 |
Utdrag fra boken (side 8-18): |
. . . . . Om sine forældre skriver Fredrik Wexelsen i optegnelser fra hans senere aar: ,,Barndomslivet staar for mig som lyst og glædeligt. Jeg kan nok sige som den berømte, men dog barndomshjemmet høit elskende digter Erik Gustaf Gejer, at jeg "takker Gud for de bedste forældre". Min far var ikke alene i legemlig henseende en ualmindelig, vakker mand, men ogsaa en i sandhed god og kjærlig mand; med det ædleste hjerte forente han en naturlig kvikhed og munterhed og blev elsket af alle som kjendte ham, og det var ikke vanskeligt at lære ham at kjende. Min mor var i mine tanker den bedste af alle kvinder; jeg kan ikke finde udtryk for hvad hun var for os børn i vor barndom, i vor ungdom og i vor voksne alder, ja ikke mindst da vort eget haar graanede og, vi kunde komme "til det gamle hjem" med vore smaa. Et andet sted skriver han: "Dette gamle hjem, barnets hjem, kan jeg aldrig skildre som det fortjente at males. Det staar for mig i et overlag lyst minde, og naar mindet lyser ret op, da ser jeg ogsaa bedst i haabet at det hjem er ikke tabt men kun gjemt, at det vil vise sig igjen i forklaret skikkelse, naar alle kristnes fælleshjem har naaet sin forklarelse. Hver gang jeg saa hjemmet paa Sukkestad blev det rigere for mig; der lagdes altid flere minder til og de var alle velsignede, ti de blev alle skjænket af en kjærlighed der næst Herrens egen er den største, dybeste, rigeste, yndigste, reneste paa jord! Dette siger jeg først og fremst om mors kjærlighed, og jeg føler at hvis jeg tør tale om at jeg selv nogen gang har elsket saa rent som en synder kan elske, da maa jeg tænke paa hvad jeg følte og føler for hende som bar mig under sit hjerte og bar mig paa sit hjerte hver dag i de mange aar, det undtes os at mødes eller dog at sende hverandre bud. Jeg skrev engang til hjemmet saaledes: "Moderligheden er, hvad jeg har været saa lykkelig at erfare, den største gave paa jorden af faderligheden i himlen; saa er ogsaa mors aarsdag mig hellig. Aa du ved ikke hvad du har været og er for mig, men det skal engang i lyset sees og kjendes, at det var min mors røst og mindet om den der blev det første middel i faderens haand til at bringe mig paa troens vei, at jeg netop ved mindet om modertroen, moderordet er bleven bevaret fra den falske tanke, at det evige liv findes andetsteds end ved troen som den høres, ja sees, naar den bekjendes levende i menigheten. Ja for jeg selv vidste at opløfte troens skjold som mit, opløftede i jeg min mors troes-skjold, slog ofte fienden med det ord: ,,Mor tror det dog".
