Denne artikkel er hentet (transkribert) fra tidsskriftet "Bud til Menigmand" der Hans var redaktør og utgiver. Det kom 2 ganger i måneden og kostet i 1880 kr 1,50 pr halvår.

Bud til Menigmand.

No. 15., 1ste August 1880, 9 Aargang.

Hans Wexelsen og hans Skole.

(Af Fr. Wexelsen)

Utgiveren af "Budet" er reist ud i Bygderne for at tale til Bønderne om den Sag, der saa varmt ligger ham paa Hjerte: Folkeoplysningens og særlig Folkehøjskolens Sag. Han har bedt mig sørge for Utgivelsen av dette Nummer, og det vil jeg da gjøre saa godt,jeg formaar i denne for mig ikke meget belejelige Tid. "Budets" Utgiver staar, tror jeg, i et saadant Forhold til de fleste av dem , der holder "Budet" og stadig læser det, at jeg tør antage, en stor Del af dem ikke tager det ilde op eller misforstaar mig, naar jeg skriver lidt om ham selv. Han er jo riktignok min Broder, saa det vel kan "se lidt rart ud" for Mange, naar jeg offentlig siger noget godt om ham; men var han kun min kjødelige Broder, da skrev jeg ikke; nu er vi og har altid været Aandsbrødre med fælles Tro og fælles Syn paa det største og bedste i Livet, og jeg vilde skrive som jeg skriver, om der intet kjødeligt Frændskab var mellom os.

Hans Wexelsen har nu netop maattet ophøre med en Virksomhet, som han med inderlig Kjærlighet og stor Flid i 22 Aar har øvet her i Throndhjem. Den 10de Juli maatte han sige Farvel til de kjære Smaapiger, til Lærerinderne og Medlærerne i den Skole, som det var umuligt længere at holde i Gang.

De fleste kan vel ikke fuldt forstaa, hvad det kostede ham at opgive denne Gjerning. Mange vil tænke alene paa det Tunge: at miste eller lide Tap i Indtækter, i "Levebrød." Det er heller ingen let Sag at finde sig deri og H. Wexelsen vil ganske sikkert tilstaa, at det ogsaa af den Grund var saare tungt for ham at maatte høre op med Skolegjerningen. Men havde han drevet denne ene og alene for at leve af den, da havde han ophørt for 3 Aar siden. Det er sikkert, at han de 3 sidste Aar har arbejdet under et stærk økonomisk Tryk og med Tab. Naar han alligevel holdt ved, skedte det, fordi Gjerningen var hans Lyst og Glæde, i Haap om en Ændring til det bedre, og det var først, da det paa det klareste viste sig, at der ingen yderligere Tilgang vilde finde Sted, at ham endelig opgav, hvad der alle Dagene var hans Liv og Lyst at holde paa med.

Jeg vover at sige, at H. Wexelsen har havt et ganske særdeles Kald til at være Børnelærer. Han var fra Barndom og Ungdom ikke "bestemt" til denne Aandsvirksomhed. Forholdene i Hjemmet tillod ikke, at han fik synderlig Kundskab og Oplysning. Han som alle vi Sødskende fik visstnok det i Hjemmet, der er mer værd end Kundskap, det, uden hvilket al Kundskap og Oplysning gagner lidet. Men egentlig "Skole" var der ikke stor Leilighed til, saa det var først, da H. Wexelsen kom til Kristiania, at han kunde "gaa i Skole", og hvilken Skole? Jo, det var en "Søndags-Skole", hvor der altsaa kun et Par Timer i Ugen gaves Undervisning, for Haandværksgutter især. H. W. var en saadan. Han kom i Farverlære hos en i den Tid meget kjendt og ret mærkelig Mand, nu længst hensovede Farvermester Sørensen*).

*) Sørensen var en opvakt, ildfuld Personlighed, som efter en dunkel Følelsesperiode endelig fandt Hvile i den kristne Menigheds Tro og Daab. Han var en Ven af W. A. Wexels, som ogsaa gav ham et smukt Vidnesbyrd i en tale, han holdt ved Sørensens Grav den 7de September 1848. Denne Tale staar at lese i den af mig udgivne Samling af Wexels's Taler ved Baaren og Graven, der er at faa hos Nils Lund i Kristiania.

