaaelse. Nu og da ser vi en eller anden Ven eller Veninde, med hvem vi deler Tro og Livssyn....