Fra
Ingeborg Wexelsens dagbok.
Ingeborg var 18 år gammel da hun tok en reise alene med tog fra
Trondheim til Oslo.
. . . . Det er et storartet
anlæg, den Hamarbanen, jeg mener det var omtrent 18 steder vi
for gjennem fjældet, paa lengere og kortere stykker - dog
ingensteds saa langt, som ved Eidsvold. Det var da især ved
opstigningen til Røros, mangensteds gik banelinjen ogsaa lige
indtil elvebrædden med fjeld på andre siden. Lørdagsformiddag
kl. 11 1/2 (den 8. mai 1880) kom jeg da til Hamar og det var deiligt
da at se tante Rikkes kjendte ansikt paa banegaarden - og saa at
komme op til de to kjære, gode mennesker på deres to smaa
hyggelige kvistværelser med den deilige udsikt til Mjøsens
yndige brædder med Helgeøen som midtpunkt. Det var ogsaa saa
hugsamt at se de steder som far saa ofte havde talt om, og som
jeg selv havde som et dunkelt minde om fra min reise der som 4
år gml.. Mine stakkels, kjære tanter er meget svage, og det er
ondt for dem at de bor saa høit oppe, saa de har saa vanskelig
for at komme ud lidt imellem. De otte dage jeg var hos dem havde
jeg det deiligt. De hyggelige morgenstunder, madstunder i det
lille koselige kjøkken, som paa samme tid var spisestue, og
kvældsstunderne med sang og læsning, vil jeg aldrig glæmme. En
dag gik vi op til den kjække, ligefremme Ole Arvesen, som jeg
saa ofte har ønsket at se.
. . . . Saa fik jeg ganske uventet brev og indbydelse fra tante (Bolette
W.) og faster inde i
K.ania om endelig at komme derind, nu da jeg havde saa god
anledning. Det tog jeg naturligvis med.
Fra Hamar Stiftstidende nr. 151, 1883: (hentet fra Sonja Hagemanns bok)
Ella Anker forteller: (fra boken "Sagatun", Gyldendal, 1936)
Når de nye bøker kom ut ved juletider, blev der straks sendt bud efter Sagatuns venner, og far leste boken høit i dagligstuen. Det var billedhugger Borchs som hadde bosatt sig i Hamar, og Marie Wexelsen og hennes søster Rikke, Carl Wedels på Atlungstad, gift med Ankers slektning Amalie Michelet, sorenskriver Fischers, doktor Henies og andre. Alle vi barn fikk lov å være inne, og vi var stille som mus. . . . .