. . . . Medens saaledes barndomshjemmet gav stærke og dybe indtryk i barnesindet, var det ikke rart bevendt med den boglige undervisning og lærdom. Hans mor lærte ham tidlig at læse, hvilket han ingenlunde fandt morsomt men gjerne saa snart som muligt vilde slippe fra. Bedre smagte det, naar hun sang for ham, fortalte eller læste høit. Af hende lærte han allerede som liden Grundtvigs navn at kjende; hun læste nemlig for ham af en "bibelkrønike", maaske den som siden i omarbeidet udgave kom ud i 1828 og som senere er paany udgivet af C. L. Brandt 1879. Gutten søgte forresten omgangsskolen, naar den var i grænden; en tid fik han dog anledning til lidt mere, idet han gik paa en høiere almueskole, som kirkesanger Jensen, i sin tid en nok saa kjendt stortingsmand, holdt paa Ringsaker. Presten Delphin underviste ham ogsaa i enkelte fag. Ellers gik de første barndomsaar stille og jævnt i det gode hjem. I drengestuen, hvor tjenere og husmænd om kveldene ved tyrispikens lys sad og arbeidede, lød samtides æventyr og spøgelseshiestorier som greb gutten med den stærke fantasi. Et minde fra Dusgaard som han selv har optegnet, vil jeg tage med, fordi det er betegnende for en evne far særlig havde, nemlig den at finde hjertelaget hos smaafolk, gamle og ensomme og vinde ud af det noget som var til velsignelse og hjælp for ham selv. Han fortæller at der paa Dusgaard var en gammel blind lægdkone som hed Else, gudfrygtig og snil. Hun rystede ofte paa hovedet naar de andre i drengestuen talte raat eller letsindigt. "Naar jeg om vaaren og sommeren ledede den gamle blinde ud i Solvæggen eller jeg læste høit for hende, da velsignede hun mig, og jeg tror at der var magt i den velsignelse, om jeg end dengang ikke forstod hvad en fattig, blind, men gudfrygtig gammel kvinde kan eie af sand rigdom, kraft og lys".
Livet i barndomshjemmet
ophørte i 1828 paa en maade som kulde have den største
betydning for hans udvikling og fremtid. Under et besøg paa
Dusgaard tilbød nemlig fars onkel, presten Wilhelm Andreas
Wexels, at tage gutten med. til Kristiania for der at faa
undervisning. I "gamle onkels" (saa kaldtes Wexels i
hele slægten) hus var da far fra 1828 til han i 1840 blev
kandidat. Alle ferier tilbragte han dog i barndomshjemmet; aldrig
kunde far blive træt af at fortælle om reiserne. Hjem og
glæden der, og enhver som har havt hjem paa landet forstaar de
følelser. Han havde ikke været længe i Wexels hus, før en
stor sorg rammede dette lykkelige hjem. Wexels's elskværdige,
milde og gode hustru døde kun 29 aar gammel i 1830; dette slag
rammede Wexels tungt. Han blev stille, indadverdt og taus;
"Jeg følte", skriver far, "denne taushedens
knugende magt saa mangen gang, at jeg nu godt kan føle med dem
der lider under den, som med dem, der mod sin vilje lader den
falde over andre".. I de dage stemtes Wexels's sjæl til
tonen: "tænk naar engang", og paa samme tid som vi maa
beundre denne mand, som kunde staa i virksomheden udadtil, i
forkyndelsen og i kampen, saa freidig, saa levende interesseret,
saa mild og kjærlig og deltagende med andre og dog bære den
aldrig slukkede sorg og den altid tyngende vemod og lide under de
stærke personlige kampe, saa kan vi nok ogsaa forstaa at barnet
ikke kunde føle sig glad og sikker, naar slig tyngde hvilede
over huset. Men far takkede altid sin gamle onkel og hans minde
for alvoret og strengheden i opdragelsen, og han elskede ham
næst sin far og mor høiest af alle mennesker, ikke bare som sin
og slægtens velgjører, men som veilederen paa den vei og til
det livssyn som blev fars indtil enden.
Efter først at være undervist nogle aar dels i hjemmet (hvor
bl. a. den senere biskop Grimelund var hans lærer) dels i en
liden privatskole, kom far i 1833 ind paa kathedralskolen,
hvorfra han dimitteredes i 1835 og blev student med laudabilis.
Et studenterliv som de fleste andres fik han ikke deltage i; det
stemte hverken med hans tilbøielighed eller tonen i Wexels's
hus. Han var dog med hver 17de mai, naar Henrik Wergeland førte
toget til Krog-støtten; navnlig fortalte han om en 17de mai, da
kommandanten "udenfor ordenen" lod militærmusiken
spille, og studenterne efter Wergelands opfordring gik ud til
fæstningen og bragte kommandanten sin hyldest, hvilke blev
skjæbnesvangert for ham, idet han kort efter ble fjernet fra sin
stilling.