I den Tid søgte han Søndagsskolen saa jevnt og godt som mulig, og han modtog iallefald derfra det store Gode, at Sandsen for Oplysning blev vagt hos ham. Særlig tiltaltes han allerede da af Historien, som der blev foredraget paa en ret livlig og tiltalende Maade.

Da han var "udlært" i Haandværket, tog han hjem til vore Forældre paa Thoten og drev en Tid der en Liden Forretning som Farver.* En Svaghed i Fødderne, som han fra Barnsben havde lidt af, tiltog imidlertid i Tidens Løb saaledes, at det legemlige Arbejde blev ham umuligt at udholde. Han havde ogsaa hele Tiden langt mere Lyst til Læsning og Aandsarbeide, ja i den Grad var dette ham kjært, at han Søndags-Morgenerne kunde staa tidlig op, for at meddele nogle Bondegutter i Grænden af det lille Kundskabs-Foraad, han havde samlet. Hans Lyst til at blive Lærer tiltog mere og mere, og da nu jeg i Begyndelsen af Aaret 1847 skulde reise til Klæbu, for at være personel Kapellan og Huslærer hos daværende Provst og Sognepræst, senere Biskop Darre og derhos underviste en Del Timer paa Seminariet, saa bestemte H. Wexelsen sig til at følge med og gaa ind som Elev ved Seminariet i Klæbu. Vi reiste da hjemmefra først i Januar 1847 og vi har fra den Tid af begge fundet vort Hjem her nordenfjelds. Det var ikke vor Tanke, da vi kom herop og mangengang har vi nok følt os sterkt dragen sydover igjen til Mjøsens Strande. Men vi tror, det var hans Tanke, i hvis Faderhaand det er saa godt at vide Alt, Smaat og Stort.

(* Han hadde visstnok et farveri på Sukkestad på jordet ved Slett-bekken. Der sto det en stue som kaltes "Fargeriet", det egentlige navn var Bekkelund. Ref: Bygdebok for Toten).

Min Broder var Elev ved Seminariet i 1½ Aar og dimitteredes med "Meget duelig" i Sommeren 1848. Saa fik han Posten som Lærer ved den faste Skole, som tillige var Seminaristernes "Øvelsesskole", hvor de oplærtes "praktisk". Han har mange og gode Minder fra de Dage, fra de Aar, hvori han virkede der, han har Venner blandt dem, der da var Elever i Skolen, nu er voxne, ja ikke længer unge Mænd og Kvinder.

Underligt kan det synes, at en Mand med H. Wexelsens Forkjærlighed for Bonden og for "de simple Smaa", dog skulde blive Bymand og Lærer for Byens Børn. Men saa blev det. Han kom herind, først som Lærer ved en anden Mands private Skole; senere blev han, fra 1858, Bestyrer af en egen Pigeskole. Denne begyndte med et Antal af omtrent 30 Elever, havde et Aar senere det dobbelte og var i sin "bedste" Tid søgt af henved 150 Pigebørn. Jeg skal ikke her vidtløftig handle om denne Skole, som jeg vistnok har fulgt og tildels været Lærer ved. Minderne fra denne Skoletid skal min Broder selv faa give, om han dertil finder sig opfordret.

