Fra Conradine Birgitte Dunker's bok: "Gamle Dage", Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag, 1909. Hun levde i årene 1780-1866 og ble berømt for sine mange brever og erindringer som først ble utgitt i bokform i 1871.
(Hun forteller en lang dramatisk historie (se nedenfor) hun har hørt om Paul Arnesen og hans brutale far på Island. Bl. a. ble Paul sendt alene 11 år gml. med skip til København og satt iland der med bare 30 skilling i lommen. Han ble i 1804 overlærer ved Christiania Latinskole. Første konen til Arnesen dør av blodstyrtning med et dødfødt barn.):
"Et Aarstid derefter var
Arnesen givt med Dorothea Wexels, en af Kammerraad Wexels's 9
døttre. Omtrent paa denne Tid blev han befordret til Rector i en
Latinskole i Dannemark, om jeg erindrer ret, i en af Jyllands
Stivtsstæder. I nogle Aar hørte jeg intet fra ham, da indløb
omsider den Efterretning, at han saaledes havde mishandlet sin
Kone, at Øvrigheten der paa Stedet havde seet sig beføiet til
at tage Konen fra ham.
Poul Arnesen var anseet for en lærd Philolog, blandt andre
Skrivter har han udgivet en græsk-dansk Ordbog, der endnu
benyttes i Latinskolerne saavel i Norge som i Dannemark".
I personregisteret til denne boken er det gitt en
biografi som lyder:
Arnesen, Paul (1776-1851), Filolog. Hans Fader var Presten Arne
Sigurdarson paa Island, en stræng, men høit anseet Mand. En
Slægtning tog ham 1792 med til Danmark, hvor han blev anbrakt i
Helsingør Latinskole. I 1803 blev han Adjunkt og 1806 Overlærer
ved Christiania Kathedralskole, 1813 Overlærer i Slagelse og
1815 Rektor i Fredericia. 1818 maatte han tage Afsked paa Grund
af en svær Nervesygdom og levde Resten af sit Liv med Vartpenge
i Kjøbenhavn. Han var gift første Gang med en dansk
Prestedatter (B. C. Thorup) og derefter med Dorothea Wexels,
Datter af Kammerraad Hans W. i Christiania, med hvem han havde 11
Børn. I sit Hjem levde han i et smukt Familieliv, og skjønt han
var i trange Kaar, var han meget godgjørende.
Avskrift fra Conradines bok:
Side 363
Poul Arnesen *
Hans Fader var en Islænder bekjendt ved sit voldsomme choleriske Temperament. I Kjøbenhavn forelskede han sig i en smuk Pige og forlangte hende tilægte; hendes Forældre raadede hende fra at indgaae denne Forbindelse, og hendes Broder sagde til hende: Ægter Du ham, da vil han om kort Tid mishandle eller endog dræbe dig. Disse Advarsler vare frugtesløse. Pigen ægtede Arnesen og fulgte ham til Island. Det varede ikke længe inden han i Anfald af Vrede mishandlede sin Kone og Skjeldsord, Hug og Slag hørte til Dagens Orden. Engang, efter et saadant Anfald, sagde hun: Ak, hvorfor hørte jeg ikke efter min Broder Pouls Advarsler! Han sagde mig, at dersom jeg ægtede Dig, da vilde Du, om kort eller længe, mishandle, ja endog dræbe mig. Har Din Broder sagt dette? raabte Arnesen, da tilsværger jeg ham Hevn og Had. -- Da det viste sig, at Konen var frugtsommelig, saa skaanede han hende, talte heller ikke mere om hendes Broder og da hun var kommen ned med en Søn, sagde han til hende: vi ville kalde Drengen Poul efter Din Broder. Konen blev meget glad herover, da hun troede at nu ogsaa hans Harme mod hendes Broder var forsvunden; men da Drengen var døbt, sagde Arnesen til sin Kone: Nu skal Du vide hvorfor jeg har kaldet Barnet op efter Din Broder. Jeg har svoret at hevne mig paa ham, men han er i Sikkerhed i Kjøbenhavn, og jeg kan ikke komme ham tillivs, men nu skal Denne, hans Navne, undgjelde, raabte han og knyttede Næven.
* Denne Beretning er gjennemgaaende urigtig; sml. Registeret.
