Boken
Lars Eskeland: "Ole Vig",
Bokreidar Lunde & Co., Bergen 1916,
har beretninger om hans besøk på Sukkestad.

Den store kjente folkeopplysningsmannen Ole Vig (1824 - 1857) var flere ganger på besøk på Sukkestad. Noen avsnitt i boken som forteller om disse besøk er søkt gjengitt i det følgende på originalspråket:

Side 90:
. . . 8 juli
(1851) reiste han fraa Kristiansund og tok upp igjenom Romsdalen og ned igjennom Gudbrandsdalen og yver Toten til Kristiania. Heile ferdi gjorde han på ni dagar. Men han stansa to dagar paa ein stad, so han ferdast nett ei vika. . . . . .
Side 91:
Det var paa øystre Toten han stansa, paa ein gard som heiter
Sukkestad. Denne garden ligg uvanleg fint til, med jamt hall paa solsida, og vid utsyn yver den storslagne Totenbygdi. Gardane er vel uppdyrka, folket er sjølvtrygt og greidlegt. Men det var korkje for bygdi eller bygdefolket Ole Vig stansa paa Sukkestad. Det var for di Wexel Wexelsen budde der. I tankane hadde Ole Vig ofte vitja den garden. Baade Wexelsen og kona var framifraa folk. Dei var livande med i alt det friske liv som rørde seg kring i landet, baade kyrkjeleg og folkeleg. Betre aandsfrendar kunde Vig ikkje finna. Kona var systkinbarnet til mannen sin og syster til presten W. A. Wexels. Eldste son deira var Fredrik Wexelsen. Han var fyrst lærar ved Klæbu lærarskule, og seinare prest i Trondheim. Det er nemnt fyrr at han vart kjend med Ole Vig paa lærarmøtet i Klæbu 1849. No var han nett heimkomen til foreldri paa Sukkestad, med kona og born. Eldst var Wilhelm Andreas, han som sidan var bisp i Trondheim. Fyrr han for nordantil visste Ole Vig at presten Wexelsen skulde til Sukkestad, og det var vel helst dette som gjorde at han tok vegen dit. Han vona aa finna opne dører der. Men han hadde ikkje vona at han skulde verta fagna som han vart det av heile huslyden, gamle og unge. Med ein gong var han som heime der og god ven mad alle. Sonen Hans kjende han og fyrr. Han hadde vore paa lærarskulen i Klæbu, og Vig hadde møtt han hjaa broren i Trondheim. Systrene Marie og Rikke saag han fyrste gongen. Det var alt sjeldsynt folk, skreiv han til syster si. Ein uventa fagnad var det for Vig at presten Wexels og kom til Sukkestad.
"Dagen efter jeg var kommen did", skreiv han, "kom ogsaa gamle Wexels fra Kristiania derop paa Landet, og saa lærte jeg da at kjænde denne mærkelige mand. Han var omtrent som jeg havde forestillet mig ham, simpel og jævn, med graat Haar og Skjæg, omtrent som en gammel, hæderlig Bondemann; men naar han oplader sin Mund og taler om Kirken og Kirkelivet, da er det en Lyst at høre ham. Jeg har saa ofte ønsket, at hans Motstandere skulde faa høre ham og tale med ham; visselig maatte de da faae andre Tanker end de har. Hans trohjærtige, dypsindige, alvorlige Ord gaar, synes jeg, til Marv og Been. Man mærker strax, det er en Mand, som har levet sig ind i Kristus, som ved Troen hænger urokkelig fast ved hans ord, og som taler ikke fordi han
mener men virkelig fordi han tror det. Og saa at se, hvilken Børneven han var; sandelig, han kunde paa en saa forunderlig Maade lege og snakke med de smaa Børn, at det ret var klart, at han trodde Himmeriget var deres".

(Denne sommeren dro han til Kristiania og deretter til Danmark. Der fikk han møte den store teologen Grundtvig).
Side 111:
Han laut vera snar paa heimvegen, og kunde ikkje heftast mykje nokon stad, ikkje ein gong i Kristiania. Denne gongen tok han ogso vegen um Sukkestad paa Toten. Han skriv tilbake til Wexelsen:
"Mangen hyggelig Stund havde jeg under min Pilgrimsvandring isommer, men med Sandhed kan jeg sige, at de Timer jeg tilbrakte paa det deilige Toten, hører til de kjæreste i mit Liv. --- Aldrig skal Minderne derfra udslettes af mit Bryst. Hjærteligheten er Perlen i Menneskelivet, og det var fornemmelig den, der i Deres Hus traadte mig levende imøde; det var den, der straalede saa mildt fra alles Øine; det var den, der tonede saa liflig i levende Sang og gav de liflige Samtaler sin bedste Duft. Tvende af Deres Sønner kjendte jeg allerede som sande Venner, og se, ikke blot de, men den hele Familie modtog mig som en gammel Bekjendt. Den hjærtelige Velvillie og alle de legemlige og aandelige Goder, jeg nød i Deres Hus, kan jeg ikke gjengjælde; hvad jeg kan, er kun at takke paa min simple Vis og forresten tilønske Dem og Deres Guds Velsignelse."