I samliv med kammerater viet saavel alvorligt studium som samtale om fælles interesser, sang og musik fandt far stor glæde. Blandt "hybel"-kammeraterne nævnte han særlig C. P. P. Essendrop, den senere biskop, og den begavede Johan Fries som studerede filologi, blev lektor i græsk og endelig rektor ved Kristiansands lærde skole. De to læste sammen Shakespeare, Schiller og alt de kunde komme over af poetisk og historisk læsning. I disse tidligste ungdomsaar grundlagdes den levende interesse for historien, som i forening med alvorligt studium i saa høi grad bidrog til at styrke og klare fars livsopfatning baade i det kirkelige og almenmenneskelige. Lige til hans sidste dage var historisk læsning hans lyst; ethvert nyt værk paa det omraade maatte han eie, hvad enten det omhandlede almene forhold eller skildrede enkeltmænds liv og udvikling. En evne som hans til at tilegne sig og tilgodegjøre alt som stemte med hans livsanskuelse, har jeg aldrig kjendt; let og naturligt omdannede stoffet sig til indhold i ham selv, saa han levede paa og af det, og hvorledes han kunde gjengive det for andre, ja hvilken trang for ham det var at gjøre sine venner delagtige i sine erobringer, det vil mange i taknemmelighed kunne tale med om.. Men om denne side ved hans personlighed skal vi høre mere senere.
Far var dog i ungdomsaarene ikke alene optaget af sit studium og de literære interesser. Han var meget musikalsk, spillede fløite og guitar og havde en særdeles vakker og ren tenor. Naar han i ferierne var hjemme paa Toten, deltog han med lyst i selskabslivet, og navnlig mindedes han, med glæde "de uforglemmelige ungdomsdage i barndomshjemmet", hvor jævnaldrene i al uskyldighed og tarvelighed morede sig med sang, musik og dans "ved guitarens, fløitens og stemmernes hjælp". Far kommer i sine optegnelser atter og atter tilbage til hjemmet. Saaledes skriver han et sted: "Til beskrivelsen af livet i hjemmet hører ogsaa et minde om de deilige møder, naar jeg kom hjem, og den vemodige afskedstime fra hjemmet, efterat ferien var endt. Mødet kan enhver der selv har kjendt et godt hjem, han eller hun den største del af aaret var fjernet fra, let forestille sig. Det var med smil gjennem glædestaarer at vi mødtes. Naar saa samlivstiden var omme, da skildtes vi ikke uden først at have sunget og læst med hverandre; men den der tog det dybest og inderligst, det var mor. Naar vi var kjørt ud af gaarden, gik hun op paa svalgangen og saa efter os saa længe der var et glimt af vognen at se. Derpaa gik hun ned i sit lille kammer, og hvad hun der gjorde det ved jeg saa vel. men den Herre hun da talte med i "lønkammeret" ved det jo bedst, og han hørte hendes bønner, dem hun sendte op "i løndom" for sine børn.
Jeg tror nok far levede et noksaa stærkt stemningsliv i ungdomsdagene; han var jo som de fleste vaagne unge mennesker i den tid stærkt grebet af romantiken og dens værker. Om et stemningsliv vidner blandt andet de digte han skrev. Der var i disse ikke mere digterisk begavelse, end der er hos saamangen ungdom over hvem stemningen har magt, men man kan nok sige, at hvad han sang ud var baaret af inderlighed og følelse uden affekterthed. Flere af hans digte af religiøst indhold er trykt; det var ham en stor glæde, da Wexels fandt nogle af dem værdige til at optages i en samling han udgav.