Uagtet denne Pigeskole var en "Friskole", der aldrig søgte og aldrig fik nogen Understøttelse udenfra, kunde Bestyreren naturligvis ikke i Æt og Alt indrette sig efter sit eget bedste Syn og Skjøn. Han maatte tage Hensyn til den almindelige Tankegang og de Fordringer, der gjøres baade fra Hjemmene og fra dem, der senere skulde faa med Børnene at gjøre, f. Ex. som Konfirmander. Da nu de allerfleste Præster endnu forlange Pontoppidans Forklaring lært af deres Konfirmander, var det for Elevernes egen Skyld nødvendigt, at denne Bog "læstes" i Skolen. Jeg tror nok, at dette stundom kunde føles som et Aag, men vist er det, at min Broder forstod at forene Hensyn til Kravet af "Forklaringen" med den levende, barnlige og tiltalende Fortælling og Samtale, saaledes, at de kjære Smaapiger i Regelen ikke følte noget Aag eller Tryk over sig i de Timer, hvori der meddeltes Oplysning om Kristendommen. Vist er det, at de saa glade og opmærksomme ud – naturligvis med Undtagelser – og lige saa vist er det, at Præsterne, ogsaa de, der krævede "Forklaringen", var i Regelen meget vel tilfredse med de Børn, som havde faat sin Kundskab i H. Wexelsens Skole. Den mundtlige Fortælling og Sangen var Sjælen og Livet i denne Skole. Det var fornøjeligt at komme ind i Klasserne, baade de mindstes og de størstes; uden Opfordring, af sig selv, stemte de kjære Børn i med en Sang, oftest ganske passende til, hvad der nu netop skulde forhandles; Sange som Ingemanns og Grundtvigs Morgensange, bibelhistoriske og historiske Sange lød først og sidst. Da det var By-Børn, der gik i denne Skole, maatte der naturligvis undervises ogsaa i Sprog, baade Tysk, Engelsk og Fransk, og H. Wexelsen var saa heldig at faa meget duelige Lærerinder i disse Fag, Lærerinder, som ogsaa delte hans Syn paa det bedste og hans kjærlighet til Børnene og Gjerningen. Det er udtalt af Folk, som senere har faat ældre Pigebørn fra denne Skole til videre "Uddannelse", at Wexelsens Skoles Elever i de nyere Sprog godt kunde maale sig med de bedste fra andre Skoler her i Byen. Blandt Lærerinderne vil jeg særlig nævne én, som vel ikke underviste i Sprog, men som i mange Aar har været Skolens varmeste Veninde og sjelden Støtte for den; Frøken Sophie Bruenech har med Opoffrelse af Tid og Kræfter været en udmærket Lærerinde i min Broders Skole i Haandarbejde, i Tegning og Skrivning m. m. og er der, som der er, herfra udgaaet mange Pigebørn, som skriver en god og smuk Haandskrift, da har de denne Kvinde at takke derfor som for meget, meget mer. Undervisningen i Historie og Literaturhistorie har H. Wexelsen hovedsagelig selv sørget for. Til forskjellige Tider har flere dyktige Mænd været Lærere hos ham, men det er jo vanskelig at holde saadanne Mænd fast i længere Tid, da Studenter og Kandidater saavelsom Seminarister gjerne snarest mulig søger sig Stilling i offentlig Tjeneste. I de senere Aar har Undervisningen derfor for det meste været drevet ved Kvinder, medens H. W. selv altid har havt mange, i Grunden altfor mange Timer.

Jeg er, ser jeg, trods den ovenfor givne Ærklæring, kommen til at skrive maaske vel meget om denne Skole; men man tilgir mig nok det! Jeg vil nu kun nævne de fornøjelige Udflugter, som gjordes i Sommertiden med Skolebørnene, Lærerne og Lærerinderne, mange Forældre og ældre Sødskende, forhenværende Elever o. s. v. Først gik det op over til det yndigt liggende "Johnsvandet", 1 Mil herfra. Bestyreren, som jo er daarlig tilfods, kjørte da og vi andre gik. Senere drog vi paa Jernbanen op i en av Gaulardalens fagre Bygder: Melhus, Horg eller Støren. Naar vi kom frem til den Gaard, hvor der forud var sørget for, at vi kunde faa kjøbt Melk og andet, blev jo Spisningen det første, som naturlig var. Saa legedes der paa Græsvolden, saa lød der Latter og Sang, og de glade Barneaasyn lyste, saa det gjorde godt at se paa dem. Men naar Hjemreisen skulde ske, da samledes hele Flokken foran Husdøren. H. Wexelsen talte til de Smaa, barnligt og livligt, og Børnene svarede med Sange, som de vidste i Øjeblikket at vælge med en Takk for hvad der passede bedst, saa jeg maatte undres højlig derover. Ogsaa vi andre Lærere talte da lidt til dem. Talerne gik ofte om historiske Minder, som disse minderige Egne vel gav Leilighed til og som de fleste af Børnene kjendte lidt til, eller om Naturens Ynde, eller om Menneskelivets Væxt og Blomstring osv. Folkene paa Gaarden, som gjerne var tilstede, blev da heller ikke glemte, men modtog Farvel fra Lærerne og Bestyreren, Børnenes "Leve" i en Sang og et Hurra.