* * * * *

(Ole Vig var lærer i Kristiansund og fikk høsten 1851 lærerpost ved Hartvig Nissens skole i Oslo. Han ble samtidig redaktør av et nytt tidsskrift "Folkevennen").
Side 133:

Straks etter nyaar
(1852) bar det daa søretter til Kristiania med Ole Vig. Han reiste yver Toten denne gongen og, og var framum hjaa folket paa Sukkestad; han har so usegjeleg mykje aa takka dei for der, skriv han til Wexelsen straks etter:
"Det maatte vel være mig kjært og gjøre mig godt at gjense Deres Huus og der blive ligesaa venligt modtaget som før. At komme hjem er en ubeskrivelig Fryd, men oprigtig siger jeg, at næst Barndoms- og Forældre-Hjemmet veed jeg intet Sted, der mere end Sukkestad har tiltalt mig. De har jo ogsaa der, ikke blot i Deres egen og Konens Person, men tillige i Deres børn med de mange store baade aandelige og hjærtelige Evner, levende Skatte, der gjør Deres Huus rigere end Konges. For den der som jeg vel ogsaa har en Gnist af Aand og Hjærte, maa De vel derfor tro, at Sukkestad er et tiltrækkende Sted. Tak, Tak for Alt, hvad jeg der har fundet og hørt, seet og nydt!"

(Ole Vig hadde etterhver følt seg svært ensom i Kristiansund. Dessuten hadde han der en ulykkelig kjærlighetshistorie.)
Side 275:

Men daa han so vert kjend med huslyden paa Sukkestad, skifter livet lit for han atter: der var den aandsborne heimehugnaden han hadde sakna so saart, og der vart han so fagna og ein so kjær ven for alle, at det var den mest unelege stad han visste næst barneheimen. Og der fann han den kvinna som han heile tidi seinare sette høgre enn alle andre. Marie, dotter i huset. Det var ikkje lenge fyrr han visste at han heldt av henne. Den tid var ho i tjugande aaret. Ho var yndeleg i all si framferd. Godleiken og hjartelaget lyste av henne og gjorde venleiken hennar so forunderleg skir. Ho livde fullt ut med heile huslyden i von og tru, baade kristeleg og folkeleg, og ho skyna difor Vig med ein gong, ho som dei andre.
I januar 1852 var Ole Vig paa Sukkestad att, nett fyrr han busette seg i Kristiania. Straks etter skreiv han so til Marie Wexelsen og opna hjarta for henne. Ho hadde ingenting skyna, og vart difor forundra. Ho baade vyrde han høgt og bar godhug til han, men ein godhug som var venskap meir enn kjærleik. Daa kunde ho ikkje vaaga seg inn i samlivet med han: ho ottast dei kunde verta meir ulukkelege saman en skilde. Det var saart og tundt for henne aa svara soleis. Men ho kunde ikkje anna. Alle i huset syrgde, aller mest brørne hennar.
Dei smaa sorger talar, dei store tegjer, segjer ordtøket. Det sannar seg her og. Den einaste gongen Vig nemner dette vonbrotet sit i eit brev som finst etter han no, er til far hennar, straks etter han har faat svar fraa henne, og desse stille ordi kjem fraa eit hjarta som lid saart, og adlar seg i lidingi:
"Det er i dag min Fødselsdag
(6/2), og skjønt jeg nu ikke kan feire den saa glædelig, som jeg for nogen Tid siden gjorde mig Haap om, saa har jeg dog, naar jeg betænker det ret, meget at takke Vorherre for. Han har dog bevist mig langt flere Velgjerninger, end der er bleven Somme tildeel; matte jeg ret lovprise ham derfor! Han vil nok ogsaa hjælpe mig til at vandre Livets Vei med Hengivenhed, selv om den for stedse skulde synes mig lidt tung. Han bærer dog ikke Fadernavnet for Intet."
Marie Wexelsen og Vig heldt venskapen uppe. Med livande samhug fylgde ho alt hans arbeid for fedraland og kyrkja. Dei skreiv til einannan heile tidi. Men brevi er ikkje lenger. Han var trufast i kjærleiken til henne og tenkte ikkje lengere paa aa gifta seg.
Marie Wexelsen vart bokskrivar, kjend og kjær yver heile landet, og lenger. Ho døyde 1911, 79 aar gamal.
Ho gløymde aldri Ole Vig. Ein gong sa ho til ein av venene sine: "Eg er i grunnen enkja etter Ole Vig". I dei siste aara tala ho ikkje so ofte um han som fyrr; men aarsdagen hans høgtida ho til det siste.

===============