Høsten 1836 tog far fat paa det theologiske studium. Lærerne i theologi var dengang Kristian Keyser, Dietrichson og Jens Praém Kaurin. Ingen af disse mænd kunde siges at være store lærde, men det var dannede, dygtige og troende mænd, som havde god indflydelse paa de unge studerende uden at de dog formaaede at bringe dem ind i nogen bestemmende aandelig bevægelse. Flittig og rolig og sikker paa, at hvad han hørte af Wexels og sine lærere og lærte i sine bøger var sandheden, arbeidede han sig frem til embedsexamen, som han tog i 1840 med bedste karakter.
Jeg nævnte ovenfor at opdragelsen i Wexels hus var alvorlig, ja streng. Der blev ikke ødslet med ros. Far fortalte saaledes at da han kom hjem og glædestraalende meldte, at han havde faaet laud til artium, svarte Wexels som stod ved sin pult uden at snu sig fra sit arbeide: "Ja, tak din Gud, gutten min, og gaa og læg dig". Men da han var færdig med den mundtlige prøve ved embedsexamen, hvor den gamle selv havde vært tilhører, sa han til ham: "Du har gjort mig glæde". Den ros satte far høieste af alt -- ofte fortalte han os paa sine gamle dage om, hvor dette ord frydede ham. Om sig selv ved den tid da han blev kandidat, skriver far: "Man ansaa mig for meget flink, men jeg ved godt, at jeg var et barn i kundskab og forstand, ikke at tale om livssyn. Nogen dypere alvor var det ikke hos mig: jeg trodde paa andres autoritet og var bange for at komme hen i vantro. Rørte tvilen sig imellem under læsningen, da tilbageviste jeg den med denne vished: Mor trodde paa Herren, og hun var jo for mig den beste autoritet. Børns tro eller overbevisning er altid grundet paa andres vidnesbyrd, og jeg var et barn i aandelig henseende". Hans fromme mors liv var "et værn og et lys" for ham, til han selv personlig greb troen.
Etterat far til jul 1840 havde underkastet sig den praktiske theologiske examen, drog han ud som huslærer, først paa vestlandet, senere paa østlandet. Det var ingen tvivl om at denne virksomhed og de forhold den medførte, har haft væsentlig betydning for hans udvikling til selvstændig mand. Ikke lidet vanskelige forhold fik han leve under; blandt andet var selskabslivet i de dage ofte af den art, at der sattes prøve paa den unge mands karakter og viljekraft. Med inderlig taknemlighet mindedes far en gammel, høit dannet mand, som da han saa fristelserne i det voldsomme selskabsliv true den unge huslærer, advarte ham paa en maade som gjorde det stærkeste indtryk. "Engang, fortalte far, greb denne mand i et selskab mig pludselig i armen og sagde med en stemme, et udtryk der gjennemborede mig: "Unge mand, drik dem aldrig fuld!". "Jeg har ofte i mit liv takket for disse ord", tilføiede far. - . . .Med 11/2 aars afbrydelse, da han dels opholdt sig i Kristiania og dels i Drammen, hvor han nogen tid vikarierede ved latinskolen, var han huslærer paa forskjellige steder --- bl. a. i Slidre hos sogneprest Harbitz (den bekjendte stortingspræsident) til udgangen af 1846, da han modtog den kaldelse som bestemte hans senere livsgjerning og virkested.
. . . . . Den stilling som blev far budt i 1846 og som Wexels indtrængende tilraadede ham at modtage, var at blive huslærer og personelkapellan hos sognepresten i Klæbu, Hans Jørge Darre, senere biskop over Trondhjems stift. 2den januar 1847 tog han afskjed med barndomshjemmet paa Toten og reiste sammen med sin yngre broder Hans den paa de tider yderst besværlige vei til Trondhjem. Hans Wexelsen var med forat gaa paa seminariet i Klæbu; ogsaa han blev fra den tid af knyttet til Trøndelagen, hvor begge brødrene gjennem et langt liv virkede sammen i folkeoplysningens og kristentroens tjeneste, enige i tro og livssyn og forbundet ved det inderligste venskab. . . .