O, sad jeg som Maria sad,
med troens blikk så barneglad
op i min Frelsers øie!
Sad så ved morgen og ved kveld,
inddrak hans ord med tørstig sjæl,-
jeg glemte al min møie!

Var det min bedste morgendrik,
var det, når jeg til hvile gik,
min dug og aftensvale,
da lærte jeg vel mer og mer,
om al min trang, min sjæls begær,
med Frelser min at tale.

Da blev det vel og mere let
at vandre glad og virke ret,
da blev mig visdom givet,
da kjærlighed i hjertens grund
og lovsangstoner i min mund
udsprang til lyst for livet!

Her er jeg, Herre, hjertensven!
tal Du! så taler jeg igjen,
skjønt jeg er lav og ringe,
men Du almægtig, høi og stor!
jeg giver Dig dit eget ord,
selv kan jeg intet bringe.

Du siger, jeg har barnekår
evindelig hos Fader vor,
Du selv det til mig kjøbte!
Du siger, at din egen ånd
udløser mig af dødens bånd,
til livet han mig døbte!

Livsaligt ord er i din mund!
livsalig er hver stille stund
hos Dig på barnesæde!
der får vi mod, der får vi lyst
udi dit navn og ved dit bryst
til "fader vor" at bede!

Han giver, hvad vi beder om,
selv mig så fattig og så tom,
han rigdom vil forunde;
ja give nyt Mariasind
ved syn faderhjertet ind
og livets ord i munde.

1. Å, OM jeg som Maria satt
Med troens blikk så barneglad
Opp i min Frelsers øye,
Satt så ved morgen og ved kveld,
Inndrakk hans ord med tørstig sjel,
Jeg glemte all min møye.

2. Da ble det vel og mere lett
Å vandre glad og virke rett,
Da blev meg visdom givet,
Da kjærlighet i hjertets grunn
Og lovsangstoner i min munn
Sprang ut til lyst for livet.

En sang ble tatt med i Seips visebok:
"Et undres jeg paa ved morgen og kveld".
Den synges som "Apostlene satt":

Et undres jeg paa ved morgen og kveld
ved høieste midnatstid,
at draaperne fra Guds rigdoms væld
som dug nedfalder saa vide.

Jeg undres at naaden den straaler ud
som solen i syd hin milde,
som dybest i dalen blomst faar bud
fra lysets evige kilde.

Jeg undres hvordan til hvert bøiet straa
velsignelsens kilder nedrinde,
saa livskraften underlig reises maa
som gjemmer sig dypt derinde.

Jeg undres stort at mit lille straa,
saa ringe og svagt og bøiet
kan dryp af kjærlighedsduggen faa
og lys ifra soleøiet.

Fra: Karl Seip: "En liden Visebog for Hjemmet",
1880-årene og siden. Først trykt i "Oplandernes Avis",
1879, No. 94, Tillægsblad, S. 80.

Jesus, mit liv!
hos mig du bliv,
nåde og kraft mig forlene!
Giv mig din ånd,
ræk mig din hånd,
ak, uten dig er jeg ene!

Jesus, mit lys!
natmulmets gys
jag fra mit skjælvende hjerte!
Stryk du min tro,
så jeg får ro,
glæde og fryd for min smerte.

Jesus, min sol!
send fra din stol
strålende varme og milde!
Kulden er stor,
smelt ved dit ord
isen nu tidlig og silde.

Jesus min skat!
bliv her i nat,
ja, lad mit hjerte dig eje!
Englenes hær
være mig nær,
lad dem slå kreds om mit leje!

Skjærm du enhver
som er mig kjær,
ene på dig lad dem bygge!
Sluk deres sorg,
vær dem en borg,
hvor de for evig er trygge!

Stille og tyst
pande og bryst
korse vi ville tilsammen!
Herre, jeg tror,
hjælp, Fader Vor!
Sig til min bøn nu dit AMEN!

Helga Hiorth på Nøtterøy har har skrevet av dette diktet som sto i et udatert brev fra Marie W.. Helga arvet en rekke brev fra Marie W. som er oversendt Nasjonalbiblioteket. Det var adoptivdatteren til Hans W. (Helga W., født Moxnes) som tok vare på brev de fikk og som siden er gått i arv.

Avslutning på et annet brev fra Marie til Helga W.:
"Hver gang en ærlig sjel på jord vil sine hender folde,
i Jesu navn mine bønneord vil dø på læber kolde.
Forbarm dig over støvets kår!
Vis du på alt kan bøde!
Og hvisk til oss dit FaderVor,
Så våre hjerter gløde…"

Dikt fra "Bud til Menigmand", No 12, 8. september 1876, s. 192, 5. Årg.:

Der er intet saa ringe, det fik jo sin Trang:
det vil folde sig ut efter Evne;
der er intet saa taust, at det fik jo sin Sang,
om end Tonerne faldt i det jevne.

Alskabningens Suk - ja, det høres saa lydt,
for tilsammen den længes i Vaande,
og det tier slet ei førend alt bliver nyt,
som Forkrænkelsen slog med sin Aande.

Men Lovtonen den skal aldrig uddø
- alt det Levendes Hu staar til Glæde -
hvis der gjemmes et Liv i det ringeste Frø,
ja, da kan selv den Sukkende kvæde.

Ja, det bristende Frø og det spirende Haab
priser Aanden som livner det døde,
og det vokser i Kraft selv ved Regnskyens Daab,
vil ved Solgangsvejr give sin Grøde.

Bethania, Du lille By,
som gav Vorherre Vennely,
end grønnes friskt dit Kløverblad:
de Tre, den Fjerde gjorde glad!

Det er dog underligt at se,
o Jesu, Dig med hine Tre!
Du kvægedes med dem paa Jord,
Du gav dem Livet i dit Ord!

Ja, her vi se det vist og grant,
dit Menneskehjerte var saa sandt!
Du, som var Gud fra Evighed,
stod her ved Vennens Grav og græd.

Du talte og, Du Mand og Gud:
"Du Døde! Lazarus kom ud!"
da Døden slap sit Rov med Skam
og veg for Dig, Guds stille Lam.

Da tjente Martha dobbelt glad,
lod Haand og Hjerte følges ad,
det gik saa stilt, det gik saa net,
thi Kjærlighed gjør Alting ret!

Og hun, som for din Læbers Ord
forglemte Alt paa viden Jord,
hvor maatte hun dog elske Dig,
saa mægtig og miskundelig!

Den Salve, hun paa Dig udgjød,
og Krukken sin, hun sønderbrød,
os fryder end den Dag idag
med Duften af dit Velbehag.

Hun salved Dig til Død og Grav,
men Du, som gik med Glands deraf,
vi Arme led ei Tab ved Dig,
Du salver os til Himmerig!

Du salver end din Menighed
med Aand og Naade, Fryd og Fred,
at den kan dufte til din Pris
som Rosen fra dit Paradis.

Ja, evig glad skal tjene Dig
den Fattige, Du gjorde rig;
thi Livets Ord udtaler Du,
saa Dødninger staa op endnu!

Bethania, Guds Vennestad!
end grønnes friskt dit Kløverblad!
det spired yndeligt ivaar,
og end ihøst god lykke spaar!

Trykt foran "Mariasædet" i "Kristeligt Folkeblad",
No. 17, 1. september 1862, s. 270, 6. Årgang.