Det var glade og det var frugtbare Dage de, det er jeg vis paa. Slig en Festdag glemmes ikke snart.

Etter hvad her er meddelt og hvis Sandhed neppe nogen vil tvile om, maa vi vel faa Lov til at være lidt tunge om Hjertet, fordi denne Skole nu har maattet ophøre. Jeg skal ikke sige noget om de Grunde, som der maa have været til, at de Folk her i Throndhjem, som satte sine Børn i min Broders Skole, efterhaanden blev færre og færre. Der blev yderst sjelden nogen udmeldt, men da der ingen Tilgang blev til de lavere Klasser og de højere jo maatte lade dem gaa, som var "færdige", saa forstaar det sig selv, at det var Uraad at holde paa længere. Oprettelsen af flere ny Pigeskoler her i Byen og den mere og mere almindelige Skik at lade ogsaa Pigebørn tage den saakaldte "Middelskole-Examen", har formodentlig været en af Grundene til, at H. W.’s Skole blev forladt.

Det var, som før sagt, den 10de Juli d. Aa. at Afskedsfesten blev holdt. Saamangen Gang var vi baade Sommer og Vinter (før Jul) samlede til Sang og Tale deroppe i den store vakre Festsal i "Borgerklubbens" Gaard. Da var der Glæde, ublandet Glæde, naar Sommeren vinkede ud i det Fri eller Julelyset allerede tindrede for Barnets Sjele-Øje. Men dennegang var der en dæmpet Tone, som laa over den hele Forsamling. Et Par af Lærerinderne sagde til mig, da vi mødtes der: "Denne Gang glæder vi os ikke til Ferien!" Aa nej! Der er et Samfundsbaand mellom os, som ogsaa Møderne her hjalp til at holde fast!

Alle Børnene sad der da midt i salen, Forældre og flere andre, især forhenværende Elever, rundt omkring. Katedret var smykket med det "rene Flag", Sandlæreren, Hr. Forseth, sad foran det ved det lille Instrument (Physharmonika).

Der blev sunget: "Det er saa yndigt at følges ad" – og det gik godt, men under det sidste Vers "Det er vemodigt at skilles ad for dem, som gjerne vil sammen være", da dirrede mangen Hjertestreng og flere Stemmer brast. Min Broder talte, først til Forældrene, takkede dem for den Tid, de havde betroet ham deres bedste Eje, og ønskede dem ret Glæde og Velsignelse af deres Børn. Rolig og fattet forklarede han dem, at Skolen maatte sluttes. Senere talte han til Børnene, som først dog sagde ham sit Tak og Farvel i en af en Lærer forfattet Sang. Jeg vil eller kan ikke beskrive Afskedstalen til Børnene, Lærerinderne og Lærerne. Den var fuld af Kjærlighed og Tak, men ogsaa af inderlig Vemod, og det var som om han, der talte, aldrig kunde blive færdig, eller havde saare ondt for at slutte med det sidste, endelige Farvel!

Efter Opfordring udtalte jeg tilslut Læreres og Lærerinders Tak til H. Wexelsen for Arbejdet, Samarbejdet og Samværet i denne Skole.

-----------------------

"Budets" venlige Læsere vil vistnok med Deltagelse tænke paa min Broder, som, trods dette Tab og denne Vemod, dog, Gudskelov, er frimodig og, med usvækket Lyst til at virke for sand og levende Oplysning, i denne Tid lever blandt Bønder. Vi tviler ikke om, at Gud vil give ham ogsaa herefter, hvad han baade kan leve for og leve af! ---- Er Broderkjærligheden nu "løbet af med mig", idet jeg greb Pennen, saa vil jeg dog heller, at den skal "løbe af med mig", end at jeg i falsk "Beskedenhed" skulde have undslaat mig for at skrive, hvad jeg tænker mange vil læse med Deltagelse.

==============================