Side 364
Arnesen lod det ikke blive ved tomme Ord; saasnart Drengen blev saa stor, at Faderen kunde uden Fare for at dræbe ham, slaae og sparke ham med Foden, saa maatte den stakkels Moder være Vidne til denne grusomme Behandling. -- Da Poul var 11 Aar gammel, sagde Faderen: nu holder jeg det ikke længer ud at see ham for mit Ansigt, og han satte ham ombord paa et Skib, der gik til Kjøbenhavn, og gav Skipperen Ordre at sætte ham der i Land. Han gav ham hverken Penge eller Anbefaling til Nogen og Poul havde Intet med sig uden Klæderne paa Kroppen og i Lommen 30 Skilling, som hans Moder hemmelig havde stukket til ham, og som var alt hvad den stakkels Kone eiede.
Saavidt fortalte Fru Christiane Koren, men hvorledes det gik til, at Poul Arnesen, 12 Aar efter at han som et hjelpeløst forladt Barn vandrede om paa Kjøbenhavns Gader i flere Dage, nu var bleven Candidat, Philolog med Udmærkelse, det sagde hun ikke, formodentlig vidste hun det heller ikke.
I Aaret 1804 blev Poul Arnesen ansat som Overlærer i Christiania Latinskole. Han var 25 Aar gammel, en høi, velvoxen, smuk, blond Mand. Han havde givtet sig i Kjøbenhavn og bragte sin Kone med sig. Der gik samme Rygte om hans voldsomme Ilsindighed og Vredagtighed som før om Faderen, og man vilde vide, at Konens Forældre længe havde sat sig mod Forbindelsen, og yttret Frygt for, at han vilde dræbe hende. -- Jeg saae i den Tid ofte Arnesen og hans Kone i Selskab, han kom endog til os, men jeg bemærkede intet furieust hos ham, uden man vilde antage det derfor, at ved hver Yttring, der ikke aldeles behagede ham, steg Blodet ham stærkt til Ansigtet og de to Aarer i hans Pande svulmede op, næsten til en Fingers Tykkelse.
Madame Arnesen saae ud til at være et lidet, ubetydeligt Væsen med blonde, næsten hvide Haar; Fru Bull paa Tøien sagde i sit naive Sprog om hende: -- Madame Arnesen seer ud som en lita qvit Høne. Men saae hun end ubetydelig ud, saa var dog ogsaa hun ilsindet, det beviser tilfulde hendes Dødsmaade. -- En Dag gik hun over Gaardsrummet i det Huus, hvor de boede, og saae at der stod en Balle fuld af nyvadskede vaade Klæder, hun kaldte paa Pigen og befalede hende at bære Ballen med Klæderne op paa Loftet. Pigen svarede at hun havde forsøgt dette, men det var hende for tungt, hun maatte bie til hun fik Hjælp med at bære Ballen op ad Trappen. I fuld Harme greb nu Madame Arnesen Ballen med Klæderne, Vreden gav den lille spæde Person Kræfter,
Side 365
hun bar den op ad Trappen - gik derpaa ind i sit Værelse, satte sig i en Lænestol og der overfaldt hende en voldsom Blodstyrtning. Pigen løb efter en Læge, og lod i Forskrækkelsen Dørene staae aabne efter sig. Da hun kom tilbage med Thulstrup fandt de Stuen fuld af fremmede Folk, der vare gaaede ind fra Gaden; i Lænestolen laae Madame Arnesen død og paa Gulvet laae et nyfødt, dødt Barn. -- En Moder og et Liig, sagde Fru Delphin ved denne Anledning.
Jeg saae Arnesen i de første Dage
derefter -- han bar sin Smerte, som det sømmer sig for en Mand.
En af hans Venner, som i de Dage var hos ham, fortalte, at han
var gaaet hen til Ligkisten for at sætte en Ring paa sin døde
Hustrues Finger, men da han saae det døde Barn, som var lagt
hende i Armen, slap han Ringen ned i Kisten og skyndte sig bort
derfra. Efter hans Anmodning maatte Thulstrup, skrive en
Beretning om hendes Dødsmaade, som skulde sendes hendes
Forældre. De skulde dog ikke beskylde mig for at have dræbt
hende, sagde han.
Et Aarstid derefter var Arnesen givt med Dorothea Wexels, en af
Kammerraad Wexels's 9 døttre. Omtrent paa denne Tid blev han
befordret til Rector i en Latinskole i Dannemark, om jeg erindrer
ret, i en af Jyllands Stivtsstæder. I nogle Aar hørte jeg intet
fra ham, da indløb omsider den Efterretning, at han saaledes
havde mishandlet sin Kone, at Øvrigheten der paa Stedet havde
seet sig beføiet til at tage Konen fra ham.
Poul Arnesen var anseet for en lærd Philolog, blandt andre
Skrivter har han udgivet en græsk-dansk Ordbog, der endnu
benyttes i Latinskolerne saavel i Norge som i Dannemark